Thora Justesen

Thora Justesen tilbragte det meste af sin barndom i Nykøbing F. Som ung blev hun grebet af socialismen, men hendes senere religiøse vækkelse fæstnede sig dybere. Med en uddannelse som billedskærer i ryggen rejste hun 1908-11 til London for at arbejde inden for dette “mandefag”. Her var hun med til at etablere KFUKs (Kristelig Forening for Unge Kvinder) danske afdeling og blev en tid dens sekretær. I den lille guide Læs mig, før De rejser til London, 1910, pegede hun bl.a. på filantropiske institutioner, hun kunne anbefale den danske turist eller unge jobsøgende at tage i nærmere øjesyn i den britiske hovedstad. Londons settlementsbevægelse med dens kristent-sociale grundlag og opfattelsen, at filantropiske aktivister af borgerlig herkomst burde dele livsvilkår og være i nærkontakt med hjælptrængende, tiltalte Thora Justesen og påvirkede hendes senere livsmønster og indsats.

I 1911 vendte Thora Justesen tilbage til Danmark i forbindelse med, at moderen var alvorligt syg og kort efter døde. I Nykøbing F. gik hun sammen med frk. Sande-Jørgensen ind i ledelsen af det lokale Sømandshjem. Sammen drev de også Sønderskovhjemmet ved Nysted, der var oprettet 1918 af godsejer Bodil Neergaard til støtte for hjemløse, forhenværende straffede og alkoholskadede mænd. I 1923 skiltes Thora Justesens og Neergaards veje på grund af gemytternes uoverensstemmelse. Gennem kommunelærerinde Agnes Ulrich kom hun i København i kontakt med den norskfødte apotekerfrue Nanna Trojel, der var en af hovedkræfterne bag settlementet Saxoly. Det var blevet oprettet 1920 i Saxogade som en virksomhedsgren under Foreningen til Hjælp for enligtstillede, nødlidende Kvinder med Børn. Institutionen blev 1924 overtaget af den nystartede forening Saxoly. Thora Justesen og sygeplejerske Olga Westring var Saxolys daglige ledere 1923-37, hvorefter Thora Justesen blev forstanderen, som samlede trådene. Saxoly udvikledes til en flerfunktionel institution med vuggestue og børnehave, småbørnsstue og fritidshjem samt diverse klubaktiviteter for børn, unge og mødre. Thora Justesen var sammen med Westring og sygeplejerske Dagmar Dalgas de første i rækken af ansatte kvinder, der boede i små etværelses baghuslejligheder og i samme ejendomskompleks som institutionen. For Thora Justesen var privatliv et ukendt ord, og hun synes hverken at have dyrket eller savnet det.

Hun kom ind i kredsen omkring Fröbelpædagogikkens danske pionerer, søstrene Anna og Bertha Wulff. De samarbejdede 1928 om at få etableret en uddannelse for fritidshjemspædagoger med Fröbel-Højskolen som uddannelsessted og ud fra den tanke, at børnehave- og fritidshjemspædagogik var kvalitativt forskellige kompetenceområder, og Thora Justesen var en tid underviser ved højskolen. På Saxoly gjorde hendes kunstneriske åre og håndværksmæssige håndelag lykke blandt fritidshjemmets børn og unge. Med Wulff-søstrenes opbakning og socialministeriel støtte rejste hun 1930-31 på studierejser til Tyskland for at videreuddanne sig i fritidshjemspædagogik og sløjd, navnlig ved Pestalozzi-Fröbelhaus i Berlin og Landeskunstschule zu Hamburg. I En Rejse i Tyskland, 1932, aflagde hun en grundig, levende rapport og tilkendegav sin begejstring for de tyske børneforsorgsinstitutioner og for pædagoguddannelsernes avancerede teoretisk-praktiske niveau. Fra slutningen af 1930’erne agiterede hun for fritidshjemspædagogernes faglige organisering, og hun banede således vej for Dansk Fritidshjemsforening, der blev oprettet i 1944 som den første faglige landsorganisation for fritidshjemsansatte. Hendes pionerindsats skaffede hende et æresmedlemskab af Dansk Fritidshjemsråd.

Trinde “Juste” i den evige spencer, hvide skjortebluse og sorte alpehue blev kendt på Vesterbro som Saxogades Engel, og hun kom til at nyde mange brugeres og beboeres tillid. Hun var en varm og råstærk personlighed. Hendes livssyn var djærvt, hendes facon kontant og myndig. Selvfølelse og selvironi gik i spænd med en udpræget religiøs kaldsbevidsthed om at skulle tjene, hvor der nu engang var brug for hende, næret af en karsk og enkel fromhed, hun ikke lagde skjul på. Thora Justesen ytrede sig skarpt i medierne om politikeres og myndigheders utilstrækkelige indsats på Vesterbro. Især manglerne på institutions- og boligområdet så hun som årsager til Vesterbros slumagtige tilstande og ophobede sociale problemer. Kvarterets klemte mødre fremstod derimod for hende som hverdagens sande heltinder. I 1951 gik hun af som forstander i en alder af 70 år. Hun fortsatte som bestyrelsesmedlem, men var allerede i fuld sving med et nyt projekt: etableringen af Børneparkeringen i Suhmsgade, siden Julius Bloms Gade, i samarbejde med Danske Kvinders Samfundstjeneste og med en af sine forhenværende assistenter Selma Erhardi som daglig leder. Først i 1964 forsvandt den ukuelige Thora Justesens prægnante signatur fra Saxolys bestyrelsesprotokol.