Nina Bang

Faktaboks

Nina Bang
Nina Henriette Wendeline Bang
Født
6. oktober 1866, København
Død
25. marts 1928, København
Arbejdsliv
Minister, landstingsmedlem, forsker, kommunalpolitiker og akademiker
Familie

Forældre: stabshornblæser, krigsråd Heinrich August David Ellinger (1826-1914) og Charlotte Ida Friedericke Preuss (1834-83).

Gift 23. marts 1895 med historiker, politiker Jens Gustav B., født 26. september 1871 i Store Heddinge, død 31. januar 1915 i Hornbæk sogn, Frederiksborg amt, s. af sognepræst Heinrich Vilhelm Theodor Falkenberg B. og Camilla Vilhelmine Agathe Lassen.

Børn: Merete (1903).

Nina Bang
Nina Bang var historiker, journalist, marxist og ikke mindst den første kvindelige minister i Danmark. Ved valget i 1924 blev hun undervisningsminister i den første socialdemokratiske regering.
Nina Bang
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Nina Bang, ministeriet Stauning
Ministeriet Stauning med Nina Bang i første række yderst til venstre og statsminister Thorvald Stauning i midten.
Nina Bang, ministeriet Stauning
Af /Det Kgl. Bibliotek.

Nina Bang blev medlem af Socialdemokratiet i midten af 1890'erne og i 1903 af partiets hovedbestyrelse. Hun var især optaget af arbejderkvindernes forhold, men betonede, at deres sag var led i en større politisk klassekamp.

.
Nina Bangs Plads
I 1990 fik Nina Bang opkaldt en plads efter sig i Indre By, København.
Nina Bangs Plads

Artikelstart

Nina Bang var Danmarks første kvindelige minister og en af de mest fremtrædende kvindelige pionerer i dette århundrede. Hun var marxist og glødende socialdemokrat, men hun havde et ambivalent forhold til kvindesagen, og feminist var hun ikke. Hun blev født som nummer syv ud af en søskendeflok på ni og voksede op i en beskeden middelklassefamilie, der var præget af borgerlige og konservative holdninger. Forældrene var tyske indvandrere, og faderen ernærede sig som hornblæser i hæren. Da han i 1868 blev udnævnt til dirigent for et militærorkester, flyttede familien til Helsingør. Nina Bang har haft sine egne meninger allerede fra barnsben, bl.a. har hun selv fortalt, at faderen ofte kaldte hende “den røde”. Moderen døde tidligt, men trods en trang økonomi kom alle børnene i privatskole, og flere af Nina Bangs søstre blev lærerinder. Den ene af hendes brødre var H.O.G. Ellinger, professor og konservativ politiker. Selv fik hun som en af de få kvinder på denne tid en akademisk uddannelse. Efter at have modtaget undervisning af privatlærere i Hillerød og Helsingør aflagde hun i 1889 studentereksamen som privatist på Københavns Universitet, og samme år begyndte hun historiestudiet her. Ud af i alt 314 nye studenter var hun en af de otte kvindelige. Hun flyttede til Frbg. og finansierede studierne ved at undervise på Schneekloths Latin- og Realskole og Laura Engelhardts Skole. På historiestudiet mødte hun den fem år yngre præstesøn Gustav B., og det blev starten på en livslang kærlighed og et tæt arbejdsfællesskab. I 1892 udgav de en Danmarkshistorie for skolebørn på et historisk-materialistisk grundlag Lærebog i Danmarks Historie. Gennem selvstændige studier af Karl Marx’ værker og i samarbejde med Gustav B. tilegnede Nina Bang sig i midten af 1890’erne en marxistisk samfundsopfattelse. De giftede sig i 1895 og meldte sig begge ind i Socialdemokratiet, hvilket på dette tidspunkt var et usædvanligt skridt for akademikere. Den marxistiske filosofi blev for de to ægtefæller, der begge havde konservative rødder, ledetråden i deres politiske arbejde.

