Liva Weel

Ved et tilfælde kom Liva Weel i hænderne på den strenge sangpædagog Hedevig Quiding. Faderen havde opklaret et tyveri hos hende, og som tak tilbød hun at undervise hans datter i sang.

Liva Weel havde en stor stemme og fik en klassisk sanguddannelse, især elskede hun at synge Schubertlieder, opera og operette, mens hun akkompagnerede sig selv på klaver. Quiding, der var en fremragende lærer, kunne med det samme høre, at Liva Weel var et særligt talent, og hun sørgede for, at hun kom til at give en koncert i Politikens Hus i 1917. Anmeldelserne var gode og førte til, at hun aflagde prøve for direktør Harald Stabehl på Odder Sommerteater.

Ingen kunne ane, at debuten i Odder, hvor den 19-årige Olivia Olsen sang sine første revyviser, var en teaterhistorisk begivenhed. Umiddelbart efter fulgte et engagement i Nykøbing F., hvor hun bl.a. optrådte i operetten Den glade Enke. Olivia blev nu til Liva.

I København blev man hurtigt klar over, at der var noget særligt i gang i Nykøbing F. Quiding arrangerede et møde med direktør Frede Skaarup på det berømte Scala Teater. Liva Weel sang for, men teatrets ledelse var ikke begejstret. Imidlertid så forfatteren Alfred Kjærulf, at hun havde et særligt komisk talent, og hun blev engageret til Scala Revyen 1918, hvor hun i løbet af kort tid blev teatrets førende kunstner.

Folk strømmede til, og det blev efterhånden svært for kritikerne at finde nye superlativer om hendes præstationer i de imponerende og overdådige revyer. Teaterskribenten Carl Gandrup var måske den, der bedst udtrykte, hvad der greb tilhørerne ved Liva Weel, da han i 1924 skrev: “Se Liva Weel og dø. Gud forbarme sig, sikke et Talent, hvilken Sangstemme og hvilket Humør. Ikke en Stavelse, ikke den usseligste lille Konsonant gaar tabt. Denne Viseforedragskunst er – i sin Genre – det højeste Mesterskab, den mest straalende og lydefri Fuldkommenhed, der nogensinde er set og hørt Herhjemme.”

I tidsskriftet Teatret skrev journalisten Andreas Vinding samtidig, at hun var et “fuldendt Produkt af den Tid, vi lever i ... det sande udtryk for vor Drøm og Begær.”

Liva Weel var dog ikke et produkt af de brølende 1920’ere, selvom noget af hendes særlige musikalitet var i overensstemmelse med perioden. Hendes vitalitet og gemyt var typisk københavnsk, hun var djærv og kraftig i sit sprog, en klovn med barok humor, og dansk i al sit væsen. Hun var et talent, der spændte over alle menneskesindets afskygninger og samtidig en karakterskuespillerinde og diseuse.

Liva Weel havde temperament, men blev hurtigt god igen. Hun kunne være chokerende vulgær og til tider dæmonisk. Når hun i revyerne sang en politisk vise, var det med fuld dækning, personen og teksten blev ét.

Var Liva Weel blevet født med et andet og større modersmål, var hun blevet verdensberømt. Da den tyske teatermand M. Reinhardt så hende på Scala, ville han have hende til udlandet, men Liva Weel blev på Scala Teatret i over ti år, hvor hun dannede par med den mandlige hovedkraft Carl Alstrup.

Fra Scala-årene kan nævnes en lang række forestillinger, hvor hendes talent forgyldte en enestående periode i dansk teaterhistorie: Jomfruburet, Mascot, Bajaderen, Den lille Prinsesse og København i Kikkerten. Regnbuen, 1924, indeholdt en række sange, som hun gjorde til evergreens, bl.a. Eskimoer, Han har min Sympathi og Det var et Pust fra Pustervige. Det samme gjaldt revyen Rosen blusser, 1925, med sangene Adrienne og La Garconne. I 1929 medvirkede hun i Nørrebro-revyen Paa Ho’det, men vendte tilbage til Scala i 1930 til teatrets sidste forestilling Punktum-Finale.

I 1930 indbød Det Kgl. Teater Liva Weel til rollen som Pernille i Ludvig Holbergs Den Stundesløse, men det blev kun til dette ene gæstespil. Hun ville hellere spille revy, og det kom hun til.

I slutningen af 1920’erne lærte hun forfatteren Poul Henningsen at kende, hvilket kom til at sætte dybe spor i hendes videre karriere, da han skrev en række af de sange, man i dag forbinder med Liva Weel.

