Valborg Borchsenius

Valborg Borchsenius' lange liv var helliget Den Kgl. Ballet, hvor hun virkede fra optagelsen på balletskolen i 1879 indtil sin død. Som balletbarn medvirkede hun allerede første år ved førsteopførelsen af Henrik Ibsens Et Dukkehjem med Betty Hennings i hovedrollen. I 1880’erne og 1890’erne var Valborg Borchsenius en af ballettens mest benyttede danserinder. Efter i 1888 bl.a. at have danset eskimopigen i Fjernt fra Danmark fik hun i 1891 partiet som Sylfiden, hvilket markerede hendes egentlige debut som solodanser. Herefter erobrede hun med selvfølgelighed det ene store parti efter det andet i Bournonvilles repertoire, ofte som partner til datidens største mandsdanser Hans Beck, og blev i 1895 udnævnt til solodanserinde. I den danske iscenesættelse 1896 af Coppelia, den første udenlandske ballet, man i mange år havde set på teatret, dansede hun hovedpartiet som Svanilda ikke færre end 128 gange. Også i Becks balletmestertid efter århundredskiftet blev Valborg Borchsenius benyttet som bærende kraft, hvilket de yngre kollegaer ikke var udelt tilfredse med, da rollerne var få. Da hun i 1918 for sidste gang optrådte på scenen, blev hun, ligesom i sin tid skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, hyldet af et hengivent publikum, som efter forestillingen spændte hestene fra hendes vogn for selv at trække hende igennem Københavns gader.

Efter Harald Landers tiltrædelse som balletmester i 1932 blev Valborg Borchsenius tilknyttet Børneskolen, og i 1941 oprettedes den mimiske skole, som hun ledede til sin død i 1949. Desuden overtog hun ofte balletmesterens timer, når han var optaget af at indstudere i prøvesalen, og fungerede i det hele taget som vejleder og rådgiver vedrørende Bournonvillestilens særlige kendetegn ikke alene over for de yngre dansere, men også over for balletmesteren selv. Hun besad et myndigt og venligt væsen, som indgød både beundring og respekt. Uden at fratage den yngre generation dens interesse for kunstartens nye strømninger lærte hun danserne at påskønne værdien af den danske ballets traditioner. I hvor høj grad Valborg Borchsenius nød de yngre danseres fortrolighed, illustreres ved hendes brevveksling med Elna Lassen under denne talentfulde danserindes ophold hos den russiske koreograf M. Fokin i USA. Det var imidlertid ikke kun på det pædagogiske område, at hun gjorde sin indsats gældende. Ved Bournonvillerepertoirets iscenesættelser optrådte hendes navn igennem mange år i programteksterne, hvor der under iscenesætterens navn stod anført:“Med bistand fra Valborg Borchsenius.”

Af allerstørste betydning for eftertiden blev Valborg Borchsenius' mangeårige arbejde med at nedskrive de vigtigste balletter i Det Kgl. Teaters repertoire. Nedskrivningen blev indledt, da hun fandt August Bournonvilles notater til balletten Valkyrien, skrevet på næsten ulæseligt fransk med gotiske bogstaver så små, at man kun kunne tyde dem med lup. På Landers opfordring blev Valborg Borchsenius' skrivestilling gjort officiel og i et notationssystem, hun selv udviklede, nedskrev hun både trin og håndbevægelser til i alt 12 Bournonvilleballetter. Hermed bidrog hun afgørende til det bevaringsarbejde, der blev sat i gang i Becks balletmestertid. I de senere år nedskrev hun også dele af det nyere og mere moderne repertoire. Den sidste ballet, hun nedskrev, var Den skønne Donau fra programmet under den russiske koreograf L. Massines gæstespil i 1948. De sirlige notesbøger med Valborg Borchsenius' nedskrivninger opbevares i dag på Det Kgl. Teaters arkiv og bibliotek. Valborg Borchsenius virkede i næsten 70 år ved nationalscenen og øvede til det sidste sin indflydelse på teatret. Hun optrådte 1906 på levende billeder i den ældst bevarede danske dansefilm fra fotografen Peter Elfeldts studier, hvori hun dansede med Beck. I 1918 modtog hun Ingenio et arti.