Marie Riising Rasmussen

Som ganske ung kom Marie Riising Rasmussen to gange på Askov Højskole, 1889 og 1891. Allerede året efter det andet Askovophold blev hun gift, og familien bosatte sig i Odense. Efter i nogle år at have helliget sig mand og børn trådte hun i 1906 offentligt frem som formand for en kvindevalgretsforening i Holbæk, hvor ægtefællen i en kort periode havde embede. Straks efter deres tilbagevenden til Odense, hvor ægtefællen 1907 var blevet skoleinspektør, var der bud efter hende. I 1908, året for indførelsen af den kommunale valgret for kvinder, blev hun formand for Dansk Kvindesamfunds (DK) Odensekreds. I de fire år, hvor hun var formand, lykkedes det hende at bringe kredsen ud af stilstand og tredoble medlemstallet. Hun var tillige initiativtager til den fynske distriktsordning inden for DK og dens ledende skikkelse fra oprettelsen i 1908 til sin død. På landsplan blev hun ligeledes i 1908 valgt til DKs fællesstyrelse og avancerede to år efter til formandsposten efter Jutta Bojsen-Møller. Marie Riising Rasmussen var formand indtil 1913 og fortsatte efter den tid i fællesstyrelsen. Hun deltog i forskellige udvalgsarbejder, men prægede ikke organisationen med afgørende nybrud. Hun helligede sig snarere tålmodigt og vedholdende organisationsarbejdet, bl.a. med at ændre lovgivningen vedrørende børn født uden for ægteskab, så de kunne få ret til faderens navn og arveret efter ham. Desuden var hun fortaler for tvungen uddannelse i moderkundskab.

Marie Riising Rasmussens udadvendte interesser begrænsede sig ikke til kvindesagen. Hun var stærkt socialt engageret og i nogle år fra 1914 sit parti Det Radikale Venstres repræsentant i den lokale hjælpekassebestyrelse, ligesom hun var engageret i fredsarbejdet gennem Danske Kvinders Fredskæde. Også ungdomsskolens udvikling omfattede hun med interesse. I 1917 og 1921 var hun kandidat til byrådsvalgene i Odense, ligesom hun repræsenterede sit parti i flere udvalg nedsat af Odense byråd. I det hele var hun en virksom natur, en bramfri taler, en god organisator og en samlende kraft. Hun betonede ofte, at kvindesagen ikke var vundet med kvindevalgrettens indførelse, men at valgretten kun var et led i en større politisk, økonomisk og kulturel frigørelsesproces. I hele sit arbejde byggede hun på interessefællesskab med sin mand, der delte hendes synspunkter. Hun døde efter længere tids sygdom i 1924.