Nini Theilade

Grundlaget for Nini Theilades livslange virke i dansen blev lagt i de tidlige barndomsårs oplevelser på Java. Hendes moder, der var direkte efterkommer af Maharashien af Java og af blandet hindu, polsk, tysk og fransk oprindelse, underviste europæiske børn på grundlag af en rytmikpædagogisk uddannelse fra Jaques-Dalcrozes Institut i Schweiz. Da familien flyttede til Danmark i 1926 blev enebarnet Nini Theilade indskrevet i Asta Mollerups balletskole og modtog her en stimulerende danseundervisning. Det kunstneriske talent skabte tidligt opmærksomhed, og moderen støttede varmt op om alvoren bag datterens interesse. Faktisk blev familiens livsførelse i mange henseender tilrettelagt således, at drømmen om en international dansekarriere kunne gå i opfyldelse. Nini Theilade blev afvist ved optagelsesprøven til Det Kgl. Teaters Balletskole med den begrundelse, at hendes ankler var for svage, hvorefter moderen rejste til Paris med den 12-årige Nini Theilade for at overtale tidens største balletpædagoger til at tage hånd om datterens kunstneriske uddannelse. Den purunge pige blev først elev hos svenske Carina Ari og optrådte i hendes forestillinger i Montreux med Opéra Comiques balletkompagni. Men moderen var utilfreds med de kunstneriske udfordringer og ansøgte om datterens optagelse på den russiske pædagog Madame Egorovas velrenommerede skole i Paris, hvor de store stjerner fra pariseroperaen og Les Ballets Russes trænede. Danset blev der både morgen, eftermiddag og aften, og havde barndomsårene båret præg af interesse for dans, blev den nu den altoverskyggende beskæftigelse.

Som blot 14-årig fik Nini Theilade i 1929 sin egen personlige manager. Samme år debuterede hun i Haag med et soloprogram bestående af egne danse og enkelte koreografier af Mollerup. Plakat og kostumer til anledningen blev tegnet af en ven af familien, den senere kendte dramatiker Kjeld Abell. Debuten affødte lovord til den unge kunstner og blev starten på en turné, der fra Holland gik over Tyskland, Danmark og videre til Schweiz, Frankrig, Sverige og Finland. I 1931 optrådte Nini Theilade som gæstesolist på Det Kgl. Teater med fuld sal og stort orkester. Igennem National Broadcasting Agency og med den kendte russisk-amerikanske Sol Hurok som impresario fra 1933 fulgte nogle år med turnéer i USA afbrudt af solistroller hos den store tyske iscenesætter M. Reinhardt, som i årene 1931-36 flittigt gjorde brug af den danske danserinde ved optrædener i Berlin, Wien, Salzburg og Firenze. I Reinhardts iscenesættelse 1935 af En Skærsommernatsdrøm i Hollywood, hvor produktionen blev optaget på film med den amerikanske skuespiller M. Rooney i rollen som Puk, dansede Nini Theilade første alf i den stort anlagte produktion. Da koreografen Bronislava Nijinska blev fyret, overtog Nini Theilade koreografien.

Verdensberømt i en alder af 17 år og endnu kun et barn blev Nini Theilade kendt for sin linieskønhed, sin eksotiske ynde og poetiske udstråling. Men det skulle vise sig, at talentet også holdt til at skabe egne værker i neoklassisk stil. Balletten Psyche til musik af C. Franck blev hendes debut som koreograf. Førsteopførelsen fandt sted 1934 i Regent Park i London med Open Air Theatre. Balletten blev i sæsonen 1936-37 Nini Theilades første værk til Danmarks nationalballet. Hun gæstedansede selv lejlighedsvis i titelrollen som Psyche, der til daglig blev danset af Else Højgaard. Balletten afstedkom, at hun blev tildelt Kong Christian X's Frihedsmedalje, og i den efterfølgende sæson fik hun endnu en bestilling til Det Kgl. Teaters ballet, nemlig Cirklen til P. Tjajkovskijs 6. symfoni, som beskrev et menneskepars livsforløb i syv billeder. Denne gang var ud over Højgaard også Børge Ralov og danserinderne Ulla Poulsen Skou og Margot Lander på rollelisten.

