Gerda Wegener

Gerda Wegener blev født i en konservativ, højkirkelig præstefamilie i Hammelev ved Grenå. Da familien i 1893 flyttede til Hobro, var hun den eneste overlevende af en børneflok på fire, og hun voksede således op som enebarn med forældrenes fulde opmærksomhed. Allerede tidligt viste hun kunstneriske evner, og efter skoletid fik hun undervisning hos maleren Viggo Simesen, der var lærer på Randers Tekniske Skole. Modstræbende måtte Gerda Wegeners forældre erkende, at datteren var i besiddelse af et stort kunstnerisk talent, og de tillod, at hun efter endt skolegang i Hobro Private Realskole flyttede til København for at forberede sig til Kunstakademiet på Julie Meldahl og Charlotte Sodes tegne- og maleskole. Som 17-årig startede hun i 1902 på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder, hvor hun fulgte undervisningen hos maleren Viggo Johansen indtil foråret 1905. I perioden 1904-09 udstillede hun bl.a. på Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborgs Forårsudstilling samt Journalistforbundets Udstilling af Arbejder afviste fra Charlottenborg.

I 1907 blev Gerda Wegeners navn for første gang almindeligt kendt i offentligheden i forbindelse med, at et af hendes kvindeportrætter afvistes på både Charlottenborg og Den frie Udstilling. Afvisningen af portrættet, der var udført i Gerda Wegeners sædvanlige svungne og dekorative stil, udviklede sig til den såkaldte Bondemalerstrid. Striden stod mellem de naturalistiske malere repræsenteret ved Fynboerne og kunsthistorikeren Karl Madsen og de symbolistiske kunstnere med ægteparret Harald og Agnes Slott-Møller i spidsen, der stod på Gerda Wegeners fløj. Selv deltog Gerda Wegener ikke i debatten, men karakteristisk for hende, lod hun sig ikke slå ud, men arrangerede resolut en udstilling med bl.a. det afviste værk hos kunsthandlerne Winkel & Magnussen. I 1908 vandt hun en tegnekonkurrence som Politiken havde udskrevet under titlen Københavnerinden, en begivenhed, hun opfattede som afgørende for hendes kunstneriske udvikling. Politikens chefredaktør Henrik Cavling knyttede hende til avisen, og over en lang årrække leverede hun hundredvis af tegninger til avisen og til andre danske udgivelser, bl.a. de satiriske magasiner Klods Hans og Blæksprutten. I 1904, kun 19 år gammel, giftede hun sig med en studiekammerat fra Kunstakademiet, maleren Einar W., med hvem hun foretog en rejse til Paris og Rom 1908-09. I 1912 forlod de sammen Danmark for at fortsætte deres kunstneriske karrierer i Paris.

Gerda Wegeners foretrukne motiv var kvindefigurer udført med vandfarve, rødkridt eller bly. Hendes dekorative, lidt sødladne, men også charmerende stil med vægten på linien og i et skønhedsdyrkende formsprog, vandt aldrig bred anerkendelse i Danmark. Til gengæld tog Paris imod hende med åbne arme. Hendes engagement som reklametegner og illustrator for modeindustriens magasiner La Vie Parisienne og Vogue sikrede parret en velstillet tilværelse i en fashionabel lejlighed med atelier ved Eiffeltårnet og med en sommerbolig i Versailles. Som kunstner arbejdede hun især som mondæn portrætmaler, men også med figurkomposition og blomstermaleri, samt med rumudsmykning og glasmaleri til rigmandshjem og eksklusive forretninger. Gerda Wegeners virke som illustrator omfattede bl.a. islandske sagaer og mere vovede litterære værker som Casanova og Dekameron. Selvom Gerda Wegener havde fin føling med de kunstneriske strømninger i Frankrig, bl.a. gennem sit venskab med kubisternes pennefører G. Apollinaire, var hun i sin egen kunst upåvirket af alt det nye, som Paris var smeltedigel for. Fransk rokoko og den engelske fin de siècle-kunstner A. Beardsley nævnte Gerda Wegener selv som sine primære inspirationskilder. Selvom hun jævnligt besøgte København for at udstille i Ole Haslunds Hus, blev hun meget fransk i løbet af de 20 år, hun og ægtemanden boede i Paris. Under Første Verdenskrig bidrog hendes streg i Le Matin til den ideologiske konfrontation med tyskerne. Den officielle franske anerkendelse af Gerda Wegener udmøntede sig bl.a. i, at Kulturministeriet i 1923 købte maleriet La dame à l’Anémone til Musée de Luxembourg, nu Musée d’Orsay. Hun udstillede bl.a. på Salonen og repræsenterede 1925 Frankrig på verdensudstillingen i Paris, hvor hun belønnedes med flere medaljer, bl.a. en guldmedalje.

Da der hurtigt efter ankomsten til Paris viste sig at være et overordentligt købedygtigt publikum til Gerda Wegeners kunstneriske produktion, nedtonede ægtefællen sin karriere som kunstner til fordel for hustruens. Han varetog herefter først og fremmest deres økonomiske interesser og hjalp til med at male baggrunde og omgivelser i hendes værker. Samtidig sad han hyppigt model til hendes slanke kvindeskikkelser. I løbet af 1920’erne blev deres liv stærkt påvirket af, at de både måtte erkende, at han såvel fysisk som mentalt var mere kvinde end mand. Gerda Wegener forstod og støttede ægtefællens ønske om at blive kvinde, og efter kostbare kønsskifteoperationer blev ægteskabet opløst i 1930. Til hendes store sorg døde han i Dresden det følgende år efter endnu et operativt indgreb. I Einar W.s selvbiografi Fra Mand til Kvinde, der 1931 udkom under hans nye navn Lili Elbe, optræder Gerda Wegener i skikkelse af figuren Grete Sparre.

Efter 20 aktive år i Paris flyttede den 46-årige Gerda Wegener i 1931 med sin anden ægtemand, den 11 år yngre italienske officer og diplomat Fernando Porta, til Marrakesh og senere Casablanca i Marokko. Hun var fortsat aktiv med sin kunst, der nu tematisk blev udvidet med et nordafrikansk islæt. Hendes succes i Paris var svær at fastholde i Marokko. Manglende kontakt til publikum i Frankrig, de få og af sensationspressen overvågede besøg i København samt den voksende økonomiske krise i 1930’erne fjernede snart efterspørgslen på hendes kunst. Parrets økonomiske problemer voksede yderligere, da ægtefællen mistede sit arbejde. Efter fem års ægteskab blev de skilt i 1936, og Gerda Wegener bosatte sig i Italien og siden i Paris. De sidste to år levede hun alene i København i spartanske omgivelser, fjernt fra det fashionable, festlige og i samtidens normer dekadente liv, som hun især er blevet husket for. Der var nu langt mellem portrætbestillingerne, og i 1940 døde hun 55 år gammel af et hjerteslag. Hendes kunst vakte afsky hos de danske kunstkritikere, og ingen af hendes værker fik adgang til kunstmuseernes vægge. Siden 1990 er Gerda Wegeners billeder, ikke mindst de erotiske, blevet solgt for store summer først og fremmest til købere i USA.