Alvilda Andersen

Alvilda Andersen overkom det utrolige: moder til ni børn, som hun i en ung alder blev alene med, og samtidig dybt engageret i fagbevægelse og parti. Hun blev gift som 20-årig, og da hun blev skilt 13 år senere, stod hun selv med ansvaret for den store børneflok. Som ganske ung kom hun ud som fabriksarbejderske og var siden blevet ansat på hærens våbenfabrik på Amager. I 1917 dannede de kvinder, der arbejdede under Krigsministeriet, en afdeling under Kvindeligt Arbejderforbund (KAD). Den kaldte sig Fagforeningen af kvindelige Arbejdere under Krigsministeriet og blev den fjerde Københavns-afdeling under KAD. Alvilda Andersen var med i det faglige arbejde fra starten, og fra 1918 var hun afdelingens formand og i perioder frem til 1920 også kasserer. Allerede ved KADs kongres i 1918 havde hun gjort sig bemærket ved sit dygtige og engagerede organisationsarbejde, og hun valgtes ind i KADs hovedbestyrelse. Senere på året foreslog den siddende forbundsformand Sofie Rasmussen, at man ansatte en ekstra hjælp på forbundskontoret, der kunne assistere med andet end egentligt kontorarbejde. Alvilda Andersen havde vist interesse for stillingen, og hovedbestyrelsen ansatte hende uden tøven. Herefter var det bl.a. hende, der førte forhandlingsprotokollen. På kongressen i 1921 vedtog man at udvide staben med en forbundssekretær, og Alvilda Andersen valgtes med akklamation. 1923 trådte Sofie Rasmussen tilbage som forbundsformand, og Alvilda Andersen valgtes enstemmigt til hendes efterfølger, en post, hun bestred med stor dygtighed til sin død i 1937. 1925-37 var hun medlem af De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg.

Mellemkrigstiden blev for KAD og for fagbevægelsen i det hele taget præget af arbejdsløshed og konflikter på arbejdsmarkedet. Især de to store lockouter i 1925 og 1936 ramte KADs medlemmer. Storlockouten i 1925, der havde omfattet ca. 3.500 medlemmer, gav ikke helt de ønskede resultater for arbejderne, men Alvilda Andersen kunne alligevel efter konflikten udtale sin tilfredshed med “Arbejderklassens stærke Modstandskraft overfor Arbejdsgivernes brutale Overfald” og med offerviljen og sammenholdet blandt kvinderne. Internt i KAD var perioden dog også præget af konflikter. I 1925 stiftedes det kommunistiske Arbejderkvindernes Oplysningsforbund. Blandt initiativtagerne var Inger Gamburg, der i 1926 blev formand for KADs Københavns-afdeling 5, kvinderne fra metalindustrien, de såkaldte jernkvinder. Denne afdeling blev nu udgangspunkt for oppositionen mod den socialdemokratisk orienterede forbundsledelse. Stærkest kom denne konflikt til udtryk i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i jern- og metalindustrien i 1930, hvor KAD som eneste forbund kom ud i en strejke, der omfattede 3.000 af forbundets medlemmer og varede godt 14 dage. Et af afdeling 5.s hovedkrav var, at overenskomsten også skulle omfatte kvinder mellem 14 og 16 år. Arbejdsgivernes endelige tilbud blev, foruden visse løntillæg, en erklæring om ikke i fremtiden at ansætte kvinder under 16 år, og på den baggrund vedtog hovedbestyrelsen at afblæse strejken. I afdeling 5 var man imidlertid stærkt utilfreds med, at minimallønningerne ikke var blevet højere, og på et afdelingsmøde, hvor Alvilda Andersen forelagde hovedbestyrelsens beslutning, kom det til voldsomme ordvekslinger. Hun blev ikke alene beskyldt for at være forræder, men blev ligefrem korporligt overfaldet. Ved en efterfølgende ekstraordinær kongres blev Gamburg frataget sit mandat i hovedbestyrelsen. Der blev i perioden indgået mange overenskomster, og medlemstallet steg støt. Af væsentlig betydning blev de kollektive overenskomster, der afsluttedes i 1931 efter lange og seje forhandlinger, og hvor der for første gang fastsattes sommerferieordninger for en stor del af KADs medlemmer. At gifte kvinder og kvinder med børn nu i stigende tal kom ud på arbejdsmarkedet, afspejlede sig i den fremsynede resolution, KADs kongres vedtog i 1932. Regering og Rigsdag opfordredes til at gennemføre en lovgivning, der sikrede de arbejdende kvinder seks ugers barselshvile med fuld lønkompensation. I 1936 fulgte resolutionen om opførelse af flere vuggestuer i Københavns kommune.

Alvilda Andersens liv var først og sidst fagbevægelsen, og uanset i hvilken sammenhæng hun ytrede sig, lagde hun ikke skjul på, at den arbejdende kvinde og fagbevægelsen stod hendes hjerte nærmest. Hendes engagement afspejler sig også i, at hun selv forfattede jubilæumsskriftet Kvindeligt Arbejderforbund 1901 – 3. marts 1926. Men som mange andre af fagbevægelsens kvindelige personligheder var hun som overbevist socialdemokrat også aktiv partipolitisk. Omkring 1929 tog hun del i arbejdet i Socialdemokratiets Bispeengkreds sammen med bl.a. Nelly Hansen og Astrid Skjoldbo. Da vælgerforeningens bestyrelse så tidligt som 1929 vedtog at oprette et kvindeudvalg, valgtes Alvilda Andersen ind i dette, og efter at Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg var dannet i 1934 med Margrethe Høst Neerup som formand, optrådte Alvilda Andersen ofte som taler ved dets møder. I 1929 blev hun medlem af Borgerrepræsentationen, hvor hun sad samtidig med fremtrædende faglige kvinder som Anna Johansen, Anna Jensen, Helga Larsen og Andrea Brochmann. Alvilda Andersen beskæftigede sig især med de fattiges og gamles boligforhold, og hun anbefalede oprettelse af kommunale fødeklinikker. Hun var borgerrepræsentant til sin død. Fra 1932 var hun endvidere medlem af Svangerskabskommissionen og fra 1935 af Befolkningskommissionen. 1930 var hun kommet i vælgerforeningens bestyrelse. Hun måtte dog ofte melde afbud, da arbejdspresset i forbundet netop i disse år var stort. I 1935, efter at der var rejst kritik af hendes hyppige fravær, valgte hun ikke at genopstille til bestyrelsesvalget. Samme år blev hun opstillet til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, hvor hun kom ind sammen med Nina Andersen, de to eneste kvinder. 1933-37 var Alvilda Andersen som den første kvinde medlem af AOFs (Arbejdernes Oplysningsforbund) bestyrelse.

Når Alvilda Andersen forhandlede eller stod på talerstolen, var hun rolig og stærk og forstod at bide fra sig. Men da to af hendes nærmeste medarbejdere gjorde sig skyldige i bedrageri over for forbundet, ramte det hende hårdt. Det kom frem, at Johanne Jensen, formanden for afdeling 1 og næstformand i forbundet, samt forbundets hovedkasserer Kirstine Haagensen havde bedraget arbejdsløshedskassen for 25.000 kr. Disse tillidsbrud inden for hendes nærmeste kreds, kombineret med en voldsom arbejdsbyrde, har antageligt været medvirkende årsag til det hjerteslag, der ramte hende, da hun i 1937 deltog i en international faglig kvindekongres i Paris.