Anna Johansen

Anna Johansen tilhørte den store gruppe svenskere, der i slutningen af 1800-tallet kom til Danmark for at finde arbejde, og som så mange af sine landsmænd havnede også hun i konfektionsindustrien. Da den 16-årige skånske gårdmandsdatter kom til København, fik hun dog først arbejde som tjenestepige og mærkede på sin krop tyendets vilkår. Siden blev hun syerske og fik arbejde som herreskrædder. Også i dette fag var det elendige løn- og arbejdsvilkår, man bød kvinderne, og Anna Johansen indså snart nødvendigheden af at organisere sig. Ægteskabet med en fagligt aktiv mand bestyrkede hende yderligere i denne opfattelse. Hun meldte sig tidligt ind i De kvindelige Herreskrædderes Fagforening (KHF), blev i 1899 medlem af foreningens bestyrelse og var 1899-1901 næstformand. 1899 blev hun sammen med formanden Andrea Brochmann medlem af Dansk Skrædderforbunds (DS) hovedbestyrelse.

Efter den begejstringens rus, der havde været i forbindelse med fagforeningens første strejke i 1899, begyndte kvinderne igen at falde fra, især da den store lockout senere på året også ramte konfektionsindustrien, og arbejdsgiverne kun lockoutede de organiserede kvinder. Medlemstallet faldt fra ca. 1.200 til 500 i 1901, og foreningen var ved at bryde sammen, men fra 1906 iværksattes et intensivt hvervningsarbejde, og Anna Johansen var at finde blandt de energiske agitationstalere. Dette fremstød viste sig at bære frugt, for i 1907 kunne man konstatere, at medlemstallet igen var oppe på 1.200. 1909 efterfulgte Anna Johansen Brochmann som formand for KHF. Efterhånden som de kvindelige konfektionssyersker fik en bedre faglig uddannelse, kom svendenes og syerskernes arbejdsområder til at overlappe hinanden, og allerede 1901 havde forbundsledelsen første gang stillet forslag om, at de kvindelige herreskræddere skulle slutte sig sammen med svendenes fagforening. Men kvinderne, både bestyrelse og medlemmer, afviste på det bestemteste forslaget. Anna Johansen trådte i 1923 tilbage som formand, men efter nogle års pause stillede hun i 1930 op i konkurrence med Anna Jensen, der havde været formand i den mellemliggende periode. Anna Johansen blev valgt, men valget gav anledning til nogen uro i foreningen, uden at en ekstraordinær generalforsamling dog rokkede ved resultatet. Senere på året vedtog KHF, der efterhånden var blevet en af de største afdelinger under DS, at optage mandlige svende fra herrekonfektionsbranchen, og foreningen skiftede herefter navn til Fagforeningen for Herrekonfektion. Anna Johansen var til sin død i 1936 formand for denne forening, der i øvrigt havde kvindelige formænd helt frem til 1963.

Anna Johansen var aktiv socialdemokrat, medlem af bestyrelsen i den lokale vælgerforening og fra 1913 i flere omgange suppleant til partiets hovedbestyrelse. I 1908 vedtoges loven om kvindernes valgret og valgbarhed til de kommunale råd, og ved det efterfølgende kommunalvalg i 1909 stillede Anna Johansen op. Hun blev valgt sammen med Henriette Crone, formand for De kvindelige Trykkeriarbejderes Fagforening, og hun var således blandt de første socialdemokratiske kvindelige kommunalpolitikere. Hun fik siden følgeskab i Borgerrepræsentationen af andre af fagbevægelsens kvinder, bl.a. Brochmann, Helga Larsen, formand for Det kvindelige Bryggeriarbejderforbund og Alvilda Andersen, formand for Kvindeligt Arbejderforbund. Anna Johansen var borgerrepræsentant til sin død. Hun var bl.a. medlem af hospitalsudvalget og udvalget for opførelse af boliger for aldersrentenydere og fra 1924 tilsynsførende med plejebørn. Hun tog hyppigt ordet under budgetforhandlingerne, og med sin let svenske accent gik hun i brechen for de trængende: de arbejdsløse, de gamle, børnene, kvinderne, både de enlige mødre og de unge arbejderkvinder, “den kommende Slægts Mødre”, som hun udtrykte det. Hendes status som indvandrer synes ikke at have bremset hende i hendes aktiviteter, og hun blev en af arbejderbevægelsens kvindelige pionerer, både fagpolitisk og kommunalpolitisk.