Ellen Beck

Ellen Beck er den eneste koncertsangerinde, der har opnået titlen kgl. kammersangerinde. Den har ellers været forbeholdt operasangere. Selvom hun ikke nåede den lidt yngre Povla Frijshs internationale berømmelse som liedfortolker, så var hendes betydning for den hjemlige koncertsang stor. Hun skabte respekt om romancen og blev dens bærende fortolker ved århundredskiftet. Ellen Becks moder var søster til komponisten Jacob Fabricius, og der blev musiceret flittigt i hjemmet. Ved et selskab hørte den svenske operasanger Algot Lange den purunge Ellen Beck synge og tilbød at uddanne hende. Hun debuterede ved en koncert i Kalundborg 1891 og i København 1898. Hun blev mødt med begejstring af kritikken, der dog hæftede sig ved, at stemmen var noget præget af halsklang og en vis hårdhed i dybden. Men hun blev også betegnet som en “ualmindelig Sangbegavelse” med et “aldeles indtagende mezza voce”. For at bøde på de tekniske mangler videreuddannede Ellen Beck sig i Paris. Hjemme igen startede hun en karriere som lied- og romancesanger, der førte hende rundt i Skandinavien og Europa, ofte med Johanne Stockmarr ved klaveret. Hun sang også med orkestre, bl.a. under dirigenter som W.J. Mengelberg og H. Wood. Men især turnerede hun i de danske provinsbyer. Ellen Beck havde et meget stort repertoire, der foruden sange af Peter Heise og P.E. Lange-Müller omfattede værker af jævnaldrende komponister som Julius Bechgaard, Leopold Rosenfeld, Sextus Miskow, Victor Bendix og Carl Nielsen. Selvom et forsøg som operasangerinde i rollen som fru Ingeborg i Drot og Marsk på Det Kgl. Teater i 1901 slog fejl, havde hun ofte operaarier på programmet. Stemmen var en omfangsrig mezzosopran, hvis yderste højde dog let blev noget skinger. Efter at Ellen Beck havde sunget i en kantate forfattet af Emma Gad ved Dansk Kunstflidsforenings årlige udstilling i 1906 udnævnte Frederik 8. hende til kgl. kammersangerinde. Da hun 1916 modtog Ingenio et arti, glædede Gad sig over det, “saaledes som den ene arbejdende og virkende Kvinde forstaar at værdsætte den anden”. Sammen med eleven, den finsk-danske sangerinde Saima Neovi, og koncertsanger Anders Brems dannede Ellen Beck omkring 1915 Folkevisetrioen, der turnerede med populære programmer bestående af viser og sange. Der blev komponeret duetter tilegnet Neovi og Ellen Beck af Alfred Andersen og Fabricius. Ellen Beck begyndte tidligt at undervise, og hendes store elevskare talte både skuespillerinder som Marguerite Viby og Erika Voigt og sangerinder som Else Jena, Nora Elé og Sylvia Schierbeck, der alle blev fortræffe- lige pædagoger. I 1920’erne holdt hun pause fra koncerterne, men gjorde et fint comeback i 1930. Samme år valgte hun at trække sig tilbage. Hun har efterladt sig en række optagelser, der foruden at vise hendes storartede stemme demonstrerer de voldsomme tempoforskydninger i den enkelte sang, der i hendes tid blev regnet for god tone. Ellen Beck var stærkt fagpolitisk interesseret og var med- lem af Dansk Tonekunstner Forenings repræsentantskab fra dens stiftelse 1903 og formand for Solistforeningen af 1921, ligeledes fra dens stiftelse.