Povla Frijsh

Povla Frijsh var noget så specielt som en international danskfødt sangstjerne med samtidens franske lied som speciale. For den klassiske sanger er det ellers reglen, at liedsang er et anhang til en operakarriere, hvis der skal komme et levebrød ud af det. Men Povla Frijsh forstod at iscenesætte sig selv som primadonna inden for koncertsangens område. Som kunstnertype kunne hun virke provokerende, ikke mindst på sine landsmænd. Meningerne om hendes stemme var delte, men hendes kunstneriske format kunne ingen anfægte. Gennem en lang årrække var hun i stand til at fylde Europas og Amerikas koncertsale med sin sjældne musikalitet, sit eksklusive liedrepertoire og sin fængslende personlighed. Hun havde et meget omfattende repertoire af tyske, russiske, italienske, engelske og amerikanske sange. Dertil kom som en fast bestanddel en buket skandinaviske sange. Men det er først og fremmest til samtidens franske komponister, Fauré, Debussy, Ravel og R. Hahn, at hendes navn er knyttet. Hun levede det meste af sit liv på koncertrejser, fra 1935 boede hun i New York.

Povla Frijsh voksede op som den ældste af fire søskende i en velsitueret, musikalsk lægefamilie i Århus. Her fik hun sin første klaver- og sangundervisning, stimuleret af faderen, der var amatørsanger. Som 14-årig blev hun elev af pianist Ove Christensen, og i 1902 drog hun til Paris, hvor hun de næste fem år uddannede sig i sang hos Sara de Lande og J. Périer. 1907 kom debuten i Paris, hvor hun havde selveste A. Cortot som akkompagnatør. Hun turnerede derefter i Frankrig, bl.a. med ham og hans celebre trio, der foruden Cortot selv bestod af violinisten J. Thibaud og cellisten P. Casals. Sidstnævnte fik stor betydning for hendes musikalske udvikling. Da G. Mahler i 1910 dirigerede sin eneste koncert i Paris, var Povla Frijsh sopransolist i hans 2. symfoni. Om hendes medvirken i Händels Hercules skrev den franske forfatter R. Rolland, at “hun greb publikum med sit lidenskabelige talents glødende udtryk.” 1913 deltog hun i en mindeværdig opførelse af C. Monteverdis L’incoronazione di Poppea under V. d’Indy. Samme år debuterede hun i Danmark med en koncert i København, og 1915 optrådte hun for første gang i New York. Under Første Verdenskrig sang hun for de franske soldater. 1917 ændrede hun sit navn fra Frisch til Frijsh for ikke at blive anset for at være tysk. Hun koncerterede ret ofte i Danmark, og i 1929 havde hun en enkelt gæsterolle som Fru Ingeborg i Peter Heises opera Drot og Marsk på Det Kgl. Teater. Til den rolle sminkede hun sig som figurerne på de gamle kalkmalerier. Om præstationen var der delte meninger, men kapelmester Gerhard Schepelern husker hende som “dejlig, på en ophøjet måde”. En stor del af Povla Frijshs karriere udfoldede sig i Amerika. Foruden liedaftener sang hun orkesterkoncerter med bl.a. L. Stokowski som dirigent. Hun optrådte i Det Hvide Hus og ved flere officielle lejligheder. Desuden turnerede hun i staterne og havde sin årlige koncert i New York Town Hall, som altid var et tilløbsstykke. Kritikerne var begejstrede for hendes alsidige programmer, store sprogtalent og rigt varierede udtryk. Det hører også med til billedet, at hun sang i New Yorks kæmpebiografer i forbindelse med filmfremvisninger. Et stort publikum stiftede på denne måde bekendtskab med den klassiske liedkunst.

Povla Frijsh optrådte, til hun var højt op i tresserne, i de senere år også med oplæsning af H.C. Andersen på engelsk. I tilknytning til koncertvirksomheden underviste hun, bl.a. ved Juilliard School of Music. Hun afholdt også eksklusive masterclasses. Blandt hendes danske elever var Else Brems, der mindedes hende som en “kæmpepersonlighed”, der var “vanvittig inspirerende”. Begrænsningen i Povla Frijshs kunst lå i selve stemmematerialet. Hun havde et stort og klangfuldt mellemleje, som hun kunne farve på utallige måder, men højden var tynd og ofte skarp. Hendes tidligst bevarede indspilning fra 1920 af Griegs En Drøm viser, hvor fornemt, næsten instrumentalt hun kunne forme en frase. Smagfulde glidende overgange understreger den erotiske stemning, og ordene “salig fryd” markeres med et fint og bæredygtigt piano. Men den matte højtone i slutningen af sangen viser, at hun savnede ekspansion i højdelejet. Hendes fraseringer blev beundret og husket. Slutningen af Hahns Infidélité lyder: “Rien n’a donc changé que vous.” Betoningerne og pausen foran de to sidste ord gjorde et dybt indtryk. “Intet sted var hendes stemme skønnere, blød, bitter-sørgmodig,” huskede forfatteren Aage Dons.

Et livslangt venskab forbandt Povla Frijsh med familien Bergsøe. Hun kom allerede hos forfatteren Vilhelm Bergsøe, og med hans barnebarn, den langt yngre fabrikant Svend Bergsøe, havde hun senere en kærlighedsaffære. I sine erindringer har Svend Bergsøe fremhævet, hvor meget han rent karrieremæssigt skyldte Povla Frijsh, “den største personlighed jeg har mødt”. Også Dons har i sine erindringer givet et farverigt portræt af “den nordiske Sappho”, der optrådte “i parisiske (tror jeg) Toiletter og sorte Silkesko med røde Hæle, aldrig før set, en Anelse demimondaine.” Efter hendes død blev hendes aske med tilladelse fra kirkeminister Bodil Koch spredt ud over Mols Bjerge, der havde været hendes barndoms paradis. Povla Frijsh har efterladt sig en række plader, optaget mellem 1933 og 1942. De er 1994 genudgivet på cd.