Hedevig Quiding

Hedevig Quiding var født og opvokset i et jævnt miljø i Adelgadekvarteret i København, og hun udviklede en djærv og direkte replik, der senere blev karakteristisk for hendes journalistik. “Hendes Pen var lige saa rap og ilter som hendes Tunge,” skrev hendes kollega, musikkritikeren Kai Flor i sin nekrolog over hende.

Hedevig Quiding gik ikke på Musikkonservatoriet, men fik som ganske ung sangundervisning hos professor Carl Helsted, og det var ham, der anbefalede hende til Det Kgl. Teater, hvor hun 19 år gammel fik sin debut som Philine i A. Thomas’ opera Mignon. Dernæst rejste hun til udlandet og fik undervisning hos den berømte sanglærer Désirée Artôt de Padilla, først i Berlin, siden i Paris, her samtidig med Elisabeth Dons. I en femårig periode gav hun en del koncerter i Tyskland og havde en række engagementer, bl.a. ved den kejserlige opera i Berlin, hofoperaen i München og Nürnbergoperaen. Hendes optræden omfattede omkring 40 roller, især i koloraturfaget, heriblandt Gilda i Verdis Rigoletto og Marie i G. Donizettis Regimentets Datter. Efter sin hjemkomst til København optrådte hun i en periode jævnligt ved koncerter i hovedstaden og provinsen, en af hendes sidste optrædener var i Glassalen i Tivoli i sommersæsonen 1902.

Selv om Hedevig Quiding havde en “omfangsrig, usædvanlig god og smidig, høj Sopran” samt en “flot bravourmæssig Syngemaade”, som det hed i Ekko, 1899, blev det imidlertid kun i sine unge år, hun gjorde sig gældende som sanger. Lidt efter århundredskiftet blev hun i stedet optaget af journalistik og sangundervisning. Hun lavede en morsom artikelserie om sine “Vandreaar” i Dannebrog og begyndte sin musikanmeldervirksomhed ved Folkets Avis og i provinspressen. Endvidere skrev hun i forskellige ugeblade, bl.a. Vore Damer. Fra først i 1920’erne var hun musikanmelder i B.T., og det var her, hendes altid uforbeholdne vurdering, udtrykt i et undertiden drastisk sprog, afvekslende kunne såre og opmuntre dem, hun tog under behandling, ofte sangere. Hun besad den sjældne journalistiske evne at kunne skrive 100% mundret, og da hun samtidig havde meget bestemte meninger om alting, var hendes artikler skarpe, impulsive og undertiden begejstrede eller krigslystne. Hedevig Quidings forståelse for samtidsmusikken var ringe, og da I. Stravinsky tiljublet af publikum spillede sin egen klaverkoncert i Tivolis Koncertsal i 1924, karakteriserede hun den som hæslig, “selv om der lurede et sygeligt Talent bagved det hele”. Omtrent samtidig med at Hedevig Quiding begyndte at skrive, afbrød hun sin koncertvirksomhed og kastede sig over sangundervisning. Hun havde allerede en vis praksis bag sig, da hun i 1903 sammen med skuespilleren Anna Ingwersen-Greibe, balletdanseren Agnes Nyrop, der også var lærer i plastik på Musikkonservatoriet, oprettede Københavns dramatiske Konservatorium, hvor unge skuespillerspirer kunne få deres første introduktion til dramatisk teknik. Institutionen blev kun en kort parentes i Hedevig Quidings virke. Hendes private soloundervisning i sang antog derimod et vældigt omfang, og ud over vordende professionelle sangere underviste hun også skuespillerinder, som hun tilbød timer til reduceret pris. Hun havde i perioder ca. 40 elever, blandt dem kan nævnes skuespilleren Amélie Kierkegaard, koncertsangeren Vibeke Edmund og den unge Liva Weel. I sine erindringsartikler i Berlingske Tidende i 1940 beskrev Weel rammende sig selv og den excentriske og energiske Hedevig Quiding med karakteristikken “vi to Originaler”.

Lige så entusiastisk Hedevig Quiding kunne være, når hun anbefalede sine elever til teatret, lige så advarende kunne hun udtrykke sig skriftligt om sangkarrierens slidsomme og usikre vej, fx i artiklen Kvindernes Chancer som Opera- og Koncertsangerinder i Kvindernes Aarbog fra 1912. Også i sin undervisning var hun altid engageret, og hun anvendte et bredt musikalsk repertoire, hvor operette- og skuespilmusik indtog en fremtrædende plads. Hun var en habil pianist og akkompagnerede ved sine præsentationskoncerter selv eleverne.

Efter at være blevet separeret fra sin anden ægtefælle boede Hedevig Quiding sammen med sin gamle moder i det nedlagte Frederiks Hospital i Amaliegade, hvor der også logerede andre kunstnere og særprægede personligheder. Her havde hun det, der undertiden blev kaldt hendes “Sangerinde-Fabrik”, i et par kæmpestore tidligere sygestuer. Samme sted etablerede hun, der var en passioneret dyreelsker, også sit menageri bestående af katte, hunde, fugle, en abe, en rotte og diverse andre dyr. Da det gamle hospital blev omdannet til Kunstindustrimuseet, flyttede hun 1922 ud i en villa på Rosenvængets Allé med plads til både dyr og undervisning.

I sine sidste år led Hedevig Quiding af en alvorlig sukkersyge. Hun havde fået amputeret den ene fod og kunne derfor ikke længere anmelde koncerter, men foranlediget af hendes situation oprettede B.T. som en nyskabelse inden for dagbladsjournalistikken en fast daglig rubrik i avisen til anmeldelse af radioudsendelser. Her kunne Hedevig Quiding fra sit hjem boltre sig med usvækket verbal kraft. Hun var blevet ret velhavende, og da hun døde på Bispebjerg Hospital efter en operation, hvor hun fik amputeret den anden fod, kom hendes originalitet også til udtryk i hendes testamente. Hun efterlod sig 100.000 kr. til et legat, hvis renter bl.a. skulle gå til gamle damer, der havde fodret hjemløse dyr, politibetjente, der havde afværget mishandling af dyr, forhenværende sanglærerinder samt sygeplejersker, der gerne ville gå til opera i Det Kgl. Teater. Hendes bidske og beske væremåde blev ikke mildere med årene, og til hendes “hensynsløst ærlige, alt andet end fornemme Ligefremhed”, som musikkritikeren Axel Kjerulf udtrykte det, kom en rastløs foretagsomhed. Hedevig Quiding helmede aldrig, før det lykkedes hende at hjælpe sine talentfulde elever på vej i en karriere.