Inger Gamburg

Inger Gamburgs fader var den første formand for Socialdemokratiet i Holbæk og også den første formand for byens smede- og metalarbejdere. Han døde ved en arbejdsulykke på Holbæk Jernstøberi, da hun var to år. Hans arbejdskammerater samlede ind til en mekanisk rulle til moderen, som efter ulykken var alene med seks børn. Da Inger Gamburg var 16, døde hendes moder af lungebetændelse, og hun måtte ud at arbejde som tjenestepige. Senere fik hun arbejde på en chokoladefabrik i København og var derefter seks år på Tuborg som bryggeriarbejder. Som en udløber af en strejke her blandt de mandlige arbejdere iværksatte hun i 1918 de kvindelige bryggeriarbejderes første strejke og havde i den anledning et sammenstød med sin fagforeningsformand, socialdemokraten Helga Larsen, der netop var blevet valgt til Folketinget. Aktionen førte til lønforhøjelse, men tillige til en fyreseddel til Inger Gamburg: “De skal lade være med at bruge sådan en mund,” fik hun at vide. Hun blev nu ansat på Hellesens Elementfabrik.

Inger Gamburg blev hurtigt aktiv i Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) afdeling 5, dvs. metal- og jernindustrikvindernes afdeling, hvor hun blev valgt som sekretær i 1924. I midten af 1920’erne lærte hun kommunisten Marie Nielsen at kende. Sammen dannede de i 1925 Arbejderkvindernes Oplysningsforening, det senere Arbejderkvindernes Oplysningsforbund (AO). Inger Gamburg blev formand for den nye forening, der førte en radikal faglig politik og samtidig satte en række vidtgående seksualpolitiske krav på dagsordenen. AO var således den første kvindeorganisation, som havde indførelse af fri abort som en del af sit program. AO- kvinderne fandt deres platform blandt medlemmerne i afdeling 5, hvor de snart vandt syv ud af ni pladser i bestyrelsen, et flertal, de bevarede indtil 1933. I forhold til KADs forbundsledelse fungerede AO som en organiseret og i øvrigt kommunistisk domineret opposition.

AO blev Inger Gamburgs personlige politiske platform og hendes adgang til en førende position som fagforeningsleder. I 1926 blev hun valgt til formand for afdeling 5 og bestred denne post indtil 1965. I 1929 indtrådte hun også i KADs hovedbestyrelse. Hun blev industrikvindernes ubestridte og stridbare leder, blev kendt for sine markante holdninger og dybt respekteret for sine ualmindelige evner som forhandler. Hun var den første i KAD, som rejste kravet om lige løn for samme arbejde; bl.a. fremførte hun det med stor kraft i et radioforedrag i 1937. Sagen blev først i 1945 taget på dagsordenen af forbundet, der til gengæld da besluttede i en resolution, at ligeløn skulle indgå i næste overenskomstkrav. Blandt hendes nære samarbejdspartnere skal især fremhæves Ragnhild Andersen, som ligeledes var kommunist og også spillede en fremtrædende rolle i afdeling 5, der længe efter Anden Verdenskrig fastholdt sin position som det socialdemokratisk dominerede forbunds venstreopposition.

I 1928 deltog Inger Gamburg i Røde Faglige Internationales kongres i Moskva og meldte sig derefter ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). I 1930 var hun sammen med Marie Nielsen og en delegation af arbejderkvinder på en rejse til Sovjetunionen. Fra 1930 var hun medlem af DKPs centralkomité, i 1931-32 desuden af partiets politbureau. Hun blev uden sammenligning DKPs mest fremtrædende kvindelige faglige leder, og selvom partiet var meget mandligt domineret, nød hun stor respekt. I 1930 ledede hun i seks uger sine medlemmer i en meget omtalt strejke, hvor man dels krævede seks dages sommerferie, dels at overenskomsten skulle omfatte alle kvindelige arbejdere, dvs. også dem under 16 år, som ellers ingen overenskomst havde. Da KADs formand Alvilda Andersen lukkede for strejkekassen, kaldte Inger Gamburg hende en forræder og blev smidt ud af forbundsledelsen med brask og bram. Først i 1938 blev hun genoptaget i KADs ledelse og sad der da i en ubrudt periode frem til 1965.

Under Besættelsen blev Inger Gamburg som så mange andre kommunister arresteret i juni 1941 og indsat i Vestre Fængsel. Senere blev hun sammen med seks andre kvinder overflyttet til Horserød. Da tyskerne overtog lejren august 1943, blev de besættelsesmagtens fanger, og i oktober samme år blev de sammen med 143 mandlige indsatte sejlet til Tyskland og sendt til kz-lejren Stutthof ved den nuværende polske by Gdansk. Da hun i maj 1945 kom hjem, var hun blevet smittet med plettyfus og måtte på hospitalet. Et halvt år efter var den nu 53-årige Inger Gamburg tilbage som formand for afdeling 5, en førerstilling, hun på sin vis havde bevaret under sit fangenskab i Stutthof, da medlemmerne årligt genvalgte hende in absentia. I 1945 blev hun desuden medlem af KADs forretningsudvalg. Også sin plads i DKPs centralkomité genindtog hun og beholdt den til 1955. Fra 1946-58 var hun medlem af Borgerrepræsentationen for DKP. Hun var flere gange opstillet til Folketinget, dog uden at blive valgt. Inger Gamburgs indsats er med rette blevet fremhævet som enestående. Med hende blev kvindekrav som ligeløn og adgang til abort for første gang rejst i fagbevægelsen. Men hun repræsenterede også en selvbevidsthed, som industrikvinderne indtil da ikke havde udvist i så radikal forstand.