I 1932 medvirkede hun i PH-Revyen Paa Halen, og derfra stammer viserne Sig de Ord, Du ved og Ta’ og kys det hele fra mig. Et andet højdepunkt var revyen Dyveke i Riddersalen 1940, umiddelbart efter den tyske besættelse, hvor Poul Henningsen skrev teksten til Kai Normann Andersens melodi Man binder os på Mund og Haand. Denne gribende vise og filmmelodien Glemmer du har eftertiden især knyttet til Liva Weels navn.

Med Poul Henningsens tekster blev hendes foredrag til stor og tidløs kunst. I erindringsbogen Livas regeringstid, der udkom kort efter hendes død i 1952, skrev Poul Henningsen: “Hvad hun bød os af befriende latter, dyb stilhed, menneskeskildring, svigtende hukommelse, beåndet skønhed og trist forfald – kan vi kun så godt som (u)muligt referere.”

1930’erne blev travle år for Liva Weel. Hun spillede revy på Apollo Teatret, i Cirkus Revyen, på Bellevue, i Stig Lommer Revyen og endelig i Aage Stentofts Leve de Nordiske Piger, 1939. Samtidig betød 1930’erne en lang række teaterroller, fx Tordenskjolds Tøs, Lysistrate, Madame sans Gêne, Pygmalion, Grevinde Danner, Den skønne Helene, Guldfisken og Diktatorinden.

Liva Weel indspillede kun et begrænset antal film, men de har gjort hendes kunst kendt for eftertiden, og i Normann Andersen havde hun en genial komponist, der skrev musik til de fleste af hendes film. Den mest kendte er Odds 777, 1932, med Glemmer du og Gaa med i Lunden. Her kan man opleve den unge Liva Weel, og det nærmeste en senere tid kommer det talent, der blomstrede i 1920’ernes Scalarevyer.

I 1933 indspillede hun filmen De blaa Drenge, hvor melodien Kammerat vær en Mand er blevet stående. I 1937 kom Frøken Møllers Jubilæum, en noget ujævn film, der imidlertid belyser hendes særlige klovnetalent.

Også 1940’erne blev travle år. Hun sang dronningen i Styrmand Karlsens Flammer 1945 medvirkede i Cirkus Revyen 1946 og i Tivoli Revyen 1947 og tog på provinsturné med skuespillet Min Kone spøger.

Da hun 1948 optrådte i Nørrebrorevyen, tiljublede pressen hendes viser, og i 1950 hentede Ib Schønberg hende til Bakkerevyen til et sidste livtag med revygenren. Det var her, hun sammen med Schønberg sang visen om fru Melloni Sikke’t par.

I 1950 gav teaterdirektør Arne Weel sin tidligere kone en lille rolle i filmen Smedestræde 4, hvori man fik et sidste fint glimt af en alt for tidligt ældet Liva Weel. I årene 1951-52 blev det til enkelte radioudsendelser og nogle genindspilninger på grammofonplade af 1920’ernes Scalasuccesser. Hendes visekunst er rigt repræsenteret på lp-plader, optaget i årene 1919-52.

TV-serien Kald mig Liva fra 1992 med Ulla Henningsen i titelrollen vakte fornyet interesse for Liva Weels kunst og liv.

Liva Weel var af natur et generøst menneske. Hun tjente mange penge, men brugte dem hurtigt og havde ikke økonomisk sans. Hun hjalp mennesker i nød og var på mange måder et elskeligt menneske. Poul Henningsen skrev, at noget satanisk og guddommeligt stredes i hendes væsen, men at hun samtidig var primitiv, sund og robust af natur.

I sine sidste år gik hun fysisk i forfald. Hun blev afhængig af spiritus, og i en periode brugte hun så megen medicin, at det blev skæbnesvangert for hendes indlæringsevne. En medfødt brok forhindrede, at hun kunne indtage fast føde. Til sidst blev hun opereret, men døde af sygdommen.

Liva Weel fik i 1941 Tagea Brandts Rejselegat og året efter Teatermedarbejderforeningens Teaterpokal.

• Tegn. fra 1930 af Mogens Lorenzen i Fr.borgmus. Tegn. fra 1933 af Gerda Ploug Sarp i Teatermus. Mal. fra 1945 af Henry Heerup på Fr.borgmus. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Teksthefte af Emil Marrot til pladesættet: LIVA, 1984. Teksthefte af Ralph Oppenhejm til pladesættet: Liva 1938-1951. Berlingske Tidende 27. december 1987. Politiken 24. august 1969.

• Scala-Teatret (se Scala)

• Liva Weel

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.