Margot Lander

Da Margot Lander som syvårig i 1917 blev optaget på Det Kgl. Teaters balletskole, kunne ingen ane, at man her stod med en danserinde af de helt store. En danserinde som tilmed skulle indvarsle en helt ny stil i den danske klassiske ballet og være med til at åbne op for kompagniet som et internationalt anerkendt kompagni. Margot Lander blev født i Norge, hvor faderen håbede på en karriere som forfatter, men da hun var to år, flyttede familien tilbage til Danmark. Tidligt blev hun undervist af sin moder i klaverspil, og på faderens initiativ søgte hun optagelse på balletskolen. Hendes pudsige, nærmest asiatiske ansigtstræk med de mandelformede øjne og opstoppernæsen ledte ikke umiddelbart tanken hen på en klassisk primaballerina, men hendes levende og muntre sind, senere kombineret med det voksne menneskes livserfaring og følelsesmæssige dybde, gav hendes dans et enestående differentieret udtryk, som vel næppe overgås af nogen dansk danser i det 20. århundrede.

Sin første solo fik Margot Lander som niårig i 1919, hvor hun sammen med Hans Brenaa dansede børnedansen i Elverhøj. Valborg Borchsenius var hendes lærer, og stilen var helt igennem August Bournonvilles. Hun debuterede således i eskimodansen i Fjernt fra Danmark, 1926, og senere fulgte flere andre Bournonvillepartier som Teresina i Napoli, 1944, og Birthe i Et Folkesagn, 1943, som hun med sin kække, ungpigesoubrettestil skabte stor opmærksomhed omkring. Det var dog som klassisk moderne danser, at hun udviklede sit talent, bl.a. inspireret af den russiske balletreformator M. Fokin og den amerikanske neo-klassiske koreograf G. Balanchine, der kom som gæstekoreografer til Den Kgl. Ballet. Margot Lander dansede i Fokins Chopiniana, 1925, og i 1930 i den russiske koreograf L. Massines Legetøjsbutikken, som Balanchine satte op. Året efter satte han sin egen Apollon Musagetes op, hvor hun både dansede Kalliope og Polyhymnia. Med Elna Lassens død i 1930 åbnedes en lang række solopartier for Margot Lander, bl.a. Svanilda i Coppelia, 1934, som blev en af hendes karrieres hjørnestene, og som i høj grad gav hende mulighed for at bruge sit sjældne mimiske talent. I 1933 blev hun solodanser, 1942 1. solodanser.

I 1932 giftede Margot Lander sig med Harald L., der senere samme år blev balletmester. Med hans initiativ til et nyt repertoire indledtes en ny æra for Den Kgl. Ballet, som fik afgørende betydning for såvel Margot Lander som for hele ballettens fremtid. Han så en større udfordring for hende end soubrettefaget, og frem til sin afsked i 1950 fejrede hun uovertrufne triumfer som kompagniets ledende ballerina. Sammen med ægtefællen rejste hun til Spanien og Rusland for at studere den russiske stil, og på den baggrund satte han i 1938 enaktsversionen af Svanesøen op med Margot Lander som Svaneprinsessen. Det blev en triumf for dem begge. Hun manifesterede sig som en moden, dybtfølt danser i den russiske bravurstil, og han cementerede sit ry som den balletmester, der kunne lede Den Kgl. Ballet ind i en ny tidsalder. På trods af parrets skilsmisse i 1942 fortsatte deres samarbejde, bl.a. med Giselle i 1946, som blev en af hendes fornemste roller. Det åbnede op for en stil, hvis fineste eksponent kom til udtryk i Harald L.s vel nok mest fuldbårne værk Etude, som han skabte til hende i 1948. Balletten blev i 1951 nyopsat og omformet til Harald L.s fjerde kone Toni L.

I starten af sin karriere havde Margot Lander ikke mod på at forsøge sig i udlandet, og senere var det på grund af Anden Verdenskrig umuligt. Hendes udenlandske optræden begrænsede sig derfor til Den Kgl. Ballets turnéer i Europa samt andre enkeltstående engagementer. I 1947 blev hun gift med direktør Erik Nyholm, og efter en skade i 1949 besluttede hun at stoppe som danser efter tre afskedsforestillinger i 1950. Året efter blev der indledt en disciplinærundersøgelse mod Harald L. som følge af anklager om embedsmisbrug. Margot Lander støttede ham og vidnede til fordel for ham, men uden stor effekt. Han blev fyret og flyttede kort efter til Paris. Indtil sin død i 1961 levede Margot Lander en fuldstændig tilbagetrukket tilværelse, hvor hun hovedsageligt koncentrerede sig om at tegne og male og rejse med sin mand. Hun blev 1938 tildelt Ingenio et arti, 1947 udnævnt til Studenternes Æreskunstner, og i 1950 fik hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld.