Emilie Walbom

Emilie Walbom fortjener at blive husket ikke alene som den første kvindelige koreograf ved Den Kgl. Ballet, men også som den mest flittigt benyttede koreograf i perioden mellem 1878, året for August Bournonvilles fratræden, og 1932, som markerede Harald Landers tiltræden som balletmester. I sit livsværk skabte hun forbindelse mellem 1800-tallets fortolkning af den klassiske ballet og 1900-tallets moderne ballet. Hendes fader var garderobeforvalter ved Det Kgl. Teater, og hendes faster var operasangeren Emilie Liebe, der også var ansat ved nationalscenen, da Emilie Walbom i en alder af fem år blev optaget på balletskolen. Som 15-årig fik hun i 1873 solistdebut som kadetten Poul i Bournonvilles Fjernt fra Danmark, et parti, som mesteren selv indstuderede med hende. Ved den lejlighed udtalte han: “Ja, som koreografisk Danserinde bliver du nu aldrig til noget særligt min Pige, men du har en god Mimik, og paa det Felt kan du nok faa dig en pæn Position.” Han fik ret. Som karakterdanser især i de stærkt mimiske partier kom hun til at tjene balletten i over 60 år. Ved sin sidste optræden i 1925 dansede hun Ammen i Et Folkesagn. Hvad den gamle mester ikke forudså var, at Emilie Walbom skulle komme til at bidrage til ballettens repertoire med koreografi af 11 balletter, en balletpantomime samt to skuespil.

Efter ægtefællen, danser og operasanger Arnold W.s død i 1898 blev Emilie Walbom enke i en alder af 40 år og eneforsørger for tre døtre. Ved balletten var der ved århundredskiftet imidlertid ikke tilstrækkeligt arbejde til at brødføde familien, så hun måtte derfor søge sine professionelle udfordringer og familiens indtægter uden for teatret. Hun begyndte at undervise, og i løbet at kort tid fik hun stor søgning fra det kbh.ske borgerskabs døtre, der fik tilbudt timer i plastik, ballet, folkedans og selskabsdans. På opfordring underviste hun også i barfods- og slørdans. Særlig interesse viste hun de unge kvinder, som ønskede at gøre dans til en levevej. Fru Walboms Balletskole, som 1910-28 holdt til i det gamle Frederiks Hospital omkring Grønnegården i Bredgade, afsluttede hver sæson med en matine, som gav anledning til at præsentere Emilie Walboms egen koreografi. Inspiration fandt hun på sine rejser ikke alene til de nordiske hovedstæder, men også til Berlin, Wien og Paris. Her opbyggede hun et kontaktnet, der kom til nytte, når hendes elever forlod skolen for at søge professionelle engagementer. Også København bød i århundredets første årtier på inspiration i form af gæstespil af høj kaliber, bl.a. med russiske Anna Pavlova og de mere moderne amerikanskfødte dansesolister Isadora Duncan og Loïe Fuller. De kbh.ske privatteatre og teatrene i provinsen gjorde brug af Emilie Walboms koreografiske evner, inden hun fik mulighed for at prøve kræfter med danserne på det sted, der lå hendes hjerte nærmest. Koreografdebuten på Det Kgl. Teater fandt sted i 1906 under kollegaen Hans Becks balletmestertid. Hendes gendigtning af den russiske balletmester M. Petipas Harlekins Millioner kom på et tidspunkt, da flere af ballettens medlemmer havde afprøvet deres evner som balletskabere. Med Emilie Walboms første værk fik balletten endelig den længe savnede succes. Der var en friskhed over værket, som charmerede publikum, og danserne udstrålede smittende iver og glæde over at danse. Til sin næste ballet Askepot, 1908, skrev hun selv librettoen, Otto Malling komponerede den moderne musik, og kostumerne stod billedkunstneren Gerda Wegener for. I pressen blev stykket udskældt for at være barnagtigt, men det talte til sit publikum som en ballet om balletten, dvs. om den stedmoderlige behandling, balletten var udsat for på teatret.

