Ragnhild Andersen

Ragnhild Andersen voksede op på Sjællands Odde, hvor hendes fader blev den første havnefoged for den nye havn, senere blev han tillige tolder. Forældrene drev også en lille afholdscafé. Ragnhild Andersen var den eneste af familiens syv børn, der fik en længerevarende skolegang. Som barn gik hun i landsbyskole, og i 1921 kom hun i Nykøbing Sjællands Borger- og Realskole på halv friplads. I 1925 tog hun almindelig forberedelseseksamen, hvorefter hun rejste til København og arbejdede i nogle år som kontorassistent eller bogholder i forskellige firmaer.

Som sin fader var Ragnhild Andersen radikal, men kom i 1926 lidt tilfældigt i kontakt med den kommunistiske ungdomsbevægelse og blev bl.a. aktiv i børneorganisationen Unge Pionerer, hvis blad hun redigerede. I 1927 meldte hun sig ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom. Samtidig meldte hun sig i fagforening, HK. I 1928 blev hun udset til at være leder af Unge Pionerers rejse til det daværende Sovjetunionen. De ti ugers ophold gjorde stort indtryk på Ragnhild Andersen, der besluttede sig for at forlade kontorarbejdet og flipproletariatet. Hun fik stilling på en radiofabrik som metalarbejder og skiftede fagforening til Kvindeligt Arbejderforbund (KAD), hvor radiofabrikken hørte under afdeling 5, metalkvinderne. Denne afdeling var fra midten af 1920’erne præget af kommunisterne, og ikke mindst formanden Inger Gamburg var en fremtrædende skikkelse inden for partiet. Ragnhild Andersen blev nært knyttet til hende, og sammen kom de til at udgøre et stærkt makkerpar blandt “jernpigerne”. I slutningen af 1920’erne var Ragnhild Andersen i en periode ansat i en kontorstilling på Arbejderbladet, men vendte i 1930 tilbage til både fabrikslivet og som aktiv i KAD. Massearbejdsløsheden gjorde sig gældende i denne tid, og Ragnhild Andersen blev leder af afdeling 5.s arbejdsløshedsudvalg. I forbindelse med overenskomstforhandlingerne 1930 deltog hun i demonstrationer og andre politiske manifestationer og blev i pressen udnævnt til “Den røde Jeanne D’Arc”. Kendt i tiden blev især en episode, hvor hun stod på soklen af Oehlenschlägers statue på Kongens Nytorv og forsøgte at tale til sine meddemonstranter, men til slut blev hentet ned af to betjente og arresteret for gadeuorden.

I 1929 blev Ragnhild Andersen medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og i 1933-34 blev hun sendt på partiskole i Moskva. 1930’erne igennem var hun aktiv både i partiet og i sin fagforening. 1930-36 og igen fra 1946 sad hun i DKPs centralkomité og fra 1935 i bestyrelsen for KADs afdeling 5, hvor hun fra samme år også var ansat til at tage sig af forskelligt kontorarbejde og forskellige administrative opgaver. Da kommunisterne blev illegaliseret i juni 1941, blev Ragnhild Andersen eftersøgt. Hun gik under jorden, men forsøgte at fastholde sit faglige arbejde og talte endog ved KADs kongres samme sommer. Politiet sporede hende imidlertid hurtigt efter, og i september blev hun arresteret og indsat i Vestre Fængsel. Senere blev hun overflyttet til kvindeafdelingen i Horserødlejren. Da lejren i august 1943 blev overtaget af tyskerne, lykkedes det mange at flygte, men de blev siden taget til fange igen, og alle lejrens syv kvinder og 143 mænd blev ført tilbage til Vestre Fængsel. I oktober blev de sejlet til Tyskland og kørt til kz-lejren Stutthof i nærheden af det nuværende Gdansk. De syv kvinder holdt sammen under de frygtelige forhold. De seks, heriblandt Ragnhild Andersen og Gamburg, overlevede og nåede hjem til Danmark få dage efter Befrielsen i 1945. Ragnhild Andersen fortalte efterfølgende om tiden i Stutthof i erindringsbøgerne Vi blev reddet denne Gang, 1945, og I livets brænding, 1986.

I efteråret 1945 blev Ragnhild Andersen valgt ind i Folketinget sammen med 17 andre kommunister. Selvom mandattallet blev halveret ved valget i 1947, blev hun genvalgt, også denne gang i Frederiksborg amtskreds, mens hun fra 1950 stillede op i Københavns søndre storkreds. Hun modtog særdeles mange personlige stemmer ved valgene og blev et fremtrædende medlem af DKPs folketingsgruppe, der tildelte hende mange ordførerskaber. De sociale spørgsmål var dog hendes særlige område. Hun sloges for forbedringer af de svagest stilledes levevilkår, krævede bedre forhold for pensionister og var ikke mindst optaget af familie- og seksualpolitik. Hun gik således ind for oprettelse af seksualklinikker med oplysninger om svangerskabsforbyggelse, kæmpede for udvidet adgang til abort og forsvarede tidligt kvinders ret til deltidsarbejde. Ved valget i 1960 gled partiet ud af Folketinget. Ragnhild Andersen fortsatte dog som folketingskandidat og stillede sidste gang op for DKP i 1968.

Arbejdet på Christiansborg fyldte godt op, men også efter krigen var Ragnhild Andersen særdeles fagligt aktiv, bl.a. sad hun 1945-54 i KADs hovedbestyrelse som repræsentant for afdeling 5, der havde genvalgt både hende og Gamburg in absentia under deres fangenskab i 1941-45. Også i sit partis ledelse, centralkomitéen, var hun et fremtrædende medlem i hele efterkrigstiden. Hun var en meget benyttet taler ved møder og skrev mange artikler i partiets presse. 1945-48 var hun redaktør af DKPs ugeblad Ugens Ekko. Under opgøret i DKP 1956-58 hørte hun til den fløj, som gik imod Aksel Larsen og ønskede loyal opbakning bag Sovjetunionen. Det var en holdning, hun endnu havde, da hun i 1986 udgav sin anden erindringsbog. Året inden var hun blevet hædret med en sovjetisk orden.