Elna Lassen

Elna Lassen havde den for balletbørn høje alder af ni år, da hun i 1910 blev antaget som elev på Det Kgl. Teaters balletskole under Valborg Borchsenius’ kyndige vejledning. Tidligt bemærkedes hos Elna Lassen en meget stærk vilje og en stilfærdig, men stor alvor, grænsende til melankoli. I 1918 fik hun sit første gennembrud i August Bournonvilles Valkyrien, hvori hun dansede en solo med en sådan fart, elegance og gnistrende ynde, at hendes stjerneformat skinnede igennem rollen, der ellers var ret lille. Ikke alene undergik hun foran sit publikum en fængslende forvandling, hun besad også en for kvindelige dansere usædvanlig springevne og udviklede med årene en høj grad af teknisk virtuositet, som blev kompletteret af en uimodståelig charme.

Mødet med den russiske balletmester M. Fokin, der 1919 gæstede København, blev afgørende for Elna Lassens ambitioner for, hvilke højder hun burde stræbe efter i sin dans. To år efter forlod hun Den Kgl. Ballet for i 1921 at opsøge Fokin på operaen i Paris, hvor hun blev antaget som korpsdanserinde til hans forestående USA-turné. Ved siden af forestillingerne arbejdede hun ihærdigt med at aflure russerne deres tåspidsteknik og store plastiske smidighed. Da korpsets stjernedanserinde Vera Fokin blev syg i New York, fik Elna Lassen en chance i skikkelse af titelpartiet i Tordenfuglen til I. Stravinskys musik. Den unge danske danserindes internationale gennembrud gav genklang i verdenspressen. Efter Fokinballettens opløsning fortsatte hun på turné i USA med et par af kompagniets dygtigste dansere, men hjemlængslen meldte sig, og hun vendte tilbage til København i 1924. Elna Lassen havde korresponderet med Borchsenius under sit udlandsophold, og ved hendes mellemkomst omgik teatrets ledelse i Elna Lassens tilfælde den uskrevne regel, at hvis man en gang havde forladt Den Kgl. Ballet, så var dørene lukket i al fremtid. Man tog varmt imod hende, og 1925 blev hun udnævnt til solodanser.

Det tredje og sidste gennembrud fik Elna Lassen i 1925 i rollen som Svanilda i Coppelia. Premieren blev en strålende triumf, og den røde lygte lyste over Kongens Nytorv, hver gang balletten var på plakaten. De efterfølgende sæsoner befæstede hun sin position som ballettens stjerne. Især kom hendes tåspidsteknik og charme til sin ret i geniale fortolkninger af roller i det nyere repertoire, bl.a. Fokins opsætning i 1925 af Petruschka, og Kaj Forgeron Smiths opsætninger 1928 af Ildfuglen og Rosendrømmen. Fra det ældre repertoire huskes hun især som troldpigen Birthe i Bournonvilles Et Folkesagn, men i øvrigt var traditionen for den moderne og frigjorte danserinde mest af alt en spændetrøje. Hendes partnere var John Andersen og senere Forgeron Smith, som på Elna Lassens anmodning blev balletmester 1928-30. Også den tyske teaterleder M. Reinhardt havde øje for hendes kunst og engagerede hende ikke alene som solist til sin jubilæumsforestilling på Deutsches Theater i Berlin 1930, men nærede også et udtalt ønske om at lancere hende internationalt. Inden det forestående engagement hos Reinhardt dansede hun i sommeren 1930 sammen med Forgeron Smith i Rosen og Sneen, en dans til Emil Reesens musik, der var indlagt som afslutningsnummer i Scala-Teatrets sidste revy Punktum-Finale! En septembernat kort efter tog den sjældne kunstner til kollegers og publikums store sorg og forfærdelse sit eget liv. Private skuffelser i ægteskabet og en fremskreden sukkersyge blev nævnt som mulige forklaringer på den skygge i hendes kun 29-årige liv, der førte til, at hun skød sig en kugle gennem hjertet. Hun efterlod sig ingen børn.