Magdalene Lauridsen

Magdalene Lauridsens forældre tilhørte to betydningsfulde bondeslægter på Vejen- og Kjellerupegnen. Moderen var uddannet som mejerske og havde været elev på Askov Højskole, faderen havde studeret land- og havebrug. Magdalene Lauridsen var den ældste af otte børn. I 1879 flyttede familien til Astrup i Midtjylland, hvor de skabte et veldrevet landbrug og et for tiden helt specielt haveanlæg. Magdalene Lauridsen kom tilbage til Sønderjylland, da hun som 17-årig fik plads hos farbroderen Johannes L., der havde overtaget slægtsgården Grønvang. Her lærte hun at føre en stor landhusholdning samtidig med, at hun var sommerelev på Askov Højskole i 1892 og gennemgik en række kurser på Jenny la Cours væveskole.

I 1893 rejste Magdalene Lauridsen til Sorø Højskole, hvor hun mødte Jutta Bojsen-Møller, der fungerede som højskolemoder på stedet. Bojsen-Møller blev i 1894 landsformand for Dansk Kvindesamfund, der bl.a. arbejdede på at forbedre unge kvinders uddannelse på det huslige område. Hun inspirerede Magdalene Lauridsen til at oprette en husholdningsskole i Sorø, hvad hun indvilgede i under forudsætning af, at højskolens kokkepige Eline Eriksen også ville medvirke. Danmarks første husholdningsskole begyndte i 1895 i lejede lokaler i Sorø med Magdalene Lauridsen som forstander og ejer og Eline Eriksen som medforstander. Magdalene Lauridsen havde i forvejen studeret denne skoleform i Sverige og Norge, og det var hende, der organiserede undervisningsplaner og fag. Skolen blev en succes, fik hurtigt egne lokaler ved hjælp af et lokalt aktieselskab og blev et forbillede for en række husholdningsskoler, som blev oprettet i de følgende årtier. I 1899 fik Magdalene Lauridsen stipendium til at studere undervisning af voksne kvinder i husgerning i England. Her stiftede hun bekendtskab med vandrekurser, hvor lærerinder med udstyr rejste fra det ene undervisningssted til det andet. Denne billige og fleksible, men også anstrengende undervisningsform introducerede hun i Danmark, og da kurserne hurtigt blev en landsdækkende succes, opstod der mangel på lærerinder. De Samvirkende Sjællandske Landboforeninger, der havde påtaget sig organiseringen af kurserne, opfordrede Magdalene Lauridsen til at uddanne vandrelærerinder. Da dette ikke kunne lade sig gøre på husholdningsskolen, købte hun i 1902 en parcel på 25 tdr. land vest for Pedersborg Sø og lod opføre den første bygning i det kompleks, der senere fik navnet Ankerhus Husholdningsseminarium. Hun fortsatte foreløbig samarbejdet med Eline Eriksen, men i 1906 solgte hun sin andel i Sorø Husholdningsskole til hende og oprettede Ankerhus Husholdningsskole i tilknytning til seminariet.

