Ella Ungermann

Ella Ungermann var egentlig i gang med en karriere som kontoransat, da hun uforberedt debuterede på en fri scene i København 1909. Efter to år på Odense Teater med varierede opgaver, bl.a. Schillers Maria Stuart, dukkede hun op på Det Ny Teater i 1911 som Dina Dorf i Henrik Ibsens Samfundets Støtter. Hendes sceniske fremtræden, helt blottet for traditionelle manerer, oplevedes som noget ud over det sædvanlige. Ganske vist skæmmedes den noget af en let læspen og en usikker gang. Men det var ulemper, hun rettede op på, bl.a. med en smertefuld tandoperation. Skønt ufærdig kunne hun forlene en lystspilkomtesse med en myndighed og en melodramafigur med en inderlighed, der var større roller værdig. Vågent og forskende fornyede hun den intrængende og personlige skuespilkunst efter Anna Larssen Bjørner.

I 1914 blev Ella Ungermann knyttet til Det Kgl. Teater. Den første rolle, hun allerede samme år fordybede sig i på nationalscenen, var titelfiguren i Hadda Padda, der var den islandske dramatiker G. Kambams debut. Det lykkedes hende at få en stærkt virkende og sammenhængende skikkelse ud af en fragmentarisk karakter. Det optog hende uophørligt i hendes korte og urolige kunstnerliv, at hun var selvlært. Nervøst modtagelig søgte hun påvirkning mange steder, også i bøger. Skuespilleren Poul Reumert beretter om, hvordan hun, mens de spillede sammen i Julius Magnussens Betty, i pauserne sad i kulissen og læste Søren Kierkegaards Enten-Eller. I Betty spillede hun et varietépigebarn uden primadonnavæsen og en eneste falsk tone. Senere strålede hun som en lysalf i Holger Drachmanns melodrama Vølund Smed. Få kunne som hun skabe en gribende scene ud af ingenting, som når hun gjorde den unge Helgas tavse entre i et fremmed hus i Henri Nathansens Dr. Wahl, og hendes fortolkning af søster Agnes i Helge Rodes Det store Forlis var forestillingens egentlige poesi.

Skønt Ella Ungermann arbejdede ihærdigt med sig selv, kunne hendes mangel på teknik slå igennem og ind imellem gøre hendes spil ujævnt og eksalteret. Samtidig afspejlede ujævnhederne en tiltagende psykisk ubalance. Tilmed skortede det på interessante opgaver i årene på Det Kgl. Teater, selvom hun til stadighed glimtvis frembragte det bedste, også i ubetydelige skuespil. Tvivlen og angsten tog til, og i 1921, nogle dage efter at hun havde optrådt som Leonora i Ludvig Holbergs Det lykkelige Skibbrud, begik hun selvmord. I en nekrolog i tidsskriftet Teatret mindedes hun som et sjældent stræbende talent med en stærk indre spænding. Hun var offer for en higen og en ambition efter at nå noget, hun i virkeligheden ikke havde lyst til.