Danmark kunne imidlertid ikke holde på den unge verdensstjerne, og Nini Theilade optrådte 1938-40 som en af de bærende kræfter i Les Ballets Russes de Monte Carlo, hvor de mange store roller, kreeret til hende i værker af den kunstneriske leder L. Massine, stimulerede hendes interesse for koreografi. Hun dansede bl.a. Fattigdommen i den symfoniske ballet St. Francis, kvinden i 2. satsen af Seventh Symphony og Venus i Bacchanale, som havde kostumer og scenografi af den spanske surrealistiske kunstner S. Dali. Først som 25-årig oplevede hun at stå på egne ben, da moderen grundet sygdom måtte rejse hjem fra kompagniets gæstespil på Metropolitan Opera i New York, hvor også Nini Theilades ballet Skyerne til Debussys musik var på programmet. Anden Verdenskrigs udbrud ændrede kompagniets rejseplaner, og hjemrejsen til Europa blev lagt omkring Brasilien, hvor hun mødte sin første ægtefælle, en finansmand af hollandsk afstamning. I de følgende år førte ægtemandens job parret og deres to børn verden rundt fra Brasilien til Portugal og fra Afrika til Mexico. Nini Theilade blev lærer og instruktør først i Rio de Janeiro og dernæst i de forskellige lande, hvor familien bosatte sig.

I 1950 inviterede balletmester Harald Lander på ny Nini Theilade til København for at koreografere to nye værker, og karrieren fik igen vind i sejlene. Det Kgl. Teater fik nu noget helt nyt, nemlig det ekspressionistiske værk Metaphor til Niels Viggo Bentzons musik, som havde Mona Vangsaa i det stærkt erotiske kvindelige hovedparti. Det andet værk blev den mere klassisk inspirerede ballet Concerto til musik af R. Schumann. Da hun blev separeret fra sin mand, bosatte hun sig i 1965 af hensyn til sønnens uddannelse i Danmark. Sammen med komponisten Else Marie Pade, som arbejdede med elektronisk musik, og forfatteren El Forman skabte hun i 1965 en af de tidligste danske balletter for tv, nemlig Græsstrået. Året efter blev Psyche indspillet for tv med Sonja Oppenhagen og Den Kgl. Ballet, og 1968 satte hun Kalkbillede op på Det Kgl. Teater med Anne Sonnerup og Henning Kronstam i de bærende roller.

1969-78 boede Nini Theilade på Thurø, hvor hun i samarbejde med sin anden ægtefælle Arne Buchter Larsen i et nedlagt kommunekontor oprettede balletakademi med treårig danseuddannelse, eget kompagni og turnéer i Europa. Samtidig lod hun sig engagere som balletpædagog på Odense Teaters elevskole, et engagement, der kom til at vare mere end 30 år. På grund af svigtende økonomisk støtte til skolen på Thurø tog hun i 1978 imod en invitation til at oprette en treårig uddannelse i Lyon, Frankrig, under navnet Academie de Ballet Nini Theilade. Da hun 1990 forlod Lyon, fortsatte balletakademiet under hendes navn. Tilbage på Fyn lagde den efterhånden høje alder ingen nævneværdig dæmper på den kunstneriske og pædagogiske virkelyst. Foruden undervisning på Odense Teaters elevskole og den daglige undervisning på danselinien ved Idrætsskolerne i Oure har Nini Theilade efter at være fyldt 75 år medvirket i lang række teater- og danseforestillinger: Min mormor kunne flyve ved Bodicinelle Danseteater, Århus 1990, Pension Sibylle på Vintapperteatret 1991, MBT Danseteaters Idioten med koreografi af Marie Brolin-Tani 1993, og i 1996 De 24 Juletableauer af Ingrid Kristensen i Rosenhaven, Odense. Hendes seneste koreografiske værk har været Wandere Fantasie til musik af Schubert. Den blev opført med tre amerikanske dansere i Odense og København i 1997.