Else Skouboe

Else Skouboe gennemgik 1916-18 Det Kgl. Teaters elevskole, men fik efter endt uddannelse hverken debut eller engagement. I stedet tog hun til provinsen og debuterede i 1919 som Ida i Gustav Esmanns folkekomedie Den kære Familie på Århus Teater, hvor hun i de følgende år fik mulighed for at prøve talentet af i et bredt register af roller. I 1921 fik hun ansættelse på Det Lille Teater i København og viste i melodramaet Flamme, modelleret efter A. Dumas d.y.s Kameliadamen, sin evne til at fylde en forholdsvis skabelonagtig rollefigur med nuanceret menneskeligt liv. Som skøgen Anne skabte hun her med teaterkritikeren Svend Erichsens ord “sin pure Ungdoms første Digterværk”. Den unge skuespillerinde havde vundet en afgørende sejr i hovedstaden, og det skortede ikke på sammenligninger med den savnede Anna Larssen Bjørner, der havde forladt teatret til fordel for den religiøse forkyndelse, og Ella Ungermann, der samme år var død i alt for ung en alder.

1922-26 var Else Skouboe knyttet til Dagmarteatret, hvor hun i det russiske stykke Labyrinten for første gang stod på scenen sammen med Eyvind Johan-Svendsen. Det blev indledningen til et mangeårigt samspil, der fik sin intensitet gennem mødet mellem hans bundne lidenskab og hendes erotisk raffinerede og rigt facetterede nervespil. På Dagmarteatret fik hun oplagte roller som Christine i A. Schnitzlers Elskovsleg, men også mindre oplagte som Shaws Jeanne d’Arc, der i hendes version blev en elegisk, æterisk skikkelse, der byggede mere på legenden end på forfatterens tekst. I den franske komedie Den grønne Ungdom demonstrerede hun med sit pikante og vittigt erotiske spil i rollen som den 22-årige Geneviève, der af sin moder tvinges til at posere som 13-årig skoletøs, hvilken eminent lystspilskuespillerinde hun også var. I 1926 blev Else Skouboe og Johan-Svendsen ansat ved Det Kgl. Teater, hvor de fortsatte deres samspil i stykker som A. Tjekovs Onkel Vanja og P. Raynals krigsdrama Graven under Triumfbuen. Tiden ved nationalscenen blev dog ikke udelt lykkelig for Else Skouboe, der kun sjældent fik lov til at udfolde sig i det moderne repertoire, hvor hun passede bedst. Direkte fejlplaceret var hun som prinsessen i Holger Drachmanns Der var engang og som Agnete i J.L. Heibergs Elverhøj. Romantikkens usammensatte kvindeskikkelser passede dårligt til hendes natur. Til gengæld var hun en kapriciøs og yndefuld Celimène i Molières Misantropen, en temperamentsfuld arrigtrold i Shakespeares Trold kan tæmmes og en charmerende, halvgrim og leddeløs Trine Rar i Heibergs vaudeville Aprilsnarrene. Et højdepunkt inden for det klassiske repertoire nåede hun med titelrollen i Schillers Maria Stuart, hvor hun anslog de erotiske strenge i figuren og gav Bodil Ipsens iskolde Elisabeth magtfuldt modspil.

Efter fem år ved Det Kgl. Teater brød Else Skouboe op og rejste på studieophold i London, hvor hun lod sig inspirere af den engelske sofistikerede societykomedie, repræsenteret af bl.a. Somerset Maugham, Noël Coward og T. Rattigan, i hvis stykker hun så ofte kom til at fejre triumfer. Hendes første rolle efter hjemkomsten blev Cowards Penelope, som hun i 1931 spillede med stor succes på Det Ny Teater. I 1932 vendte hun et par år tilbage til Det Kgl. Teater og spillede på den nystartede Stærekassescene en perlerække af roller, der passede perfekt til hendes talent, bl.a. embedsmandsfruen, der i Karl Schlüters Afsporet mister hukommelsen og falder for en hensynsløs alfons; skøgen, der for et kort øjeblik oplever kærligheden i R.E. Sherwoods Waterloo Broen og sidst, men ikke mindst Germaine i det franske jalousidrama Hr. Lamberthier, der betegnede kulminationen i samspillet med Johan-Svendsen.

Fra 1934 spillede Else Skouboe kun på privatscenerne bortset fra en enkelt sæson på Det Kgl. Teater 1939-40, hvor hun fremstillede titelrollen i Kjeld Abells Judith. I 1935 gæstespillede hun på Betty Nansen Teatret i lystspillet Kærlighedens Krumspring med Henrik Bentzon som partner, og da de to i 1940 optrådte på samme scene i en ny let italiensk komedie Morgen, Middag og Aften, udråbte Hans Brix dem til nyt scenepar og talte om det sjældne møde mellem to tvillingesjæle i et stort lyrisk elskovs- og følelsesspil. Det var også i samspillet med Bentzon, at Else Skouboe i 1930’erne og 1940’erne vandt nogle af sine største sejre, som Alkmene i J. Giraudoux’ Amphitryon 38 og som Lady Teazle i R.B. Sheridans Bagtalelsens Skole, der begge blev spillet på Folketeatret i 1943 og 1945. Else Skouboe udfoldede sig i disse år først og fremmest som virtuos lystspilskuespillerinde, men hun viste på Folketeatret også dybere sider af sit talent, som Julie i Shakespeares Romeo og Julie, 1936, og som Medea i en moderne bearbejdning af Euripides’ tragedie, 1948. Hun havde endvidere to store roller i Henrik Ibsen-stykker: en Nora i moderne tøj i Et Dukkehjem, 1936, og en gribende gammelklog Hedvig i Vildanden, 1937. I 1949 stod hun for sidste gang på scenen med Bentzon i Rattigans Ægteskab på Frbg. Teater.

Else Skouboe var mere skabende kunstner end fortolker af en tekst. Selvom hun formåede at puste moderne liv i klassiske roller, så følte hun ofte teksten og det historiske kostume som en spændetrøje for fantasien. Højest nåede hun vel i teaterskrædderes behændigt sammentømrede stykker, hvor hun kunne benytte rollen som afsæt for improvisation og fylde den med sit eget intense liv. Hendes særlige evne, skrev teaterkritikeren Frederik Schyberg, var at “kunne digte over en udigterisk Tekst”. Else Skouboe fik fra 1928 en lang række roller i Radioteatret, hvor hun fik mulighed for at spille nogle af de roller, det ikke lykkedes hende at få på teaterscenen. I 1933 spillede hun hovedrollen som natklubværtinden fru Gaby i George Schnéevoigts film Tango. Else Skouboe tildeltes i 1933 Ingenio et arti, 1940 Tagea Brandts Rejselegat og samme år udnævntes hun til Studenternes Æreskunstner.