Ellen Gottschalch

Det er den lyse, glade sangstemme og den blonde, smilende fremtoning, man bedst husker Ellen Gottschalch for. Hendes liv blev sangens og teatrets allerede fra 16-års alderen, da hun som Ellen Holm i 1911 debuterede i folkekomedien Karen, Maren og Mette på Århus Teater. Året efter kom hun til Det Ny Teater i København, hvor kollegaen Peter Jerndorff vejledte hende. Han fik hende bl.a. til at udskifte det jyske tungemål med det rigsdanske som kompensation for den teateruddannelse, hun aldrig fik. I 1913 blev hun udlånt til Casino, hvor hun med sin ungdommelige friskhed og kønne sangstemme blev udset til hovedrollen i Som i Ungdommens Vaar, og hvor hun gjorde sangen Det var paa Frederiksberg til en sand landeplage. Det blev til 120 opførelser og hendes store gennembrud i en alder af kun 19 år. Tilbage på Det Ny Teater gik det slag i slag. Den næste store succes kom 1915 med titelrollen i Frk. Nitouche, en rolle, hun i årenes løb nåede at spille mere end 700 gange. Samme sted var hun 1920 med i den første opsætning af Den grønne Elevator, og sæsonen efter spillede hun hovedrollen i Selma Lagerlöfs Dunungen.

I de følgende år modnedes Ellen Gottschalch kunstnerisk og trængte derfor i 1928 til nye udfordringer, hvorfor hun besluttede at forlade Det Ny Teater for at blive freelance. Næste stop var Fønix Teatret, hvor hun fortsatte i operettegenren med at spille i Foraar i Heidelberg sammen med Arne Weel. Det var også på dette teater, hun i 1931 blev den første danske Josepha i R. Benatskys Sommer i Tyrol. I sensommeren 1928 prøvede hun for første gang kræfter med revyen hos skuespilleren Ludvig Brandstrups Co-Optimister. Her mødte hun sin senere samlever, komponisten Kai Normann Andersen, hvis mange iørefaldende melodier, hun lige til det sidste var en trofast og inderlig fortolker af. Hans Man bli’r saa glad, naar Solen skinner fra operetten Københavnerliv sang hun til succes på Nørrebros Teater i 1939. Den blev siden hendes kendingsmelodi ved talrige optrædener, hvor også hendes fortolkning af H.C. Andersens Konen med Æggene til Normann Andersens melodi var fast inventar. Ellen Gottschalchs varme og elskelige udstråling gjorde hende i 1940 til det oplagte valg til rollen som nøjsomhedens gudinde Penia i Kjeld Abells Guderne ter sig, frit efter Aristofanes, på Apollo Teatret. Her sang hun om frihedstrangen i Dit liv bugter sig med tekst af Poul Henningsen. Fra sit tidligere ægteskab med Christian G. havde hun to sønner, som begge døde i en ung alder. Den ene faldt som offer for nazismen, hvilket fik hende til under den tyske besættelse af Danmark at gå aktivt ind i modstandsbevægelsen. Hendes stærke danske sindelag kom i de år yderligere til udtryk med hendes smukke og følte fortolkninger i radio og på plade af et bredt udvalg af danske melodier. Det var sange, som hun allerede fra barndommen havde været optaget af, men som i den givne situation fik særlig betydning og gennemslagskraft.

I 1941 hentede Holger Gabrielsen Ellen Gottschalch til Det Kgl. Teater, hvor hun med energi, slagfærdighed og musikalsk indleven fejrede triumfer i en række af det klassiske repertoires madammeroller fra Mette i Herman Wessels Kærlighed uden Strømper over Madam Smidt i C. Hostrups Genboerne til Gedske i Ludvig Holbergs Den politiske Kandestøber. Også i det moderne repertoire markerede hun sig med stor styrke, bl.a. i sin 40-års jubilæumsforestilling, Arthur Millers En sælgers død, 1951, hvor hun spillede sælgerens kone. I 1953 fik hun titelrollen i Bertolt Brechts Mutter Courage. Med stor smerte skabte hun et gribende og indfølt portræt af moderen, uden dog helt at få modsætningsforholdet frem mellem de to sider af personen: kræmmersken, der lukrerer på krigen, over for moderen, der vil beholde sine børn. I 1958 var hun moderen i Luigi Pirandellos Seks personer søger en forfatter. I 1961 frabad hun sig festivitas i forbindelse med sit 50-års jubilæum, fordi Det Kgl. Teater tilbød hende at fejre det som Mor Karen i Elverhøj. Den lille rolle betragtede hun som en hån. Hun medvirkede i forestillingen, men forlod derefter nationalscenen i protest mod ikke at få et ordentligt materiale at arbejde med.

Derefter fortsatte Ellen Gottschalch som freelance rundt på landets scener, hvor hun spillede så forskellige roller som bedstemoderen i lystspillet Eventyret på Ålborg Teater, 1962, den ene af de til døden elskelige tanter i P. Lorres Arsenik og gamle kniplinger på Apollo Teatret, 1968, og ammen i Medea på Det Ny Teater. Sidste markante rolle blev i Nevil Shutes Ventetid på Alléscenen i 1979 som den sygdomsramte Felicity, der i sin rullestol ved, at døden står udenfor, men som i stedet fantaserer om, at det må være hendes forsvundne datter. Bag humoren og temperamentet lå en galskab og besk smerte i hendes præstation, som vidnede om stor indlevelse. Efter Normann Andersens død i 1967 optrådte hun hyppigt i radio- og tv-udsendelser med sange fortrinsvis til hans melodier. På film skabte hun en række finttegnede, djærve og varme portrætter og gjorde sig især bemærket i Georg Schnéevoigts Weysefilm Jeg har elsket og levet og som fru Brasen i filmatiseringen af Herman Bangs Sommerglæder, begge fra 1940, samt musicalen Mød mig på Cassiopeia, 1951, med sangen Gå ud og gå en tur. Ellen Gottschalch modtog Filmprisen 1948, Teaterpokalen 1949, Ingenio et Arti 1950 og Tagea Brandts Rejselegat 1951.