Kirsten Ralov

I sin lange karriere ved Den Kgl. Ballet tog Kirsten Ralov alle trin fra balletbarn og solodanser til instruktør og posten som viceballetmester. Hun blev optaget på Det Kgl. Teaters balletskole allerede i 1929 og debuterede i barnerollen som Fanny i August Bournonvilles Konservatoriet i 1933. Hendes voksne danserdebut blev ligeledes i en Bournonvilleballet, nemlig pas de trois’en i La Ventana i 1941, som kom til at indvarsle hendes livslange arbejde med Bournonvilles koreografi og stil.

Allerede i 1942 blev Kirsten Ralov solodanserinde, og hun var således med til at præge balletten under Besættelsen med sit kønne ansigt og sin veloplagte, fintslebne dans, som balletmester Harald Lander udnyttede i en lang række af sine koreografier. Hendes gennembrud var i Landers og Knudåge Riisagers Slaraffenland, 1942, hvor hun dansede prinsesse Sukkergodt, et kælenavn, der hang ved hende i mange år. Men hendes talent rummede mange flere nuancer. Hun dansede en munter kost i Landers Troldmandens Lærling, men havde også en spids ironi som ballerinadukken i den russiske koreograf M. Fokins Petrusjka og en uimodståelig ungpigesødme som husarens elskede i den ligeledes russiske L. Massines Den skønne Donau. Lige efter Anden Verdenskrig prøvede Den Kgl. Ballet kræfter med de store klassikere, og her imponerede hun i den russisk-franske danser A. Volinines opsætning af Giselle, 1946, med sin erotiske og samtidig kolde Myrtha, de overnaturlige skovnymfer williernes dronning, og i Hans Brenaas iscenesættelse af Auroras bryllup, 1949, dansede hun Torneroseprinsessen med den selvfølgeligste elegance.

Kirsten Ralovs stærke musikalitet og nysgerrighed gav hende også roller i den moderne ballet, hvor brugen af musikken var udfordrende på en ny måde, og hun kom bl.a. til at danse i ægtemanden Børge R.s Passiones, 1944, i Nini Theilades Concerto, 1950, i Niels Bjørn Larsens Drift, 1951 og i den amerikanske koreograf John Taras’ Variationer, 1952. I 1960 debuterede hun selv som koreograf med Kameliadamen, som hun fulgte op med Døren i 1962, der blev optaget til tv af Danmarks Radio i 1966. Alligevel blev det ikke hendes egen koreografi, men Bournonvilles, der blev hendes afgørende speciale. Hun havde en forståelse for Bournonvillestilens detaljer og for den specielle underdrivelse af alle tekniske sværheder, der netop gør hans dans så krævende at udføre. Hun dansede både Teresina i Napoli fra 1950, Eleonore i Kermessen i Brügge fra 1951, Birthe i Et folkesagn fra 1952 og Rosita i Fjernt fra Danmark fra 1956, roller, som hun fik mulighed for at udvikle og nuancere gennem adskillige sæsoner. Det blev dog pas de deux’en fra Blomsterfesten i Genzano, som først og fremmest blev hendes særkende, og som hun i 1957 dansede med sin samlever Fredbjørn Bjørnsson. Senere brillerede parret med denne lille koreografiske perle overalt i verden og fik dermed placeret den ellers ukendte pas de deux på verdenslisten over berømte “bravurdanse”. Allerede i 1955 havde både hun og Bjørnsson været med Inge Sands lille Bournonvillegruppe på besøg i Massachusetts, USA.

Udbredelsen af Bournonvilles dans skulle blive Kirsten Ralovs speciale, ikke mindst efter at hun i 1962 holdt op med at danse selv og i stedet blev ansat ved Det Kgl. Teater som assisterende balletmester og instruktør. Med sin kolossale trinhukommelse, pietetssans og kontante effektivitet begyndte hun at opsætte Bournonvilleballetter, idet hun gerne refererede til læremesteren Valborg Borchsenius og dennes nedskrifter af Bournonvilles balletter med ærbødig respekt. Kirsten Ralovs Bournonvilleiscenesættelser nåede verden rundt, fra Canada over Rusland og til Kina. Hendes opsætning af Napoli 1962 i New Zealand, hvor broderen Paul Gnatt var solodanser og balletmester, var den første komplette opsætning af balletten uden for Kongens Nytorv. Og på Bolsjoj Teatret i Moskva indstuderede hun en hel Bournonvilleaften i 1989. Ved adskillige internationale balletseminarer var hun den bærende lærerkraft, og hun interesserede sig for international balletpædagogik inden for forskellige traditioner gennem arbejdet som dommer ved internationale balletkonkurrencer. Desuden havde hun i en lang årrække sin egen balletskole sammen med Bjørnsson i deres hjem i Gentofte.

1978-88 var Kirsten Ralov viceballetmester, og sammen med balletmester Henning Kronstam organiserede hun i 1979 Den Kgl. Ballets største internationale triumf nogensinde: Bournonvillefestivalen i anledning af 100-året for mesterens død. Her præsenterede kompagniet hele den eksisterende arv af mesterens balletter, hvoraf Kirsten Ralov havde iscenesat sværvægterne Et folkesagn og Napoli. Som instruktør påvirkede hun en generation af dansere, bl.a. Lis Jeppesen, Mette-Ida Kirk, Linda Hindberg, Heidi Ryom, Ib Andersen og Arne Villumsen. I 1979 udgav hun pragtpræstationen The Bournonville School, en nedskrift af Bournonvilletræningsskolerne i to balletnotationssystemer, suppleret med musikken både i noder og på plade, der har været et væsentligt redskab i den internationale Bournonvilleformidling. Hun blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen i 1953 og til ridder af 1. grad i 1979. I 1990’erne var hun plaget af sygdom, men hun formåede alligevel som 73-årig i 1995 sammen med kollegerne Bjørn Larsen og Dinna Bjørn at rekonstruere den komplette version af Bournonvilles Konservatoriet i to akter, den selvsamme ballet, hun debuterede i som 11-årig balletskolepige.