Nina Bang færdiggjorde historiestudiet med en magisterkonferens i 1894. Gennem studierne havde hun især beskæftiget sig med 1500-tallets handelshistorie, hvorved hun fik indblik i Rigsarkivets store kildemateriale fra Øresundstolden. For hende var det en vigtig kilde til historisk belysning af England, Holland og Østersømagterne. I overensstemmelse med sin marxistiske historieopfattelse kunne hun også bruge Øresundstoldregnskaberne til at belyse, hvordan økonomien var det grundlæggende i samfundsudviklingen. Arbejdet med disse regnskaber kom til at fylde meget af hendes liv. Sideløbende med alle sine andre gøremål fortsatte hun projektet, kun afbrudt af en pause under sin ministertid. Hendes mål var at udvikle en handelsstatistik på internationalt niveau, idet hun betragtede statistik som en væsentlig faktor for en objektiv og nøjagtig fremstilling af den historiske udvikling. Siden blev hun også en flittig bruger af statistikker til at underbygge argumenter i politiske sager. Det første bind af Tabeller over Skibsfart og Varetransport gennem Øresund udkom i 1906. 1911-12 søgte hun gennem professor Schäfer i Berlin en række stater, byer og handelsorganisationer om penge til en fond, der skulle sikre projektets videreførelse. Dette lykkedes, og i 1922 udkom andet bind. Det blev i alt til syv bind, hvoraf det kun var de to første, som Nina Bang selv kom til at stå for. Efter hendes død blev udgivelsen videreført af nationaløkonomen Knud Korst, og projektet blev afsluttet i 1950’erne. Fra 1898 var Nina Bang ansat som journalist ved Social-Demokraten. De første år skrev hun især om arbejdernes og arbejderkvindernes betingelser under kapitalismen. Senere beskæftigede hun sig mere med handelspolitiske områder, fx spekulation, og med udenrigspolitiske emner, især i forbindelse med Første Verdenskrig. Sideløbende med arbejdet på avisen havde hun også en omfattende skribentvirksomhed. Hun oversatte bl.a. Marx’ Lønarbejde og Kapital, 1900. Sammen med Emil Wiinblad, Social-Demokratensdynamiske redaktør, udgav hun i 1915 Arbejderklassens Liv og dens Kamp, udvalgte artikler af Gustav B., der var død tidligere på året. Hun skrev biografien Karl Marx, 1918, ligesom hun jævnligt leverede artikler til tidsskrifter. Derudover var hun en ofte benyttet taler.