Emilie Walboms største succes Drømmebilleder fra 1915, som var på Det Kgl. Teaters repertoire sidste gang i Niels Bjørn Larsens iscenesættelse 1968, mindede i sin idé om balletreformatoren M. Fokins Carneval, skabt til Les Ballets Russes, men var alle ligheder til trods umiskendeligt fordansket og blev sat i trin til H.C. Lumbyes musik. Drømmebilleder fjernede tilskuerne langt fra Første Verdenskrigs rædsler og hensatte dem til idyllisk sværmeri ved Øresunds kyst et halvt århundrede tidligere. Succesen afstedkom en udnævnelse, ikke til balletmester, hvilket hun havde håbet på, men til balletinstruktrice. Frem for balletmesteren Gustav Uhlendorff blev det imidlertid Emilie Walbom, der kom til at tegne fornyelsen af ballettens repertoire mellem 1915 og 1925. Drømmebilleder indledte en ny epoke med værker, der bar præg af inspirationen fra Les Ballets Russes storslåede opsætninger. Ikke alle blandt Den Kgl. Ballets publikum og kritikere var lige glade for Emilie Walboms fornyelse af kunstarten. Da det Kgl. Teater i 1918 fik hendes udgave af Fokins En Nat i Ægypten, skiltes vandene. Mens tilhængerne var begejstrede over den “hidsende Feststemning” i balletten og fandt den både forrygende og fornyende, mente kritikerne, at hun var gået for vidt i sin “Iver for at tilfredsstille en usund og dekadent Tid”. Hendes egne udtalelser tyder på en pragmatisk balancegang, idet hun på den ene side regnede sig blandt fortroppen af den danske balletarvs forsvarere og på den anden side vedstod sin interesse for den moderne ballet, især Fokin, hvorfra hun øjnede den nødvendige fornyelse. De sidste år på Det Kgl. Teater samarbejdede hun med den markante teaterpersonlighed, iscenesætteren og skuespilleren Johannes Poulsen. Hun koreograferede bl.a. de medvirkende i opsigtsvækkende arrangementer i hans iscenesættelse af Adam Oehlenschlägers og Carl Nielsens Aladdin. Sammen med Johannes Poulsen iscenesatte hun dernæst balletpantomimen Scaramouche til J. Sibelius’ musik. Både den og Aladdin blev bemærket som iscenesættelser, der rykkede afgørende ved hidtidigt gældende scenekonventioner, og samarbejdet vidnede om en stor kunstnerisk åbenhed hos begge parter. Dramatiske konflikter, der afspejlede temaer, affødt af kvindernes emancipation, gik igen i Emilie Walboms balletter. I balletpantomimen To i et Glashus, 1923, optrådte Ulla Poulsen Skou således som den frigjorte kvinde, der på lige fod med sin mand flirter med tanken om utroskab. En telefons ringen og lyden af automobilhorn var indlagt i Hakon Schmedes partitur, og Emilie Walbom havde koreograferet en shimmy, en rystedans, til den kvindelige hovedrolleindehaver, som hun dansede på tåspids til synkoperede jazzrytmer. Værket afstedkom højlydte klager fra kapellets musikere og stor forbløffelse hos ballettens publikum, der følte sig hensat til det mindre konventionstyngede forlystelsesetablissement Scala.

Indtil det sidste fortsatte Emilie Walbom som pædagog. Blandt eleverne fra Fru Walboms Balletskole kan bl.a. nævnes Marguerite Viby, Karin Nellemose og Vera Gebuhr. Ud over til de kbh.ske scener uddannede “Den energiske Frue”, som ugepressen havde døbt Emilie Walbom, danserinder til verdensscenerne, bl.a. til den store tyske iscenesætter M. Reinhardt i Berlin. En række af de navne, der i årenes løb var blevet fremhævet i omtalerne af balletskolens matinéer, dukkede senere op i de samme spalter med omtale af optrædener i London, Paris, Berlin og New York. 1932 døde Emilie Walbom pludselig i en sporvogn i København