Jutta Bojsen-Møller

Barndommen tilbragtes i Skørpinge ved Slagelse, hvor faderen tiltrådte et præsteembede kort efter, at Jutta Bojsen-Møller var født som den næstældste i den store søskendeflok på 11.

Selv har hun, bl.a. i Træk fra et langt Liv, 1924, fremstillet forældrenes ægteskab som kærlighedsbårent og sin opvækst som lys og lykkelig. Dette billede blev imidlertid forstyrret ved udgivelsen af moderens – men størst er kærligheden i 1985. I disse erindringer, som hun efterlod til sine børn ved sin død i 1871, beskriver Eline Boisen sin ægtefælle som en følelsesmæssigt svingende, svag mand, der lod kone og børn i stikken for at forfølge tvivlsomme politiske mål.

Jutta Bojsen-Møller var dybt uenig i denne opfattelse, og historien bag den sene udgivelse afslørede, at der under hendes legendariske milde og moderlige facade skjulte sig en benhård forvalter af slægtens offentlige image.

I sine egne erindringer citerede hun moderen manipulatorisk selektivt for at styrke sin idylliske version af familiehistorien. Mens hun skrev på erindringerne, afleverede hun sammen med de søskende, der stadig levede, en stærkt redigeret kopi af moderens papirer til Rigsarkivet med en klausul om, at de passager, der vedrørte forældrenes ægteskab, aldrig måtte offentliggøres, da de gav et misvisende billede.

Jutta Bojsen-Møller fulgte ofte faderen på foredragsturnéer og traf i midten af 1850’erne sin tilkommende ægtefælle, der var huslærer i en præstegård, de besøgte. Hendes forældre var betænkelige ved den store aldersforskel på 22 år, men bøjede sig for F.D. Møllers vedholdende bejlen og Jutta Bojsen-Møllers åbenlyse forelskelse.

Da han var blevet sognepræst i Sejling ved Silkeborg, giftede de sig i 1857, et par måneder før hendes 20-års fødselsdag. Samme år fik hun det første af i alt 11 børn, hvoraf de tre døde som spæde.

Det forhindrede hende dog ikke i at engagere sig stærkt i menighedens liv. Hun lyste især op med sin smukke stemme, blev forsanger i kirken, fulgte ægtefællen på sognebesøg og samlede unge piger i præstegården til håndarbejde og højtlæsning.

Venskabet med digteren C. Hostrup og hans kone Elisabeth, der begge var aktive i Dansk Kvindesamfund (DK), blev af afgørende betydning for hende. De introducerede hende til kvindesagen, uden at det dog i første omgang fik praktiske konsekvenser. Datteren Eli Møller har beskrevet hjemmet som traditionelt patriarkalsk: støtte til højere uddannelse var forbeholdt de seks sønner, hun måtte selv finansiere sin, og moderen afholdt sig fra offentlig fremtræden i faderens levetid.

Indtægten i Sejling blev efterhånden for lille til at forsørge den stadigt voksende familie, der i 1874 trods stærk tilknytning til det midtjyske måtte flytte til det mere indbringende kald i Marvede på Sydsjælland.

Bojsenfamilien havde sluttet op om højskolebevægelsen fra første færd. Jutta Bojsen-Møllers fader havde inspireret til pigehøjskolen gennem en aftenskole for unge piger i Vilstrup, og flere af hendes søskende grundlagde højskoler.

Selv havde hun og hendes mand uden held forsøgt at oprette en skole i Sejling. Hun blev derfor fyr og flamme, da deres ugifte kapellan K. Bjerre i 1888 opfordrede hende til at blive højskolemoder på en ny højskole i Sorø, som han skulle lede, og den aldrende F.D. Møller, der var bekymret for familiens fremtidige forsørgelse, bifaldt efter lidt overtalelse projektet.

Skolen skulle opbygges fra grunden i en tid med skærpet modsætning mellem Højre og Venstre på grund af de provisoriske finanslove. Men Jutta Bojsen-Møller demonstrede sine usædvanlige evner for forhandling, der formentlig beroede på, at modparten undervurderede viljen og styrken i den vennesæle, ligefremme præstekone, da hun fik lokket en byggegrund ud af en konservativ gårdejer og mødetilladelse af hans partifælle borgmesteren.

Alligevel må Jutta Bojsen-Møllers vigtigste indsats siges at ligge inden for kvindesagen.

DK havde i 1880’erne fået konkurrence fra Kvindelig Fremskridtsforening og Kvindevalgretsforeningen, der var stiftet af DK-medlemmer i utilfredshed med den forsigtige linie, især i spørgsmålet om kvindevalgret.

I eftermælet er Jutta Bojsen-Møller enstrenget fremstillet som arketypen på den glade grundtvigianske moderskikkelse. “Se, dér er hun, som sang,” skrev Lemche til DKs afskedsfest for hende i 1910.

Jutta Bojsen-Møller bidrog selv til konstruktionen af dette billede ved at underbetone, at det også krævede politisk tæft og velovervejet strategi at have været primus motor i højskoleopbygning og at blive den mest kendte og længst siddende formand i Danmarks vigtigste kvindeorganisation.

I 1925 fik Jutta Bojsen-Møller Fortjenstmedaljen i guld. Til hendes 80-års fødselsdag i 1917 foranstaltede DK en indsamling, hvis midler gik til oprettelse af et uddannelseslegat for unge kvinder i hendes navn.

• Buste fra 1912 af Elias Ølsgaard. Mal. af Oscar Matthiesen i Folketinget. Foto i Det Kgl. Bibliotek, Kvindehistorisk Samling.
• Anna Bojsen-Møller (red.): Eline Boisens erindringer, 1999. Gyrithe Lemche: Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar, 1939. Højskolebladet 11/1907, 3/1927.
• Privatarkiv i Kvindehistorisk Samling.

• Dansk Kvindesamfund
• Bojsensminde
• Lyngby Landbrugsskole (se Lyngby Landboskole)
• Rødkilde Højskole

• Jutta Bojsen-Møller

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.