I de første år var Nina Bang især optaget af arbejderkvindernes sag og bidrog dermed til at udvikle partiets kvindepolitik. Hun lagde dog ikke skjul på, at hun betragtede klassespørgsmålet som det overordnede og dermed som vigtigere end kvindesagen. For hende var de særlige kvindeproblemer et led i den generelle politiske kamp, da mange kvinder var at finde blandt samfundets underprivilegerede grupper. Ud fra den betragtning var hun også modstander af selvstændige kvindeorganisationer, fx inden for Socialdemokratiet. Til gengæld arbejdede hun på at styrke de kvindelige fagforeninger og lagde stor vægt på, at kvinderne organiserede sig fagligt og politisk. Hun støttede også kampen for kvinders stemmeret, og da den var opnået, opfordrede hun kraftigt kvinderne til at benytte den. Hun lagde stor afstand til den borgerlige kvindebevægelse, som hun mente hverken kunne eller ville gavne arbejderkvinderne, og hun opponerede mod, at kvindebevægelsens “Bourgeosiedamer” kaldte deres sag for “Kvindesagen”, da den jo ikke talte på alle kvinders vegne. Hun fandt det også problematisk, at dele af kvindebevægelsens krav tilslørede klasseproblemerne. Når fx den borgerlige kvindebevægelse stillede krav om samme ret til uddannelse som mænd, så den ifølge Nina Bang bort fra, at ikke alle mænd havde denne ret. Med udgangspunkt i arbejderkvindernes situation opstillede hun dog centrale kvindepolitiske krav om forbedringer. Hun anså kvinders erhvervsarbejde for en uundgåelig følge af udviklingen og mente, at kvinder skulle have erhvervsarbejde for at sikre sig den økonomiske uafhængighed, der var en forudsætning for et lykkeligt ægteskabeligt samliv. Hun betragtede dog ikke kvinders erhvervsarbejde som uproblematisk og skelnede kraftigt mellem kvinders og mænds situation. Til forskel fra mændene havde kvinderne ikke en fast arbejdstid, for efter endt lønarbejde ventede husarbejdet. Denne dobbeltarbejdssituation mente hun havde konsekvenser både for kvinders personlige frihed og for hele familiens trivsel. Hun var af den opfattelse, at ægtefæller ikke skulle have andre forpligtelser end at elske hinanden, være trofaste og gode forældre for børnene. Hun gik ind for barselsorlov, men mente samtidig, at en række praktiske forpligtelser i hjemmet kunne kollektiviseres, fx gennem oprettelse af fælles spisesteder, vaskerier og børnehaver. På spørgsmålet om der skulle indføres forbud mod natarbejde for kvinder, et af datidens mest kontroversielle kvindepolitiske emner, markerede hun sig i stærk opposition til Dansk Kvindesamfund og dele af den kvindelige fagbevægelse, bl.a. Kvindeligt Arbejderforbund og især Henriette Crone, formand for De kvindelige Trykkeriarbejderes Fagforening. Det blev fra modstandernes side hævdet, at forbudet ville vanskeliggøre kvinders forhold på arbejdsmarkedet, og især repræsentanterne for den kvindelige fagbevægelse frygtede, at kvinderne i visse fag ville blive udkonkurreret af mændene. I øvrigt mente de, at et eventuelt forbud skulle gælde begge køn. Nina Bang var i dette spørgsmål helt i overensstemmelse med Socialdemokratiets ledelse og ligeledes med sin socialdemokratiske kvindelige kollega i Rigsdagen Helga Larsen. Staten skulle sikre kvinderne en særlig beskyttelse mod den ekstra udbytning, som natarbejdet var, fordi de fysisk og socialt var svagere end mænd. For Nina Bang var natarbejdsforbudet også et middel til at genskabe en rationel arbejdsdeling mellem kønnene.

Nina Bangs egentlige politiske karriere startede i 1903, hvor hun blev medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse, som eneste kvinde helt frem til 1918, hvor hun fik følgeskab af Marie Nielsen. Før Nina Bangs indtræden i hovedbestyrelsen havde kun tre kvinder haft sæde dér, Jaquette Liljencrantz, Signe Andersen og Nelly Hansen, alle kortvarigt. 1913-17 var Nina Bang medlem af Borgerrepræsentationen, hvor hun deltog i behandlingen af flere sociale og økonomiske spørgsmål med mærkesager som boligforhold og skatteflugt. I denne periode var hun også en aktiv deltager i kongresser i 2. Internationale, og under Første Verdenskrig gik hun ivrigt ind i arbejdet med at få etableret en socialistisk fredskonference, som det lykkedes at afholde i Stockholm i 1917. Her fungerede hun i perioder som stedfortræder for Socialdemokratiets formand Th. Stauning. I 1918 ved det første rigsdagsvalg, hvor kvinderne efter grundlovsændringen i 1915 kunne deltage, blev Nina Bang valgt ind i Landstinget, og hun blev genvalgt i 1920 og i 1924. Fuld af optimisme begyndte hun sit arbejde i tinget, hvor hun ville kæmpe for at forbedre forholdene for de svagest stillede i samfundet. Hun blev medlem af finansudvalget og var ordfører i økonomiske sager om fx banklov og aktieselskabslov. 1922-24 var hun medlem af toldrådet. Hun var også ordfører for forslag, der skulle skabe forbedrede forhold for kvinder og børn, og hun deltog i det hele taget i debatter inden for et bredt spektrum af politiske emneområder. Adskillige gange rejste hun ud som repræsentant for partiet og var bl.a. en af partiets delegerede på den internationale socialistiske kongres i Genève i 1920, hvor hun arbejdede ihærdigt på at få genoprettet en socialdemokratisk internationale. Hendes aktivitet på det internationale område gjorde indtryk på udenlandske partifæller, og hun havde en bred kontaktflade til ledende internationale socialister.

