Faktaboks

Gerda Christophersen
Gerda Amalie Holst Christophersen
Født
1. marts 1870, København
Død
13. marts 1947, København
Arbejdsliv
Skuespiller, sanger og direktør
Familie

Forældre: operasanger Harald Edvard C. (1838-1919) og Ernesta Felicita Simonsen (1843-1916).

Gift 9. august 1918 med skuespiller Carl Worm, født 3. august 1889 i Thisted, død 3. november 1961 på Frbg., s. af sparekassedirektør Niels Petrus W. og Sophie Antoinette Obbekjær. Ægteskabet opløst 1935.

Der stod skrevet over Gerda Christophersens vugge, at hun skulle blive noget ved musikken. I moderens slægt var der udøvende musikere gennem syv generationer, og faderen var en velanskreven tenor og operasanger ved Det Kgl. Teater. Hun forsøgte sig først som skuespiller med en ubemærket debut i 1889 på Casino, og siden vantrivedes hun nogle år på Det Kgl. Teater. Som elev 1890-93 følte hun sig dog bedre tilpas end som ansat 1894-97, hvor hun ikke var på fast gage, men på spillepræmier, dvs. blev aflønnet for hver forestilling, og hvor hun kun tildeltes ubetydelige småroller. Sine sanggaver derimod fik hun brug for, da faderen efter at være blevet afskediget fra Det Kgl. Teater i 1894 tog hende med ud på den operaturné, han idealistisk havde startet samme sommer med udvalgte scener af Faust og med Margaretas parti til sin datter. Først i årene 1897-1900, da hun rejste med Albert Helsengreens teaterselskab, oplevede hun sit sceniske gennembrud med titelrollerne i Frk. Nitouche og Den skønne Galathea og som Adele i Flagermusen. Hun var med til at indvie det stilfulde Århus Teater i 1900 og fik i de følgende sæsoner gode og varierede opgaver her. Tilbage i København på Casino fra 1902 gik det uventet godt med et par gammelkoneroller, men det blev som operetteprimadonna, hun lagde byen for sine fødder og viste, at en operettestjerne også kunne have dramatisk talent. Senere i 1910 og igen 1914-15 forsøgte hun uden held at skabe sig en karriere som karakterskuespiller på Dagmarteatret. Åbenbart var det kun forfatteren Herman Bang, der kunne se en tragisk sjæl i operettedivaen, således som han antydede i et portræt af hende i tidsskriftet Teatret 1906-07. Heller ikke hendes medvirken i film hos filmproducenten Ole Olsen blev nogen succes.

I 1912 blev Gerda Christophersen imidlertid den første kvindelige teaterdirektør ikke blot på Casino, men i Danmark, når man ser bort fra de enker, der sad tilbage med bevillinger i provinsselskaberne. Hun lagde stort ud med en pompøs udgave af Den skønne Helene, kopieret efter teaterinstruktøren M. Reinhardts opsætning i Berlin og med sig selv i titelrollen. Men trods anstrengelserne levede resten af sæsonen ikke op til den strålende start, og heller ikke den næste bragte held. I 1914, mens det trak op til krig i Europa, forlod hun da Casino med tab, men med den kunstneriske ære i behold. Det var læreår til den virksomhed, der skulle blive hendes livs største indsats, nemlig som direktør i det rejsende teater fra 1919. Først holdt hun sig til sikre kort og sine egne glansroller fra Casinotiden, men snart tilføjede hun operetterne Dollarprinsessen og Madame Sherry med fine kræfter, bl.a. fra Betty Nansen Teatret. I 1920 ved Genforeningen fik hun ærefuldt en særbevilling til en tre ugers turné med Elverhøj i Sønderjylland. Med bl.a. Holger Reenberg som Christian 4. og Gerda Christophersen selv som Mor Karen blev forestillingen et bevægende triumftog. Men vanskelighederne vinkede forude. I 1922 blev hun vraget som ansøger til direktørposten på Århus Teater. Hun var da på fallittens rand, men allerede året efter spandt hun guld ved opførelsen af operetten Bajaderen i Horsens, og hun kunne nu betale sin gæld og ødsle med udstyr.

Det ustabile provinsteatermarked udfordrede Gerda Christophersens kampvilje. Hun var en glimrende taber, ukuelig og selvbevidst. I 1927 kastede hun sig ud i en forrygende proces om rettighederne til operetten Nej, Nej, Nanette, som hun vandt. Samtidig indfangede hun den purunge Marguerite Viby til en danserolle i forestillingen. Operetterne havde et stort publikum i 1920’erne, og Gerda Christophersen kappedes med andre ansete selskaber om at give dem det flotteste udstyr. I øvrigt var alt hos hende fra de djærve folkekomedier til A. Dumas d.y.s Kameliadamen eller E. Zolas Thérèse Raquin vel udstyrede og vel udførte med gode kræfter som skuespillerne Peter Fjelstrup, Martinius Nielsen, Else Skouboe, Ellen Gottschalch og Berthe Quistgaard. Samtidig supplerede hun sine usikre indtægter ved at sælge malerier i pauserne og åbne sit hjem for betalende gæster. Var hun end forretningskvinde med veludviklet sans for, hvad der kunne betale sig at dyrke, så var hun kunstnerisk ærgerrig, og hun tjente aldrig stort på sin teatervirksomhed. Hun havde en livslang drøm om at tage revanche i det København, der ikke havde villet anerkende hende som seriøs skuespiller, og enkelte gange optrådte hun som gæst på en københavnsk scene. I 1923 udførte hun med bravur titelrollen i Johannes V. Jensens Madame d’Ora på Odense Teater efter forfatterens udtrykkelige ønske. Og det blev hende, der i 1930’erne turde vove at føre Kaj Munks skuespil frem i provinsen. Hun iscenesatte selv i 1932 Ordet samtidig med Betty Nansens opsætning i København Hun mente, at hun med jyske skuespillere kunne ramme miljøet og tonen bedre end i den kbh.ske udgave. Munk var af samme mening og foretrak “Fru Nevergiveup”, som han kaldte hende, som iscenesætter af sine stykker i de følgende sæsoner. Ordet blev en succes, også økonomisk, og det samme gjaldt Han sidder ved Smeltediglen og Diktatorinden med Liva Weel. Derimod faldt Munks tre enaktere Døden, Der brænder en Ild og Den Kærlighed til jorden. Hun virkede også som revydirektør og stod i adskillige sæsoner for sommerrevyerne i Nykøbing F.

Da Gerda Christophersen på sin 74-års dag blev hyldet som “ Den store Frue i dansk farende Teater” i den kbh.ske presse, havde hun fået sin eftertragtede anerkendelse både som skuespillerinde og som den Fru Gerda, der ragede højt op i teaterdirektørernes “almindelige, jakkeklædte Rækker”. 1929 tildeltes hun Ingenio et arti. Hun udgav i 1919 sine erindringer Memoirer, og i 1945 fulgte Jeg gav aldrig op.

Beskrivelser og portrætter af Gerda Christophersen

  • Mal. fra 1890 af Bertha Green i Teatermus. Mal. fra 1902 af Valdemar Hansen samme sted Tegn. fra ca. 1920 af Valdemar Møller samme sted Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Gunnar Sandfeld: Teaterkunst på små scener, 1969.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig