Marguerite Viby

Som barn var Marguerite Viby elev på Emilie Walboms danseskole, og hun viste snart store evner. Det førte hende i sommeren 1923 til Tivolis sommerteater, hvor Storm P. var en hovedkraft. I et nummer skulle otte piger, deriblandt Marguerite Viby, danse ballet omkring ham. Herefter meldte hun sig til undervisning hos kgl. solodanser John Andersen, som sendte sine elever på små turnéer og skaffede dem engagementer rundt om i provinsen, bl.a. i Esbjerg, hvor hun optrådte som mekanisk dukke, mens hun sang en lille vise. Efter at have turneret med operetten Valsedrømme blev hun i 1927 engageret af Nancy Nathansen til sommerrevyen på Helsingør sommerteater, hvor den 18-årige danserinde blev bemærket af københavnerpressen for sin ynde og charme. Hun fortsatte på turné med Nathansen og Gerda Christophersen og fik i E. Kalmans operette Cirkusprinsessen, 1928, sin første talerolle som wienerpigen. Rygterne om den morsomme Josephine Baker-parodi, som hun lavede i Århus, nåede til København, og Scala-Teatret sendte bud efter hende. De skulle bruge en afløser for operettesangeren Else-Marie Hansen. Marguerite Viby sprang til og sang duetter med Edgar Hansen, men hun var dog mere på hjemmebane i et par komiske danse med Hans W. Petersen. Det var nok til, at hun efterfølgende fik engagement på Casino, hvor hun spillede sammen med først Frederik Jensen og siden Carl Alstrup. Hun skiftede nu mellem de to scener og fik på Casino sin første store succes som drengen i London i Lygteskær og barpigen i Rose Marie. I Scala-Teatrets afskedsrevy Punktum B Finale i 1930 gjorde hun sammen med Edgar Hansen sangen Skal vi ikke drikke dus til en landeplage. Tilbage på Casino voksede rollerne. Indimellem havde hun en afstikker til Riddersalen, hvor hun i 1931 medvirkede i Poul Henningsen-revyen Pæn og høflig, bygget over Shakespeares Trold kan tæmmes, men det var hende, der tæmmede den unge mand og ikke omvendt. Her sang hun Det er sjovt at være til. Man sku aldrig være andet på melodien Sunny Side of the Street.

Marguerite Vibys store gennembrud kom, da hun i 1932 blev den kvindelige førstekraft på Apollo Teatret i samspil med Alstrup og nok så meget Hans W. Petersen, som hun dannede par med, også i en række film. Hun var eksponent for en ny tids puls og rytme. Med sig fra 1920’erne havde hun taget de nye danserytmer og en fantastisk appetit på tilværelsen. Hun blev en frejdig og sjov repræsentant for den nye generation, som krævede sin ret til livet. Fællesskab og fester, lethed og letsindighed. Tiden slog på uafhængighed trods arbejdsløshed og voksende international krise. Det gjaldt bare om at komme afsted som i visen Saa ruller jeg med dig fra Apollorevyen 1932, hvori hun også sang En lille Blomst fra Danmarks Have med Alstrup. Mere sjov end sexet og med et uopslideligt gåpåmod og en besejrende vitalitet fremstod hun ukrukket med et afvæbnende smil og en naturlighed dybt forankret i den sunde fornuft. Selvom hun ikke havde fået nogen teateruddannelse, var hun sikkerheden selv, når hun optrådte. Hun administrerede sine virkemidler med en fabelagtig professionalisme, som aftvang respekt og begejstring. Danserinde, sangerinde og klovn på samme tid og alligevel helt sin egen, et multitalent i takt med tiden. Hendes udstråling var mere end charme. Dygtighed, slagfærdighed og smidighed prægede hendes sceneoptræden. Hun spillede hverken på kvindelig ynde eller underfundighed, hun var den skælmske og muntre pige uden primadonnanykker, der ordnede paragrafferne på sin egen kvikke facon. For alt gik over stok og sten, end ikke den mindste replik fik lov til at blive stående, så den kunne få tag i folk. Det var hendes teknik alt for glimtvis og tempofyldt til. Hurtigt, klogt og sjovt fik hun lige akkurat rørt ved noget centralt, inden hun var væk igen. Det var på Apollo Teatret, hun i 1934 udklædt som gadedreng sang med autoritet og fin pointeringsevne Hej Danmark, vaagn op, rul dig ud! på melodien til Stars and Stripes.

