Bodil Neergaard

Bodil Neergaard voksede op i et kulturelt miljø. Hendes fader var komponisten Emil Hartmann, og hendes moder stammede fra en betydelig handelsslægt. En broder J.P. Hartmann blev erhvervsgartner og konsul i Belgien, en anden broder Oluf Hartmann en kendt maler. Som 18-årig giftede hun sig med cand.polit. Rolf Viggo N., som tilhørte en af de største jordbesiddende slægter øst for Storebælt. Selv ejede han godserne Priorskov og Fuglsang på Lolland. Parret slog sig ned på Fuglsang, hvor Bodil Neergaard gjorde meget ud af indretningen af hovedbygningen, som hendes mand havde ladet opføre, så den stod færdig i 1869. Hun anskaffede møbler, men i særlig grad malerier, herunder portrætter af slægterne Hartmann og Puggard malet af Wilhelm Marstrand, Kristian Zahrtmann og Otto Bache, men også flere af Knud Sonne og broderen. Bygningen havde desuden en stor musiksal, der gik gennem hele stueetagen, og i den sørgede hun for, at der kom til at udfolde sig et rigt og aktivt musikliv.

Ægteskabet var barnløst, og da ægtefællen døde i 1915, overtog Bodil Neergaard ansvaret for driften af begge godser. Ved siden af sin interesse for kunst og kultur udfoldede hun nu også et stort socialt engagement. Det første udtryk for dette blev opførelsen af Sønderskovhjemmet ved Maribo, som hun lod bygge 1917-18. Hjemmet blev ledet af frk. Sande-Jørgensen og Thora Justesen, indtil sidstnævnte i 1923 trak sig på grund af uoverensstemmelser med Bodil Neergaard. Tanken med Sønderskovhjemmet var at give ophold og arbejde til samfundets dårligst stillede mænd; arbejdsløse, subsistensløse eller løsladte fra fængsler. I begyndelsen var der plads til 17 mænd, men hjemmet blev senere udbygget, så det kunne rumme 48. Oprindeligt blev det drevet udelukkende for Bodil Neergaards regning, men fra 1923 blev det gjort til en selvejende institution, der stadig eksisterer i 1990’erne. Hendes interesse omfattede også andre udsatte samfundsgrupper. Således indrettede hun en sommerlejr i et gammelt kornmagasin tæt ved Guldborg Sund. Lejren kunne hvert år modtage op til 50 drenge, der i landlige omgivelser fik mulighed for at komme til kræfter efter bylivets vinter. På godset Priorskov stillede hun en bygning til rådighed for Aage Falk Hansen. Han var social sekretær i KFUM (Kristelig Forening for Unge Mænd) og arbejdede med 1930’ernes arbejdsløse. Hovedbygningen på gården Flintingegård, som også hørte under Fuglsang, blev hver sommer benyttet til ophold for gamle kvinder fra større byer, der i grupper på ti kunne få nogle ugers sommerferie. I 1919 købte hun en gammel skole i Toreby, som hun stillede til rådighed for KFUKs (Kristelig Forening for Unge Kvinders) og KFUMs arbejde i sognet.

Samtidig var Fuglsang til stadighed centrum i et levende kunstnerisk miljø. Mange danske og udenlandske komponister og musikere kom med tiden til at opfatte det som et fast tilholdssted, hvor de sammen med andre kunne afprøve og udbygge deres kunnen. Således var komponisten Carl Nielsen igennem mange år en tilbagevendende gæst. Disse forskellige aktive kunstneres tilstedeværelse betød, at den store musiksal aldrig var overflødig, men i stedet en dejlig ramme om et aktivt musikliv. I erindringsbøgerne Spredte Træk af mit Liv, 1941, og Minder fra Fuglsang, 1944, har Bodil Neergaard berettet, hvordan hun opfattede årene efter ægtefællens død som brydningsår, hvor hun skulle definere sig selv og sit fremtidige virke, idet hun var bevidst om de privilegier, hun havde. Det var derfor ikke ureflekteret, at hun engagerede sig i filantropisk og socialt arbejde. Samtidig vedkendte hun sig et kristent ansvar, der gjorde hendes handlinger uomgængelige. I forbindelse med sit sociale arbejde havde hun tæt kontakt med den tidligere fængselspræst Johannes Munck, der på Møltrup ved Vildbjerg sørgede for beskæftigelse til socialt belastede mænd, og med Mathilda Wrede, som i Finland havde udført et stort religiøst vækkelsesarbejde blandt indsatte i fængsler. Begge havde de været med til at vække og støtte hendes sociale interesse.

Da Bodil Neergaard ikke havde børn, overdrog hun 1947 samtlige sine besiddelser til Det Classenske Fideikommis, der siden 1792 havde arbejdet for at uddanne nyttige mennesker til statens bedste samt afhjælpe og lindre fattigdom. Hun betingede sig dog, at hovedbygningen på Fuglsang skulle indrettes til refugium. Musiksalen fortsatte med at blive anvendt til glæde for både udøvere og nydere af klassisk musik. Bodil Neergaard blev boende på godset indtil sin død i 1959. I 1947 modtog hun Fortjenstmedaljen i guld for sit store sociale og filantropiske arbejde. Et dansk æble er blevet opkaldt efter hende.