Franciska Clausen

For Franciska Clausen var kunsten dog mere end tidsfordriv, og hun ønskede en egentlig kunstneruddannelse, hvilket forældrene tillod, men ikke opmuntrede.

Det første seriøse skridt var privatundervisning 1915 hos maleren J. Nöbbe i Flensborg, og året efter studerede hun i et års tid på Grossherzogliche Kunstschule i Weimar, det senere Bauhaus. Denne undervisning blev efterfulgt af studier på Frauenakademie i München frem til 1919.

Efter Genforeningen i 1920 gik hun en tid på Kunstakademiet i København, men søgte derefter igen uddannelse i Tyskland, hvor hun 1921-22 studerede hos den ekspressionistiske maler H. Hofmann, der havde privat kunstskole i München.

Samtidig fik hun de første kontakter til tidens avantgardekunst, idet hun bl.a. i Berlin stiftede bekendtskab med den konstruktivistiske ungarske kunstner L. Moholy-Nagy, der også gav hende undervisning. Franciska Clausens kunst bevægede sig i disse år fra en traditionel malestil mod moderne, abstrakte retninger, som de kunne opleves i de tyske kunstmetropoler.

Franciska Clausen debuterede på Grosser Berliner Kunstausstellung i 1923 som deltager i en avantgardistisk afdeling, hvor hun viste tre malerier fra 1922 med figurative elementer i en forenklet, streng stil.

1923-24 opholdt hun sig i en længere periode hjemme hos forældrene, hvis formue var forsvundet som følge af den økonomiske krise under Første Verdenskrig. Da faderen døde i 1924, var Franciska Clausens muligheder for at få finansiel støtte fra familien indskrænket til et minimum. Hun var således henvist til selv at skaffe sig indtægter, da hun 1924 rejste til Paris for at studere på maleren F. Legérs Académie Moderne.

Her blev hun hurtigt en af Legérs bedste elever, og en af dem, han foretrak som assistent på egne malerier.

Allerede ved ankomsten til Paris markerede Franciska Clausen sig blandt frontfigurerne i den moderne kunst. På en udstilling sammen med andre af Legérs skandinaviske elever udstillede hun bl.a. sit siden så berømte Køkken-Stilleben, 1924. Fra denne periode stammer også kompositionerne Skruen, der findes i flere versioner, Fisken, 1926, og Baren, 1927, hvor påvirkningen fra Legérs maskinæstetiske, puristiske maleri er tydelig, selvom hendes billeder er mindre abstrakte end læremesterens.

I 1920'ernes Paris færdedes Franciska Clausen som en moderne frigjort kvinde og var i adskillige år Legérs elskerinde.

Efterhånden arbejdede hun sig mere selvstændigt hen imod det nonfigurative maleri og mod strenge geometriske former, især under påvirkning af den hollandske maler P. Mondrian, som hun i en periode omkring 1930 havde nær tilknytning til, uden dog at gå ind for hans teoretiske idéer.

Denne udvikling førte bl.a. til en udstilling sammen med den internationale gruppe Cercle et Carré, som hun blev medlem af i 1929. Gruppen havde til formål at udbrede kendskabet til abstrakt kunst og bestod bl.a. af Mondrian og den tysk-franske kunstner J. Arp.

Fra denne periode stammer en række motiver, bl.a. maleriet Cercle et Carré, der er stærkt påvirket af Mondrian og viser hendes egne eksperimenter med den abstrakte kunsts muligheder.

Imidlertid blev Franciska Clausens placering i den europæiske avantgarde afbrudt, da hun i 1932 på grund af økonomiske problemer måtte vende hjem til Danmark og finde sig til rette i barndomshjemmet sammen med moderen efter et kortvarigt intermezzo i København.

Efter hjemkomsten havde hun en separatudstilling i København, hvor hun viste arbejder fra de seneste godt ti år, men udstillingen fik ringe opmærksomhed. Der var i Danmark ikke forståelse for hendes abstrakte malerier, og for både kolleger og kritikere i den danske kunstverden var hun ukendt. Også hendes egen uhyre selvkritiske sans, indadvendthed og manglende evne til at gøre opmærksom på sig selv medvirkede til, at hendes kunst ikke blev kendt.

Bortset fra deltagelse på to udstillinger med surrealistisk kunst i 1935 og 1937, udstillede hun ikke i næsten 20 år.

I Sønderjylland blev hun dog kendt som en god, naturalistisk portrætmaler, hvorved hun skaffede sig en indkomst. Tilsyneladende arbejdede hun i en lang periode ikke videre med det abstrakte billedsprog, som hun anså for det egentlige i sin kunst.

Forgæves søgte hun imidlertid i 1930'erne at skabe sig en karriere som grafisk formgiver gennem plakatforslag i et formsprog, der var præget både af hendes modernisme og af international plakatkunst.

I 1950'erne begyndte der at vokse en interesse frem for Franciska Clausens pionerindsats og betydning i moderne international kunst, begyndende 1953 med den svenske kunsthistoriker O. Reutersvärds påvisning af hendes centrale placering i det franske kunsttidsskrift Art d'Ajourd'hui.

Det gav startskuddet til Franciska Clausens deltagelse i en række udstillinger, der langsomt bidrog til en forståelse af hendes værd som kunstner af internationalt format.

Den spirende anerkendelse animerede hende også til at genoptage arbejdet med farven og det modernistiske formsprog, som var hendes virkelige interesse. I 1959 udførte hun bl.a. maleriet Eléments mecaniques og arbejdede med collager, hvor hun blandede gouacheteknik med udklip fra ugeblade og reklamer.

Gennem de sidste par årtier af sit liv oplevede hun endelig den anerkendelse herhjemme, som hendes kunst fortjente, og som udlandet først fik øjnene op for. Både de tidlige malerier fra årene i Paris og de nye abstrakte kompositioner, herunder collager, vakte opmærksomhed, og hun solgte malerier til en række danske museer.

Samtidig fortsatte hun arbejdet med de naturalistiske portrætter på baggrund af talrige bestillingsopgaver, bl.a. til portrætgalleriet på Folkehjem i Åbenrå. I 1977 malede hun et portræt af dronning Margrethe 2., den ultimative officielle portrætopgave, og i 1980 et meget rost, indlevende portræt af dronning Ingrid.

Efter moderens død i 1958 forsatte Franciska Clausen med at bo i barndomshjemmet, der forfaldt mere og mere, indtil hun de sidste år af sit liv flyttede til en beskyttet bolig. Her var hun omgivet af sin kunst i kasser og skuffer og gennem generationer kendt som en særpræget personlighed i byen.

To år før hendes død viste Randers Kunstmuseum i 1984 en retrospektiv udstilling af hendes arbejder.

Efter hendes død indgik den efterladte samling af værker i en fond, hvoraf de fleste værker overgik som depositum til Kunstmuseet Trapholt for en længere årrække.

Franciska Clausen modtog fra 1960'erne og frem en række hædersbevisninger og legater, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1966, Thorvaldsens Medaille 1977 og den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond 1979.

• Foto i Rigsarkivet (Åbenrå), Det Kgl. Bibliotek.
• Eva Bræmer-Jensen: Franciska Clausen, 1996. Finn Terman Frederiksen: Franciska Clausen, 1987-88. Troels Andersen: Franciska Clausen, 1974.

• Cercle et Carré

• Franciska Clausen

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.