Ved dannelsen af den første socialdemokratiske regering i 1924 blev Nina Bang udnævnt til undervisningsminister, og hun blev dermed verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk regering. Hendes primære ambitioner var at demokratisere skolesystemet og forbedre læreruddannelsen. Hun fremsatte i den forbindelse enkelte lovforslag, baseret på arbejdet i den store skolekommission af 1919, om folkeskolens styrelse og tilsyn, der havde til formål at gøre skolen til “Folkets Skole”, og om forbedring af læreruddannelsen, der skulle gøre lærerne bedre rustede til at undervise i samfundsrelaterede fag og i sprog. Det eneste, hun fik gennemført, var imidlertid en ændring af loven om pligtafleveringer af aviser til statens samlinger. Endvidere iværksatte hun et cirkulære til seminarierne om, at lærerne skulle undervises i seksualhygiejne, så de kunne vejlede børnene. Hendes første indsats som minister var dog at rense ud i ledelsen på Det Kgl. Teater, reducere de seks direktørstillinger til én og udnævne en ny administrerende direktør. Hermed markerede hun, at der var handlekraft bag den nyudnævnte kvindelige minister. Kort efter udpegede hun sin partifælle, pædagogen og ateisten Vilhelm Rasmussen til forstander på Danmarks Lærerhøjskole, hvilket skabte stor forargelse. Endnu mere røre om hendes person kom der, da hun i forbindelse med 50-års dagen 1924 for Det Kgl. Teaters nye skuespilhus, hvor kongen var til stede, først forbød afspilning af ouverturen til Elverhøj og nationalsangen Kong Christian, og dernæst som en tro republikaner nægtede at rejse sig, da en flok konservative studenter alligevel istemte sangen. Eksemplet illustrerer den kompromisløshed og kamplyst, der kendetegnede hendes politiske virke, og som førte til, at hun blev betegnet enten som “ Vor Frue af Danmark” eller “Regeringens eneste Mandfolk”. Både som socialist og som kvindelig minister var hun særlig udsat, og hun blev da også kraftigt kritiseret af borgerlige politikere og den borgerlige presse. Omtalen af hende havde ofte en ironiserende form, og hun blev en af landets mest karikerede personer.

I den sidste tid som minister var Nina Bang syg. Efter valget i 1926 fortsatte hun som medlem af Landstinget, men på grund af sin sygdom var hendes tilstedeværelse på Christiansborg begrænset. Hun døde i 1928, 61 år gammel. Hun var uhyre flittig både i sit faglige og politiske arbejde, og hun har uden tvivl øvet en stor indflydelse på Socialdemokratiet i en tid, hvor partiet udviklede sig til at blive landets ledende. Utrætteligt kæmpede hun for sine synspunkter og for sin hjertesag socialismen. Hun arbejdede ihærdigt gennem hele sit voksenliv for at forbedre arbejderklassens og ikke mindst arbejderkvindernes vilkår. Der skulle gå mere end 20 år, inden den næste kvindelige minister Fanny Jensen blev udpeget i 1947. Nina Bang har haft stor symbolsk betydning for de efterfølgende kvindelige politikere. Skønt hun ikke selv gik ind for selvstændige kvindeorganiseringer i partiet, har hun alligevel lagt navn til en af 1970’ernes socialdemokratiske kvindegrupper. I 1999 på 75-års dagen for udpegningen af Nina Bang som den første kvindelige minister indstiftedes Nina Bang-Prisen, der hvert år skal tildeles en ung, lovende kvindelig politiker.

Beskrivelser og portrætter af Nina Bang

  • Tegn. af Aage Roose i Fr.borgmus. Tegn. fra 1924 af Gerda Ploug Sarp. Karikaturer fra 1924 og 1926 af Herluf Jensenius. Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek.
  • Karsten Faurholt: Nina Bang, 1997. Marianne Alenius (red.): Clios døtre gennem hundrede år, 1994. Arbejderhistorie 37/1991. Information 24.-25. april 1999.
  • Privatarkiv i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig