Nanna Jensen

Nanna Jensen voksede op i Skørpinge præstegård ved Slagelse som den ældste af en stor søskendeflok, hvoraf flere blev fremtrædende skikkelser i det grundtvigske miljø. Barndomshjemmet, der var præget af faderens deltagelse i de kirkelige vækkelser og den grundlovgivende forsamling, er bl.a. beskrevet af moderen i Eline Boisens erindringer, 1999, og af søsteren Jutta Bojsen-Møller i Træk fra et langt Liv, 1924. Allerede som barn viste Nanna Jensen evner for tegning og broderi, og det var inden for det naturalistiske kunstbroderi, at hun fik stor betydning for eleverne på den højskole, som hun og hendes mand teologen N.J. Jensen fra 1874 drev i tilknytning til deres præstegård i Ebeltoft. Fra ca. 1890 var hun på opfordring af Ludvig Feilberg, der var tilsynsførende for højskolerne, hans medhjælp i tilsynet med håndarbejdsundervisningen. Inden da havde hun syet broderier på bestilling og fået medaljer for dem på verdensudstillingerne i Wien og Paris 1873 og 1878. Bag disse hædersbevisninger lå imidlertid en tragisk skæbne; tre af hendes fem sønner blev syge og døde efter en skarlagensepidemi i 1869, der også mærkede hende selv for livet. Hun blev sindssyg, indlagt og isoleret, og det var her, hun udviklede sine broderier, som hun senere brugte som terapi samtidig med, at hun underviste højskoleeleverne heri. Hun blev udskrevet, men resten af hendes liv blev en vekslen mellem lyse og mørke tider. I svigerdatteren Thyra Jensens biografi af AJ gengives elevers beskrivelse af en følsom, klog og varm kvinde, der kom til at betyde meget for dem.

Kunstbroderiet gav imidlertid anledning til en lang og ophidset debat i Højskolebladet 1893. Nanna Jensen forfægtede kvinders ret til at erobre et personligt rum for udfoldelse og engagement bl.a. ved kunstbroderi. Hun mente ikke, at hun uddannede kunstnere, men at eleverne kunne få større indhold i hverdagen gennem broderiet, der gav dem en stærkere natursans, fordi de broderede efter friske blomster i stedet for at bruge mønstre eller kunstneres forlæg. Over for hende stod ledende mandlige højskolefolk, der mente, at eleverne skulle holde fast i traditionen fra bondekulturen og koncentrere sig om at spinde, lappe og stoppe, fordi det var nyttigt. Kunstbroderi var spild af ressourcer, for kvinder forblev dilettanter udi kunsten. I denne diskussion placerede Nanna Jensen, der ikke som flere af sine søskende involverede sig direkte i kvindebevægelsen, sig på den fløj, som bidrog til at give tidens nye kvinderolle form, efter at den gamle på grund af produktionsomlægningen i landbruget gradvist var blevet tømt for praktisk indhold. At hun selv havde lyst og vilje til moderne kvindeliv viste hun tillige ved at lære sig at fotografere og som fotograf bidrage til familiens betrængte økonomi. Nanna Jensen døde som 58-årig i 1894.