Else Brems

Feerne ved Else Brems' vugge var gavmilde. Hun fik det hele: musikalitet, stemme, skønhed, fantasi og temperament. Men hun fik mere end det. De uforklarlige gnister, der udgår fra den helt store kunstner, ejede hun i rigt mål, og hun blev den betydeligste danske mezzosopran i 1900-tallet. Som privatmenneske var hun beskeden til det selvudslettende.

Else Brems var flasket op med musik. Morfaderen Peter Rasmussen var organist og komponist, morbroderen Alfred Rasmussen var valdhornist i Det Kgl. Kapel. Faderen, der oprindelig var klarinettist, blev senere en populær romancesanger og en søgt sangpædagog. Han uropførte mange sange, bl.a. af Carl Nielsen, og både hans solistiske virksomhed og hans samarbejde med sangerne Ellen Beck og Saima Neovi i Folkevisetrioen førte ham på mange turnéer. Han blev Else Brems' første lærer, og moderen, der var pianist, akkompagnerede. Af de yngre tvillingbrødre Mogens og Erik B. blev den ene visesanger og den anden klarinettist. Da Else Brems som 17-årig besluttede sig for at gå sangervejen, tog faderen hende med til den verdensberømte baryton M. Battistini i Rom. Battistini var begejstret for hendes talent, og hun drog derefter til Paris for at søge yderligere uddannelse hos sangpædagogen G. Cunelli. Her tilegnede hun sig den udsøgte franske udtale, som siden prydede hendes fortolkninger af fransk vokalmusik. Hun var kun 20 år, da hun debuterede som koncertsanger i København Her vakte hun straks opsigt, og da anmelderne pegede på hendes dramatiske muligheder, tog hun fat på at uddanne sig til operasanger i Berlin hos den amerikanske sangerinde madame Charles Cahier, der var en berømt Carmen. Else Brems indstuderede først Carmens parti på fransk, og 22 år gammel debuterede hun så i den krævende rolle på dansk på Det Kgl. Teater. Opsætningen var gammel og støvet, men samme år, 1930, fik hun sit egentlige gennembrud med Johannes Poulsen som instruktør i en nyopsætning under den tyske dirigent L. Blech. Else Brems har selv fortalt, at Johannes Poulsen i begyndelsen ikke var videre begejstret for hende: “Jeg var en ‘pæn’ bourgeoisipige, og hans mening om Carmen var helt klar: en tøs som har rodet rundt i rendestenen med drengene, siden hun var tolv.” Men hun sejrede stort med sin elegante og raffinerede opfattelse af sigøjnerpigen. 1933 blev der i forbindelse med et privatbesøg i USA arrangeret en orkesterkoncert med Else Brems i Chicago. Kritikken var meget positiv, og en anmelder spåede, at hun ville blive “the World’s Greatest Carmen”. I 1937 studerede hun i New York hos E. Rosati, verdenstenoren Benjamino Giglis lærer. Her gav hun koncert i Town Hall, og hun havde også adskillige koncerter i Chicago, der alle fik rosende omtale. Det blev imidlertid Europa, der de følgende år fik glæde af Else Brems' sang, især hendes Carmen. Alene i København udførte hun denne rolle mere end 100 gange. Desuden sang hun Carmen på tysk i Wien under dirigenten B. Walter, på engelsk i London og på fransk i Prag, Budapest, Warszawa og Stockholm. Arierne fra Carmen indsang hun på 78-plader, der siden er overført til lp.

Fra 1931 til 1962 var Else Brems med enkelte afbrydelser tilknyttet Det Kgl. Teater og løste her med glans en lang række opgaver. Hendes sjældne klang og fornemme frasering bevægede publikum i roller som Orfeus i Glucks Orfeus og Eurydike og Cornelia i Händels Julius Cæsar. For ny dansk musikdramatik fik hun stor betydning, især med sin udførelse af titelrollerne i Knudåge Riisagers Susanne og Ebbe Hameriks Marie Grubbe, der begge var skrevet til hende. Hun blev her i lige grad beundret for sin herlige sang og for sit varierede spil. Sit gennembrud som komiker fik hun som en kostelig Mrs. Herring i Brittens Albert Herring, mens hun med sin klassiske skønhed og værdighed var en gribende Lucretia i samme komponists tragiske musikdrama om romerinden, der voldtages og dræber sig selv af skam. En helt speciel opgave var den kvindelige titelrolle i Gershwins Porgy og Bess, som fik sin turbulente Europapremiere i Anden Verdenskrigs mørklagte København Else Brems var den første hvide sanger, der sang Bess. Forestillingen blev en publikumstræffer, og Else Brems' samspil med Einar Nørbys Porgy kan beundres i optagelsen af deres store duet. Ved festforestillingen efter Befrielsen spillede og sang hun en dejlig Elisabeth Munk i Elverhøj. Under indstuderingen havde skuespillerinden Bodil Ipsen hjulpet hende med replikkerne. I 1961 indspillede Else Brems sin eneste tv-rolle, Mor Karen i Svend S. Schultz’ opera Høst.

