Else-Marie Hansen

Navnet Else-Marie er i dansk teaterhistorie uløseligt forbundet med Hans Kurts. De to blev det danske svar på Jeanette McDonald og Nelson Eddy, 1930’ernes operettepar i amerikansk film. Fra 1938 til 1953 var Else-Marie Hansen dansk operettes førstedame, både alene og sammen med Hans Kurt. Derefter fik hun en fin karriere som karakterskuespiller. Fra den sidste periode står rollen som konsulinde Holm i tv-serien Matador som et højdepunkt.

Else-Marie Hansen kom fra et solidt borgerligt hjem på Nørrebro. Faderen, der var håndskomager, havde selv opbygget sin forretning, og Else-Marie Hansen, der var enebarn, hjalp til som ekspeditrice og bybud. Men forældrene havde honnette ambitioner. Hun blev sendt i privatskole, og som femårig begyndte hun at gå til danseundervisning. Hendes danselærer Agnes Nyrop Christensen fik den seks-syvårige pige med i en optræden ved en eftermiddagste i Politikens foredragssal, arrangeret af Emma Gad. Siden fulgte årlige optrædener på Pantomimeteatret i Tivoli, hvor hun efterhånden avancerede til Kolumbines rolle. Derfra kom hun ind i det kbh.ske teaterliv som medlem af Paul Hulds Corps de ballet. Denne dansegruppe udgjorde koret i en række forestillinger, bl.a. på Casino og Scala-Teatret. I 1927 engagerede teaterdirektør og kapelmester Carljohan Biering-Petersen hende til hovedrollen i operetten No, no, Nanette på Fønix Teatret. Det blev en succes. Anmelderne fremhævede hendes “lyse, frodige Livsglæde”, og at hun var “helt gammeldags i sin blide, graciøse Ynde.” Det blev disse kvaliteter, der sammen med solid sang-, danse- og skuespillermæssig kunnen banede vejen for Else-Marie Hansens karriere. Sin vokale grunduddannelse fik hun i de følgende år hos Per Biørn og Kirstine Linnemann. Den satte hende i stand til et par år efter debuten at gennemføre det krævende sangparti i F. Lehárs Friederike. “Hun sang, saa man mærkede noget inde bag Ordene,” noterede en anmelder. Alligevel blev hendes første teaterår i København ikke lette. Hun fik ganske vist mange roller, men de fleste lå uden for hendes egentlige område. Det blev derfor provinsen, der i 1929 oplevede hendes første Hannah Glawari i Den glade Enke med Arne Weel som Danilo. Efter et vellykket gæstespil i Oslo kom Else-Marie Hansen til Nørrebros Teater, hvor hun spillede et broget repertoire uden større succes.

I 1938 fulgte Else-Marie Hansens anden “enke”, nu med Erling Schroeder som partner på Frbg. Teater. Samme år engagerede Biering-Petersen hende sammen med Hans Kurt til Nørrebros Teater, og her begyndte hendes egentlige storhedstid. Succes fulgte på succes med operetter som Balaleika, Grevinde Maritza, Czardasfyrstinden, Dollarprinsessen og mange flere. For at sammensmelte stemmerne så godt som muligt tog parret sangundervisning hos de samme lærere, Ludwig Jubelsky og Magnus Andersen. Koncertturneer og talrige radioudsendelser under og efter Anden Verdenskrig konsoliderede yderligere succesen. Bortset fra et enkelt operaparti, Mimi i La Bohème på Odense Teater i 1948, var det klassiske operettepartier blandet med nyere musicalroller, der stod på hendes arbejdsseddel. I 1944 fulgte hendes tredje “enke”, nu sammen med Hans Kurt på Det Ny Teater. John Price havde som iscenesætter menneskeliggjort de stereotype hovedroller, og forestillingen blev en kolossal succes, der cementerede Else-Marie Hansen og Hans Kurt som Europas førende operettepar. De var “det mest forelskede Enkepar, vi har set,” og Else-Marie Hansens foredrag af Viljasangen nåede via radioen ind i de tusind hjem. Med Åh, min Papa på Frbg. Teater afsluttede hun i 1953 sin operettekarriere. En lang række grammofonplader med potpourrier fra mange af succesforestillingerne har fastholdt operetteparrets indsats, ligesom en enkelt film Man elsker kun een Gang fra 1945.

Else-Marie Hansens stemme var en lyrisk sopran af stort omfang, af fin kvalitet og med en snert af noget kvidrende, som datidens publikum fandt så fortryllende kvindeligt. Hun havde sin styrke i den lyrisk bårne linie og sin fine tekstbehandling, som det fx fremgår af den populære vuggesang fra Gadeprinsessen. Som erotisk skuespiller var hun ikke nogen farlig femme fatale, men fremtrådte med en vis yndig og “damet” uskyld. Måske er det derfor, at hun med stolthed kunne sige, at hun har haft lige så mange fans blandt de gifte kvinder som blandt deres ægtemænd. Som karakterskuespiller fik Else-Marie Hansen mange opgaver på film, tv og teater. Det blev naturligt nok mødre, som i Luften er svanger og Hver ting til sin tid, og bedstemødre, som i Sladder, der kom til at præge hendes repertoire. Her kom hendes gammeldags diktion og stemmeføring til sin ret. For tv spillede hun bl.a. Miss Olsson i C.E. Soyas Parasitterne sammen med Clara Pontoppidan og Gunnar Lauring. Den rolle blev sammen med portrættet af konsulinde Holm i Matador 1977-78 de præstationer, der vil blive stående som vidnesbyrd om Else-Marie Hansens storartede skuespilkunst. Fine menneskelige kvaliteter som hjertevarme, humor og flid prægede hendes lange karriere. I privatlivet formåede hun at gøre sin tidligere mand og hans kone til sine bedste venner og være reservebedstemor for deres børn.