Behovet for uddannede husholdningslærerinder førte til, at der i 1905 oprettedes to seminarier i København af Birgitte Berg Nielsen og Ingeborg Suhr Mailand, men Magdalene Lauridsen lagde gennem hele sin karriere stor vægt på, at de uddannede lærerinder skulle have kendskab til forholdene i landhusholdninger, især til havesagers dyrkning og anvendelse. Hun etablerede et stort haveanlæg ved Ankerhus, stærkt inspireret af sin barndomshave i Astrup, og blev i perioden 1904-07 en landskendt foredragsholder om anvendelse af frugt og grønsager i husholdningen samt om oprettelse af såkaldte andelsfrugterier. Hun udgav i 1906 Frugt- og Grøntbogen og i 1932 Havesagers Anvendelse. Uddannelsen til husholdningslærerinde på de tre seminarier var i begyndelsen af rent privat karakter. I 1918 nedsattes en kommission under Undervisningsministeriet med håndgerningsinspektrice Johanne Blom som formand og lederne af de tre husholdningsseminarier blandt medlemmerne. Den afgav betænkning i 1920, og fra 1923 indførtes ensartede bestemmelser for uddannelse og eksamen. Under denne proces førte Magdalene Lauridsen en indædt kamp for sin “Uddannelse paa Landet”. Hun insisterede på, at der skulle være et seminarium placeret på landet med havebrug og visse landbrugsområder som undervisningsfag. Hun vandt omsider gehør for sine synspunkter, og seminariet blev gennem statslån stærkt udvidet og godkendt med havebrug som supplerende fag. Betænkningen anbefalede tillige, at husgerningsundervisning blev obligatorisk i folkeskolen, og Magdalene Lauridsen arbejdede i mange år for at få faget indført i landsbyskolen, der haltede bagefter byskolerne. I 1934 indrettede hun et “Landsbyens Skolekøkken” på Ankerhus som model for denne undervisnings rammer, og der var i en årrække kurser til uddannelse af skolekøkkenlærerinder på Ankerhus. Hun var i 1927 blevet Undervisningsministeriets tilsynsførende for ungdoms- og aftenskolens husgerningsundervisning og blev i 1938 medlem af Statsministeriets Husholdningskommission. Denne kommissions arbejde resulterede i 1942 i en samlet lov for hele husholdningsområdet, hvor såvel husholdningsskolernes som seminariernes stilling blev lovfæstet og husgerningsundervisning i folkeskolen gjort obligatorisk. Der blev nedsat et permanent husholdningsudvalg og oprettet stillinger som inspektører for de respektive skoleformer. Med denne lov blev alle de områder, som Magdalene Lauridsen havde ydet en pionerindsats på, lovfæstet og statsstøttet.

Under Første Verdenskrig blev Magdalene Lauridsen desuden udpeget til medlem af Indenrigsministeriets Overordentlige Kommission til fordeling og rationering af varer. Hun repræsenterede her med stor succes og offentlig bevågenhed landbokvindernes interesser over for industriens. Kommissionsarbejdet medførte, at hun blev landskendt, og tillige, at hun indså nødvendigheden af, at husmødrene blev mere politisk bevidste. I 1920 fremsatte hun derfor forslag om oprettelse af et husholdningsministerium, der skulle varetage husholdningernes interesse, især fordi kvinderne endnu ikke var politisk modne og kun i meget ringe grad repræsenteret på Rigsdagen efter det første valg med kvindedeltagelse i 1918. Forslaget blev ivrigt debatteret i pressen, men aldrig effektueret. I egentlig partipolitik blandede Magdalene Lauridsen sig ikke, men flirtede ofte med en journalistisk karakteristik af sit politiske ståsted: “Hun er født Venstre, har radikale anskuelser, konservative tilbøjeligheder og socialistiske sympatier.” I forbindelse med folketingsvalget i 1929 søgte hun at få bragt sit husøkonomisk-politiske program ind på Rigsdagen gennem en særlig opstilling af kandidater i tilslutning til de bestående partier. Aktionen blev en fiasko, idet de opstillede kandidater alle trak sig, og Magdalene Lauridsen kom i modvind hos bl.a partiet Venstre.

