Ulla Poulsen Skou

Da Ulla Poulsen Skous moder ikke havde fået indfriet en drøm om en karriere i rampelyset, var det hendes højeste ønske, at døtrene skulle blive danserinder ved Det Kgl. Teater. En 15 år ældre halvsøster, Britta Pedersen, var allerede uddannet danserinde, men var som 19-årig blevet bortvist fra Den Kgl. Ballet efter i et avisinterview at have beklaget sig over balletmester Hans Becks favorisering af de ældre danserinder ved besættelse af repertoirets roller. Dette forhindrede dog ikke den danseglade Ulla Poulsen Skou i at søge ind, og i 1913 blev hun antaget på prøve hos Beck og balletlærerinde Valborg Borchsenius. Det blev indledningen på det første kapitel i Ulla Poulsen Skous lange og eventyrrige liv. Elevtiden på teatret betød, at hun i sin opvækst fik en uddannelse, som ellers havde været uopnåelig, da familien både før og efter forældrenes skilsmisse i 1919 levede i små og ofte vanskelige kår. Som balletbarn medvirkede hun både i opera, skuespil og ballet, men selvom hun som voksen scenepersonlighed også virkede i skuespilfaget, var det som danser, hun vandt sine største sejre.

Ulla Poulsen Skou fik solistdebut som danserinde i 1921 i den kvindelige hovedrolle i Agnete og Havmanden. Debuten blev ingen succes, da hun endnu savnede den nødvendige modenhed til at fortolke rollens psykologiske lag, men de blide madonnalignende ansigtstræk, overkroppens plastik og armenes linier nærede forhåbningerne om, at balletten i hendes skikkelse havde en arvtager til de romantiske danserinderoller i det foregående århundredes Bournonvillerepertoire. Efter i 1922 at have vundet publikums hjerter som Hilda i Et Folkesagn, fik hun året efter titelpartiet i Sylfiden. I hendes fornemme udførelse fik rollen lov at udvikle sig, indtil hendes afsked med teatret i 1939. I de tidlige år gav hun Sylfiden med overjordisk uskyld, og ved den 34-årige danserindes afskedsforestilling var det især den harmoniske afklarethed i dødsscenen, hvor det æteriske væsen taber sine vinger, der betog. Den indre ro og det afbalancerede sind kendetegnede hende i øvrigt både som moden kunstner og menneske.

Nogen virtuos teknisk danser som fx Elna Lassen blev Ulla Poulsen Skou aldrig, da hendes fødder var uhensigtsmæssigt svage, og hun desuden manglede den nødvendige ballon, dvs. evnen til at springe og give indtryk af at holde sig svævende i luften. Hvad hun savnede i teknisk brillans, blev imidlertid opvejet af hendes sjældent poetiske væsen, og der var god brug for hende i ballettens repertoire af nye værker, som i 1900-tallets første årtier ofte var af eksotisk tilsnit og eksperimenterede på tværs af scenekunstens genrer. Tidstypiske var rollerne som slavinder med slørdans, først i En Nat i Ægypten i 1918 og året efter i Aladdin til Carl Nielsens musik. Disse værker var koreograferet af Emilie Walbom og iscenesat af skuespilleren Johannes Poulsen, en ukonventionel, frodig og markant teaterskikkelse, der tidligt gjorde et dybt indtryk på Ulla Poulsen Skou. I 1923 stod hun sammen med Johannes Poulsen på scenen i balletpantomimen To i et Glashus. I rollen som markisen dansede hun her shimmy til synkoperede jazzrytmer på tåspidssko. Kort efter optrådte de igen sammen i Tycho Brahes Drøm, hvor hun dansede den kvindelige hovedrolle, mens iscenesætteren selv gav rollen som Tycho Brahe. De to kunstneres betagelse var gensidig, og efter en hemmeligholdt forlovelse med den 23 år ældre iscenesætter fulgte et næsten ligeså hemmeligt bryllup i 1924, da Ulla Poulsen Skou var 19 år.

Ægteskabet blev til inspiration for begge parter og betød for Ulla Poulsen Skou en åbning til den store verden. Sammen forlod de 1927-30 Det Kgl.Teater for at turnere og hente inspiration i udlandet. I 1928 lærte hun bl.a. den nye russiske teknik hos danserinden Tamara Karsavina i London, og året efter modtog hun undervisning hos den russiske koreograf M. Fokin i New York. Ved parrets tilbagevenden til København i 1930 viste hun nye dybder ved bærende partier i den amerikanske koreograf G. Balanchines iscenesættelser til Den Kgl. Ballet. Hun dansede bl.a. Sultan Zobeides lastefulde førstehustru i Schéhérazade og Potifars temperamentsfulde hustru i Joseflegenden, der i hendes skikkelse blev overraskende erotisk gnistrende. De efterfølgende år bød på en række store roller. I 1934 gav hun således et psykologisk portrætstudie af enken i Kjeld Abells og Børge Ralovs Enken i Spejlet, og samme år var hun den æggende hetære i Harald Landers Bolero. På baggrund af især en fængslende mimik fik hun også roller i skuespillet, bl.a. var hun Anitra i Peer Gynt, Agnete i Elverhøj og Ofelia i Hamlet. I 1936 gæstede hun Hollywood sammen med sin mand og stod i den forbindelse for iscenesættelse af dansene til komedien Det gamle Spil om Enhver, som blev opført i Hollywood Bowl.

Året efter ægtefællens død tog Ulla Poulsen Skou i 1939 afsked med scenen og fik i den forbindelse af Christian 10. overrakt et guldarmbånd med hans og dronning Alexandrines initialer. Efter et kort ægteskab med en lollandsk baron indledtes det andet lange og lykkelige kapitel af hendes livshistorie. Efter Besættelsen oprettede hun i 1946 en balletskole på Borups Højskole. I forbindelse med sit tredje ægteskab 1947 med hotelejer Helge Nordahl Skou flyttede hun imidlertid til Ålborg, hvor hun fortsatte med at undervise til 1955. Derefter drev hun sammen med ægtefællen Hotel Phønix og gav sig også i kast med at skrive sine erindringer, der kom i tre bind, Skuespilleren og danserinden, 1958-59, Til alle årets tider, 1966, og Genier er som tordenvejr, 1973. Forinden havde hun i 1946 udgivet Paa Rejse med Johannes Poulsen. Hendes fascination af den dansende skikkelse og bevægelsen levede videre i en interesse for billedkunstens tredimensionelle udtryk: skulpturen. I 1970 begyndte hun at udføre, hvad hun selv har benævnt rytmiske studier i form af spinkle metaltrådsfigurer i sarte balancer. Disse arbejder har været udstillet bl.a. på Nordjyllands Kunstmuseum og på Øregaard Museum. I 1934 blev hun tildelt Ingenio et arti, og 1937 fik hun Tagea Brandts Rejselegat. Desuden blev hun udnævnt til æresmedlem af The Royal Academy of Dancing i London.