Nelly Hansen

Fra slutningen af 1800-tallet og 40 år frem dukkede Nelly Hansens navn op i alle de sammenhænge, hvor kvinderne kæmpede for deres rettigheder: fagbevægelse, kvindebevægelse og politik. Hun kom som ganske ung fra Sverige til København og fik arbejde som tobaksarbejderske. Tobaksfaget var en af de industrigrene, hvor kvinderne tidligst fandt beskæftigelse, og op imod århundredskiftet udgjorde kvinderne halvdelen af arbejdsstyrken. Nelly Hansen engagerede sig tidligt i det fagpolitiske arbejde. Under sit pigenavn Nelly Lagesen var hun 1887 medstifter af De kvindelige Tobaksarbejderes Fagforening, hvor hun blev medlem af bestyrelsen. Samme år stiftedes Tobaksarbejderforbundet i Danmark, og det blev i formålsparagraffen fastslået, at forbundet skulle omfatte alle mandlige og kvindelige tobaksarbejdere. Tobaksarbejderforbundet blev hermed det første blandede forbund. I 1888 deltog Nelly Hansen og et andet medlem af kvindeforeningens bestyrelse Elna Nielsen som de første kvinder på forbundets kongres. Og som den første kvinde valgtes Nelly Hansen til medlem af forbundets hovedbestyrelse, i øvrigt med det højeste stemmetal. 1890 drog hun udenlands. Det var oprindelig hendes tanke at tage til USA, men hun gjorde ophold i England, hvor hun blev i to år. Vel tilbage i Danmark genoptog hun arbejdet som tobaksarbejderske og sin faglige aktivitet. Den kvindelige forening var i 1890 blevet slået sammen med de mandlige tobaksarbejderes fagforening Enigheden, og på generalforsamlingen i 1894 indvalgtes Nelly Hansen i bestyrelsen. På forbundskongressen i 1895 kom hun igen i hovedbestyrelsen. I lighed med Thea Tønder, der mange år senere blev medlem af Tobaksarbejderforbundets hovedbestyrelse, var også Nelly Hansen ene kvinde i en mandsstærk forsamling. Hun var en hyppigt anvendt taler, og ved møder for arbejderkvinder videregav hun sine iagttagelser og erfaringer om de engelske arbejderkvinders forhold. Sideløbende med det faglige arbejde engagerede Nelly Hansen sig i kvindebevægelsen. Hun tilsluttede sig Kvindelig Fremskridtsforening (KF), der blev stiftet i 1885 af en række udbrydere fra Dansk Kvindesamfund (DK), som var utilfredse med, at DK var veget tilbage for at kræve valgret. Den nye forening fremførte politiske krav og havde nær kontakt med fagbevægelsens kvinder, således var fremtrædende KF-ere som Matilde Bajer, Johanne Meyer og Line Luplau hyppige talere ved de kvindelige fagforeningers foredragsaftener. Nelly Hansen var også aktiv i Kvindevalgretsforeningen (KVF), der stiftedes i 1889, og som også talte arbejderkvinder blandt sine medlemmer. I KF og KFVs fælles blad Hvad vi vil opfordrede Nelly Hansen og andre faglige kvinder netop arbejderkvinderne til at tilslutte sig valgretsforeningen. Hun blev selv medlem af KVFs styrelse, hvor hun profilerede sig på sin baggrund som tobaksarbejderske og sit politiske ståsted. Da hun som repræsentant for De samlede Kvindeforeninger, en sammenslutning af KF, KVF og kvindefagforeninger, talte ved en grundlovsfest i 1890, sagde hun bl.a., at “vi vil, baade Mand og Kvinde, enes om at afryste Kapitalismens Aag.”

Efter at Nelly Hansen var blevet gift i 1893, opgav hun sit arbejde. Men hendes kvindepolitiske engagement forblev usvækket. I 1891 var hun blevet medlem af DK. 1899 deltog hun i International Council of Women’s kongres i London, hvor hun i en tale gennemgik de danske kvindelige fagforeningers historie. Uddrag af hendes tale blev bragt i Vestsjællands Social-Demokrat, som hendes mand var redaktør for. 1902 flyttede ægteparret til Esbjerg, da han blev journalist ved Vestjyllands Social-Demokrat. Her genoptog Nelly Hansen både sin fag- og kvindepolitiske aktivitet. Hun fik arbejde som bogholder ved avisen og meldte sig straks ind i Hermes, som var den lokale afdeling af HK (Handels- og Kontormedhjælperforbundet). 1908-12 var hun medlem af bestyrelsen, fra 1908 som næstformand. 1906 var hun kommet ind i DKs fællesstyrelse som repæsentant for Esbjerg. Hun påtog sig at danne nye kredse i Jylland og var derfor en meget aktiv foredragsholder. DK havde i 1906 omsider indføjet kravet om valgret i formålsparagraffen, og på Nelly Hansens forslag blev det i 1908 vedtaget, at kravet også skulle indskrives i kredsforeningernes vedtægter. 1909 deltog hun i den internationale kvindevalgretsorganisation International Woman Suffrage Alliance’s kongres i London, men året efter trådte hun ud af DKs fællesstyrelse.

Nelly Hansens mand forsvandt i 1910 uden at efterlade sig spor, og hendes egen færden i de følgende år fortaber sig også i det uvisse, men hun opholdt sig i perioder i udlandet. I 1924 vendte hun tilbage til Danmark fra USA og ernærede sig herefter som klasselotterikollektrice i København Hun havde tidligt sluttet sig til Socialdemokratiet og var 1898-1903 som en af de yderst få kvinder medlem af partiets hovedbestyrelse. Før hende havde der kun været Jaquette Liljencrantz og Signe Andersen, Nina Bang blev medlem 1903. Efter hjemkomsten blev Nelly Hansen aktiv i Socialdemokratisk Kvindeforening og var i nogle år medlem af foreningens bestyrelse. I samme periode opstod tanken om dannelse af socialdemokratiske kvindeudvalg, og det lykkedes 1928-29 Sylvia Pio at få Socialdemokratiets formand Th. Stauning til at acceptere idéen. I modsætning til Pio, der havde det østrigske socialdemokratis kvindeudvalg som forbillede, ønskede Nelly Hansen, at man brugte den svenske model, hvor foreningerne var mere selvstændige, og hun var i den anledning i Sverige for at studere forholdene der. Hun var i 1929 medunderskriver på et forslag om kvindeudvalg i den lokale vælgerforening og blev selv medlem af udvalget, der som formand fik den aktive Astrid Skjoldbo. Nelly Hansen fortsatte sit arbejde i udvalget til 1930, men herefter levede denne tidligere så dynamiske kvinde en tilbagetrukket tilværelse. De sidste måneder af sit liv tilbragte hun på et sygehjem i Søllerød.