Parallelt med denne indsats for at befæste faget økonomisk og politisk udførte Magdalene Lauridsen et stort organisationsarbejde. 1906 tog hun initiativ til Foreningen af Husholdningslærerinder og -lærere (FHL), som hun var formand for til 1921, og hun var stærkt engageret i nordisk samarbejde på det huslige område. Som nævnt besøgte hun allerede i 1890’erne husholdningsskoler i Sverige og Norge, og i 1909 tog hun initiativ til afholdelse af Det første Nordiske Forhandlingsmøde om Husholdningssagen. Mødet blev afholdt på Sorø Akademis Skole med over 100 deltagere fra Norge, Sverige, Finland og Danmark. Det blev en stor succes og indledningen til et samarbejde, der fortsat består. Med basis i FHL arbejdede Magdalene Lauridsen desuden for organisering af husmødrene, især landhusmødrene. Rebekka la Cour Madsen, der tidligere havde været lærerinde på Ankerhus, havde da allerede i 1908 oprettet Malt Herreds Husholdningsforening på Vejenegnen. I 1919 udsendte Magdalene Lauridsen en skriftlig opfordring til alle sognerådsformænds koner om at oprette en husholdningsforening i deres sogn. Hun stiftede selv Sorø Husholdningsforening, og allerede i 1921 kunne disse foreninger slutte sig sammen i De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger, som Andrea Lindkvist blev landsformand for. I dette arbejde kom Magdalene Lauridsen i stærk modsætning til De Danske Husmoderforeninger, der i 1920 havde organiseret sig med Carla Meyer som formand. Magdalene Lauridsen ville ikke gå sammen med disse i en fælles, landsdækkende organisation på grund af, at husmoderforeningerne væsentligst var placeret i byerne. Denne indstilling medførte, at der ikke kunne etableres en slagkraftig og landsdækkende husmoderorganisation. Magdalene Lauridsen havde været medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) siden 1890’erne og var i en årrække formand for lokalafdelingen i Sorø. Hun kæmpede ihærdigt for kvindernes rettigheder, især valgret og ret til ordination som præst i den danske folkekirke. Men hendes opfattelse af husmoderen som hjemmets bærende kraft og administrator, der kom til udtryk i en sentens, hun ofte anvendte: “Som Husmoder saa Hjem,” kom til at betyde en afstandtagen fra DK, som Magdalene Lauridsen efterhånden anså for kun at være de selverhvervende kvinders organisation. Hun brød derfor i 1935 med organisationen efter 40 års medlemskab. Derefter var hun i 1936 med til at etablere Hjemmenes Forbund, der bl.a. gik ind for at sidestille de hjemmearbejdende husmødre med de selverhvervende.

I sit private liv kom Magdalene Lauridsen ud for stormfulde perioder. Under ophold i England i 1900 fødte hun datteren Margaret. Faderen Peter Dam var gift, havde på det tidspunkt fire børn i ægteskabet og fik to til. I 1910 døde hans kone, og året efter giftede Magdalene Lauridsen sig med ham. Der var nu i alt syv børn i familien, og begrebet Mor Magda opstod. Dam oprettede et forskoleseminarium med tilhørende børneskole i nærheden af Ankerhus, som Magdalene Lauridsen omdannede til bibliotek og børnehave efter hans død i 1918. Hun sikrede seminariets fremtid ved i 1939 at overdrage det til en selvejende institution. Hun forblev dog som dets leder, indtil hun fyldte 70 år i 1943, og som formand for bestyrelsen til sin død i 1957. Hendes stedsøn Folmer Dam efterfulgte hende som forstander for seminariet i en ledelsestrojka med Marence Tarp, der havde været Magdalene Lauridsens højre hånd fra 1923, og Johanne Wille Jørgensen, der havde opbygget skolens husholdningslaboratorium. Datteren Margaret L. blev forstander for husholdningsskolen. Magdalene Lauridsen var i hele sit liv stærkt socialt engageret, og havde øje for de fattigste i samfundet. På seminariet var der fx indrettet et lokale, “Hjerterummet”, hvor landevejens farende svende altid var sikre på et måltid mad. Sine mange børn, tidligere elever og familiemedlemmer var stedse omfattet af hendes omsorg. Hun modtog i 1933 Fortjenstmedaljen i guld og Det Kgl. danske Landhusholdningsselskabs lille sølvbæger, i 1943 fik hun selskabets største sølvbæger, og i 1950 blev hun udnævnt til Storridder af den Islandske Falkeorden. På Ankerhus er der indrettet mindestuer for Magdalene Lauridsen.