Betty Borchsenius

Betty Borchsenius debuterede i 1868 som 17-årig i Carl Hagens teaterselskab i provinsen. Den purunge debutant lyste gennem hele sæsonen op i et ensemble af misfornøjede og tilsidesatte kbh.ske skuespillere. Allerede året efter havde Folketeatrets direktør sikret sig det nye fund, og Betty Borchsenius blev hurtigt publikums yndling i hovedstaden. De lette sejre vandt hun ikke bare ved sin ungdom og sit ydre, men ved sin friske, uskolede og dog sikre scenefremtræden med et kropssprog fra det virkelige liv. At se en ung kvinde lægge sig tilbage i sofaen, vippe med foden og bide i et lommetørklæde var lidt af en sensation, selv på 1870’ernes scene. Tableauerne gjorde et uudsletteligt indtryk på forfatteren og teaterinstruktøren Herman Bang. Det unge kvindeideal på scenen, ingenuen, som tiden og især nationalscenens publikum endnu dyrkede, stammede fra vaudevillen og var en hvidklædt uskyld med balletynde. Dette ideal blev yderst talentfuldt legemliggjort af Betty Borchsenius' jævnaldrende kollega Betty Hennings på Det Kgl. Teater. Betty Borchsenius viste en anden variant af barnekvinden. Hun havde aldrig lært at danse, var ikke rank som balletpigen og hendes diktion var usleben. Det var mangler, som hun vendte til fortrin. Hun gjorde ingenuerne kantede og klodsede og vovede endda også det uskønne. Hun skabte lige så mange stemmevariationer, som hun havde ungpigeroller.

Som 25-årig søgte Betty Borchsenius til nationalscenen, men fik afslag, og herefter satsede hun mere ihærdigt på Folketeatret og de nye franske skuespil her. De franske ingenuer, hun nu kom til at spille, afsleb hendes kanter. Hun forfinede dem med en vis ironi og en distance, der gjorde de naive uskyldigheder interessante, når hun fx i rollen som Antoinette i lystspillet Gamle Ungkarle impulsivt og rastløst spillede klaver med handsker på. Da hun efterhånden forstærkede sin ironi, vrængede ad de enfoldige pigebørn og samtidig voksede fra ungpigerollerne, dalede hendes popularitet, og hun fik kun glimtvis lejlighed til at vise sit sjældne talent. De store moderne roller gik til andre. I sæsonen 1880-82, hvor hun optrådte på Casino, viste hun i rollen som Gervaise i Émile Zolas Faldgruben med sin gribende skildring af en ung kvindes sammenbrud og opløsning i druk, hvor evnerne pegede hen. Desværre var det samtidig en fremstilling af hendes egen deroute. Hun gled gradvist ind i sindssygen og optrådte sidste gang på turné i 1884 og udgav samme år nogle skitser Situationer. Betty Borchsenius var forkæmper for naturalismen, men forud for sin tid. Da hun forlod teatret, var nationalscenen åben for en type som hende, og hendes spontane opgør med vaudevilleskabelonerne blev videreført af andre, frem for alt af Anna Bloch.