Også filmen fik tag i Marguerite Viby i de år. Hun var startet i nogle stumfilmfarcer med Fy og Bi, men blev kendt over det ganske land med talefilmen Skal vi vædde en Million?, 1932, hvor hun sang Titte til hinanden sammen med Hans W. Petersen. Der var også Sus og Stille-filmkomedierne sammen med Christian Arhoff. Hun blev snart tidens største stjerne i dansk film. Største succes fra den periode var lystspillet Mille, Marie og mig, 1937, med Jeg har elsket dig saa længe, jeg kan mindes som det store musikalske indslag og i mange år herefter hendes kendingsmelodi. Filmen blev også lavet i en svensk version, hvilket fortæller noget om den popularitet, hun nød på den anden side af Øresund, og som betød, at hun i de følgende år medvirkede i en stribe svenske film. I 1940 vandt hun en af sin karrieres mest betydningsfulde skuespilsejre i lystspillet Min Kone fra Paris på Folketeatret, hvor hun spillede over for en række af dansk teaters store, bl.a. Johannes Meyer og Maria Garland. Rørende og uden sentimentalitet fik hun forsvaret stykkets unge pige, så hun kunne stå distancen i det fine selskab. Året efter spillede hun sammen med Poul Reumert i filmen Frk. Kirkemus, og mellem filmopgaver blev det til revyoptræden i det besatte Danmark, hvor hun med Flyv min Hest i Dagmarrevyen 1943 fint og smukt tolkede de længsler og følelser, som folk var opfyldt af i de år. Det var fra samme scene, hun ti år senere sang en af sine absolut bedste revyviser Med stok og med hat og med skæg om Chaplin og skabte en figur, der uden at blive en karikatur var truffet på kornet.

I 1960’erne genoptog Marguerite Viby revyarbejdet i Cirkusrevyen og havde i 1965 to herlige numre Den jazzende husmor og Før vi fik bil. På teatret blev det til en række pragtfulde lystspilfigurer, hvor hun begyndte at specialisere sig i forvirrede ældre damer, bl.a. i Noël Cowards Faldne engle, 1950, P. Lorres Arsenik og gamle kniplinger, 1956, og Oscar på Folketeatret, 1961, med Kjeld Petersen. Hendes sidste store glansnummer blev den barokke og snakkesalige Mrs. Piper i Mordskab. 1972 stod hun på scenen sammen med datteren Susse Wold i Nitouche på Det Ny Teater. Sent i karrieren blev det også til en enkelt optræden på Det Kgl. Teater i sæsonen 1982-83 som Donna Olympia i Ludvig Holbergs Don Ranudo sammen med Ebbe Rode. Inden for operetten og musicalen gjorde hun som den spidse frk. Dyd sammen med Bodil Steens svulmende frk. Moral Raketvisen i en moderne udgave af den gamle operette Orfeus i underverdenen på Det Ny Scala i 1955 til endnu et glansnummer, ligesom hendes Madame Dubonnet i Boy Friend på Gladsaxe Teater 1965 og hendes steppende stuepige i den sene udgave af No, no Nanette fra 1973 var helt uimodståelige. Tv har også trukket store veksler på hende i en række shows, som noget af det seneste i serien Én stor familie, hvor hun var den allestedsnærværende og nysgerrige rengøringskone Morten.

Marguerite Viby har ofte sagt: “Jeg bliver på den lette side.” Det har hun stået ved, og det har været afgørende for hendes succes. Med talent og kunnen og en ukuelig energi har hun holdt sig på toppen af dansk underholdningsteater i mere end 60 år og vist, hvor mangesidet denne “lette” side er, og hvor megen perfektion, præcision og udholdenhed, der skal til, for at indfri den. Marguerite Viby udnævntes 1969 til ridder af Dannebrogordenen. I 2000 blev hun tildelt en æres-Bodil for sin livslange indsats for dansk film.