Ved siden af operaarbejdet skabte Else Brems sig en betydelig karriere som oratoriesanger. Hun var den selvskrevne altsolist ved dirigenten Mogens Wöldikes mange opførelser af Bachs og Händels værker. Else Brems var erklæret kristen, “ganske almindelig folkekirkelig”, som hun yndede at sige, og hendes fortolkninger af de gamle mestre fik tilhørerne til at glemme tid og sted. Instruktøren John Price har udtrykt det således: “Hun modtog direkte rørpost fra Vorherre.” Et tredje virkefelt for Else Brems, ikke mindre betydeligt end de to andre, var koncertsangen. Det blev til talrige turnéer herhjemme og i udlandet, hyppige optrædener i Tivoli og i radioen, bl.a. ved Torsdagskoncerter. Hun fandt tid til at indstudere et stort repertoire, og til de franske sange søgte hun støtte hos sangerinden Povla Frijsh, som hun beundrede. Det var især Debussys og Ravels værker, der stod på programmet. Kun en lille del af Else Brems' franske fortolkninger er bevaret. Et par sange fra Ravels Shéhérazade, som hun udførte ved en Torsdagskoncert til den schweiziske dirigent E. Ansermets fulde tilfredshed, er overført til plade. Også Schubert og Brahms stod hendes hjerte nær. På den prisbelønnede lp, som hun udsendte i 1955, kan man beundre hendes tyske liedkunst. Forfatteren Jens Louis Petersen, der var en kræsen kender, satte hende i sine erindringer over store internationale stjerner som Elisabeth Schwarzkopf og D. Fischer-Dieskau. “Aldrig har jeg oplevet, at kunstner og sange i dén grad blev til ét,” skrev han. Blandt de danske komponister var P.E. Lange-Müller den foretrukne. Den stilfærdige følsomhed og bundne varme i sange som Himlen ulmer svagt i Flammerødt og Gjenboens første Vise blev kongenialt udtrykt. 78-pladerne med danske sange og salmer blev populære samleobjekter. Ved dronning Alexandrines død indsang Else Brems Hans Adolph Brorsons Her vil ties, her vil bies så hjertegribende, at, med forfatteren Frederik Dessaus ord, “selv en gudløs måtte blive from af det”.

I 1940’erne koncerterede Else Brems ofte sammen med sin mand, den fremragende tenor Stefan Islandi. Deres søn Eyvind Brems Islandi var en lovende tenor, hvis karriere blev brat afsluttet ved hans død i 1974, 34 år gammel. Blandt de mange pianister, Else Brems samarbejdede med, må især tre fremhæves, Christian Christiansen, som bl.a. akkompagnerede hende ved debuten, Folmer Jensen, der ofte medvirkede ved hendes radiooptagelser og på 78-optagelser, samt Kjell Olsson, som kan høres på LP-pladen fra 1955. Else Brems gæsteoptrådte i USA, bl.a. som solist ved Chicago-symfoniorkesterets koncerter, samt i Østrig, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Norge, Sverige og England. Men den helt store verdenskarriere, som hendes evner i rigelig grad berettigede hende til, kom ikke i stand. Det skyldtes ikke mindst vanskelighederne ved at rejse under Anden Verdenskrig, men nok også hendes tilbageholdenhed og den med årene tiltagende sceneskræk. Hun havde rigeligt at gøre i sit fædreland, der da også viste hende megen hæder. Hun blev kgl. kammersangerinde 1946 og Studenternes Æreskunstner 1950. Dertil kom medaljen Ingenio et arti 1953, Tagea Brandts Rejselegat 1945 og Ingrid Jespersens Legat 1955. Foruden at være en strålende sanger, var Else Brems en betydelig musiker, hvad der ikke var nogen selvfølge i hendes generation.

Else Brems' stemme var en velfokuseret og egal lyrisk mezzo med en helt personlig timbre. Trods den omfattende uddannelse blev højdelejet aldrig fuldt udviklet. Udtryksmæssigt strakte hun fra den højdramatiske Inflammatus i Antonin Dvoráks Stabat Mater til den enkle inderlighed i visen Det var en lørdag aften. Altid holdt hun følelserne under den strengeste kunstneriske disciplin, al udvendighed lå hende fjernt. Efter sin sangerkarrieres afslutning var hun i nogle år ansat ved Det Jyske Musikkonservatorium som docent, inden hun fra 1967 i en halv snes år var en højtskattet lærer ved Musikvidenskabeligt Institut under Københavns Universitet. Blandt hendes kendteste elever er Elisabeth Meyer-Topsøe.