Faktaboks

Anne Marie Telmányi
Anne Marie Frederikke Telmányi
Født
4. marts 1893, København
Død
17. april 1983, Hørsholm sogn
Arbejdsliv
Maler og legatstifter
Familie

Forældre: komponist Carl August Nielsen (1865-1931) og Anne Marie Brodersen (billedhugger Anne Marie (Carl) Nielsen 1863-1945).

Gift 7. februar 1918 (b.v.) med violinist Emil T., født 22. juni 1892 i Arad, Rumænien, død 12. juni 1988 i Ny Holte, Søllerød sogn, s. af lektor Emil T. og Elvira Kövér de Réthàt. Ægteskabet opløst 1936.

Anne Marie Telmányi
Anne Marie Telmányi fotograferet blandt malerier, ca. 1930.
Af /Det Kongelige Bibliotek.

Anne Marie Telmányis forældre var begge store kunstnerpersonligheder. Faderen var komponisten Carl Nielsen og moderen var billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen.

Anne Marie Telmányis opvækst

Anne Marie Telmányi voksede op i et moderne og stormfuldt kunstnerhjem, hvor dagligdagen var præget af faderens kompositioner ved klaveret og moderens arbejde i atelieret. Det var faderen, der legede og var løssluppen sammen med de tre børn, hvilket Anne Marie Telmányi senere erindrede med stor glæde i bogen Mit barndomshjem, 1965. På grund af flere betydende bestillingsopgaver var moderen i længere perioder væk fra hjemmet, legatboligen på Frederiksholms Kanal. Legatboligen dannede rammen om et kunstnermiljø, hvor mange af tidens store kulturpersonligheder havde deres gang.

Uddannelse

Op gennem sin opvækst tegnede Anne Marie Telmányi en del, og hun fik sin første egentlige tegneundervisning ved Julie Meldahls og Charlotte Sodes kunstskole. Allerede som 16-årig blev hun i 1909 elev på Kunstakademiet og gik der et år, før hun blev sendt på kostskole i England. Da hun vendte hjem, genoptog hun sin kunstneriske uddannelse ved Kunstakademiet i 1912, hvorfra hun tog afgang 1916. Samme år modtog hun Kunstakademiets lille guldmedalje for en pietà-fremstilling.

Året efter debuterede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling, hvor hun udstillede regelmæssigt resten af sit liv.

Giftermål og studier i Paris

I 1918 giftede hun sig med violinvirtuosen Emil T. Han var født i Arad, Ungarn, det nuværende Rumænien, og havde gennem årene fremført flere af Carl Nielsens kompositioner. De første år af deres ægteskab fulgte hun sin mand på koncertrejser i Europa og herfra stammer flere landskabsbilleder.

1925-26 uddannede hun sig yderligere i Paris på Académie Moderne hos O. Friesz og F. Léger, hvor også den internationalt orienterede maler Franciska Clausen havde sin gang. Den ny tids mere frigjorte kvindeideal betød, at kvindelige kunstnere begyndte at indføje erotiske længsler i deres motivverden. Det ses således ikke bare hos Franciska Clausen, men også i Kirsten Kjærs malerier, i Gerda Wegeners tegninger samt i Mary Willumsens fotografier.

Selv udstillede Anne Marie Telmányi i 1927 et billede med det klassiske erotiske motiv Leda med svanen. I sin version har hun skildret en henslængt nøgen kvinde med tidens korthårsfrisure. Noget lignende var ikke tidligere set.

Efter opholdet på Acadèmie Moderne fik farven og lyset større indpas i Anne Marie Telmányis billeder og en vis formforenkling kan også spores i nogle af værkerne fra denne tid, ligesom en indflydelse fra den spanske maler el Greco kan iagttages.

Udsmykningsopgaver

I 1933 fik Anne Marie Telmányi udsmykningsopgaven til Musikkonservatoriets trappegang. Her eksperimenterede hun med en vanskelig voksteknik i fire skildringer over musikken. Vægudsmykningerne er i dag dækket med plader og er ikke tilgængelige.

Ti år senere, i 1943, fik hun en tilsvarende vægudsmykningsopgave til Nordisk Droge- og Kemikaliefabrik på Østerbro.

Portrætmaleren Anne Marie Telmányi

Anne Marie Telmányi var en figurativ kunstner, der både malede landskaber, mytologiske motiver og portrætter. Det er som portrætmaler, at hun er blevet mest rost, bl.a. af kunsthistorikeren Christian Elling, som hun portrætterede i 1967. Desuden portrætterede hun bl.a. forældrene, Olivia Holm-Møller, Bodil Ipsen, Else Brems og P.V. Glob, ligesom hun malede flere selvportrætter. Der foreligger ikke nogen egentlig vurdering af Anne Marie Telmányis samlede livsværk, og hendes lange og stadige produktion var af svingende kvalitet.

Kvindenetværk

I 1936 opløstes Anne Marie Telmányis ægteskab, og hun flyttede ind til moderen i legatboligen og boede her, indtil dennes død i 1945.

Tiden var nu blevet en anden som følge af nazismen i Europa, og den vitalitet og frigjorthed, der havde præget 1910’erne og 1920’erne, var væk. Kvinden skulle være moder og husmoder, men Anne Marie Telmányi var ingen af delene, og hun begyndte at finde sammen med andre kvindelige kunstnere i et netværk, hvor de støttede hinanden og udstillede sammen. I sin gamle kammerat fra Akademiet Else Vogel-Sørensen fandt hun en veninde for livet, og de udstillede gentagne gange sammen op gennem 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne.

Auroragruppen

I 1961 var Anne Marie Telmányi en af initiativtagerne til Auroragruppen, en sammenslutning af kvindelige malere, som holdt til på Møn med en årlig udstilling, og hvorfra der udgik flere vandreudstillinger til hele landet. I 1967 afholdt Fyns Kunstmuseum en stor retrospektiv udstilling af Anne Marie Telmányis værker.

Allerede i et interview fra 1942 havde Anne Marie Telmányi givet udtryk for, at kvindelige kunstnere havde vanskeligheder med at opnå anerkendelse og legater. Kort før moderens død i 1945 lovede hun at sørge for at udbrede kendskabet til hendes kunst, hvilket bl.a. skete med bogen Anne Marie Carl Nielsen, 1979.

Stiftelsen af to legater

Da ingen af de tre søskende efterlod sig nogle børn, overvejede søsteren Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmányi at oprette en fond af den efterhånden betydelige formue efter forældrene. Resultatet blev to legater. Det ene, der tilgodeser både musikere og billedhuggere blev opkaldt efter forældrene, Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat, det andet, som udelukkende støtter kvindelige kunstnere over 40 år, fik navnet Anne Marie Telmányis Legat. På sin egen måde forvaltede Anne Marie Telmányi sin mødrene arv.

I 1957 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat.

Beskrivelser og portrætter af Anne Marie Telmányi

  • Relief fra ca. 1903 af Anne Marie Carl Nielsen. Mal. fra 1934 af Niels Hansen i Århus Kunstmus. Mal. af Kirsten Kjær. Foto i Det Kgl. Bibliotek.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig