Clara Pontoppidan

“Den første store, alvorlige Karakterskuespillerinde, det danske Teater har kendt,” sagde teaterkritikeren Frederik Schyberg om Clara Pontoppidan, da hun 1942 blev udnævnt til Studenterforeningens æreskunstner. Det var en anerkendelse af hendes nyskabelse i en teatertradition, hvis kvinderoller hyppigt havde været indsnævret til bestemte typer, fx den unge uskyldige pige, den passionerede elskerinde eller den komiske gamle morlil. Med Clara Pontoppidan fik dansk teater en stor skuespillerinde, der kunne fremstille nuancerede, psykologisk troværdige mennesker på godt og ondt.

Clara Pontoppidans forældre blev tidligt skilt, og hun voksede op i kummerlig fattigdom med moderen som eneforsørger. Det var en barndom præget af dårlig ernæring, hyppige besøg hos pantelåneren og flytning til stadig uslere boliger. Som syvårig begyndte hun som balletbarn på Det Kgl. Teater og kunne dermed forsørge sig selv. Hun stod på scenen første gang i 1892 som reserveengel i Sylfiden og havde siden flere småroller, hvor man bemærkede hendes mimiske talent. Sideløbende med balletuddannelsen lod man hende gennemgå teatrets elevskole med elevkammerater som Poul Reumert, der skulle blive hendes partner på scenen i adskillige forestillinger, og Asta Nielsen, med hvem hun bevarede et livslangt venskab. Hun debuterede i 1901 som Tove i Holger Drachmanns Gurre, efterfulgt af adskillige mindre roller, hvor hun blev oplært i den naturalistiske spillestil, som blev grundlaget for hendes udvikling.

I 1905 blev Clara Pontoppidan engageret af Dagmarteatret, hvor hun var de næste 20 år, afbrudt af enkelte sæsoner ved andre teatre. Her stod hun de første år i skyggen af skuespillerinden Anna Larssen Bjørner. Deres talenter var beslægtede, men Clara Pontoppidan var for lille og tynd til de traditionelle elskerinderoller. Hun udviklede derfor sit eget speciale, der bestod i at fremstille de skæve, sære og fortrykte skikkelser. Hun var den åndssvage dreng i A. Daudets Pigen fra Arles i 1905, og året efter havde hun sin første karakterrolle som den værkbrudne Marie i Niels Nielsen. I stedet for en rørende romantisk pigeskikkelse, der talte til det sentimentale, skabte hun et blegt, forgræmmet barn med skrabet hår og kuet blik. Det viste hendes store talent for at give et psykologisk troværdigt portræt gennem en tilsyneladende enkel maskering, som fremhævede både det sagte og det antydede. “Jeg elsker at spille bag masker. Først dér tør jeg skabe,” sagde hun siden.

Allerede i 1902 havde Clara Pontoppidan spillet i Shakespeares En Skærsommernatsdrøm, hvor hun havde fremstillet Puk som en lys og poetisk alf. I 1910 spillede hun atter rollen, denne gang på den nyåbnede friluftsscene i Dyrehaven. Her skabte hun sin egen fortolkning af alfen, som nu blev til en blanding af faun og trold, et legesygt væsen med en smittende skoggerlatter. Det var en revolution af rollen, og Clara Pontoppidans fortolkning kom til at danne skole. Det blev imidlertid i tre sæsoner fra 1914 på Alexandrateatret, senere Betty Nansen Teatret, at Clara Pontoppidan for alvor slog igennem i store kvinderoller, bl.a. i J. Galsworthys En virkelig Dame, 1914, og året efter som Marguerite Gautier i A. Dumas d.y.s Kameliadamen. Højdepunktet var dog hendes fremstilling af pubertetstidens følelseskaos hos pigen Wendla i F. Wedekinds Vaarbrud, 1915, næsten som et varsel om, at Clara Pontoppidans teaterkarriere fortsat skulle gå i retning af de skæve roller. I disse år blev hun kendt langt ud over Københavns grænser. Filmen var blevet et populært medie, og Clara Pontoppidan blev en af dens første, store stjerner. Med sine sjælfulde øjne og sin udtryksfulde mimik var hun et fund for stumfilmen, især da det viste sig, at hun havde råstyrke og mod nok til branchen. Man indspillede stort set alle scener uden brug af stuntmen, så hun lod sig fire ud fra høje huse, flød i iskoldt vand og blev slået ned af fæle skurke. Hun indspillede over 60 stumfilm, hvoraf flere er regnet blandt filmhistoriens klassikere, fx August Bloms Den hvide Slavehandlers sidste Offer fra 1911 og Carl Th. Dreyers Blade af Satans Bog, udsendt 1921.

Efter skilsmisse fra sin første ægtefælle traf Clara Pontoppidan i 1919 lægen Povl P., giftede sig med ham og adopterede et par år senere to forældreløse engelske drenge. Hun fremhævede altid siden sit familieliv og lykkelige ægteskab som den nødvendige ballast for sin karriere på scenen. Det Kgl. Teater engagerede hende 1925. Her var Bodil Ipsen den store stjerne, og Clara Pontoppidan videreudviklede sit talent for karakterroller. Som ingen anden kom hun til at beherske antydningens og nuancernes kunst. Hun gik altid i dybden med karaktererne og arbejdede minutiøst med de mindste detaljer. Hendes roller i slutningen af 1920’erne var et galleri af store præstationer, mange af dem groteske, ondskabsfulde eller undertrykte kvinder. “Skuespilkunst er kampen for større forståelse af selv de vanskeligst forståelige,” blev hendes motto for den humanistiske teatertradition, hun repræsenterede, hvor hun lagde vægt på altid at forklare og forsvare sine kvindeskikkelser, ikke ved at forskønne dem, men ved at fremstille det almene i det sære. Det kom til udtryk i hendes fremstilling af dronning Caroline Mathilde i Sven Langes En Dag paa Hirschholm Slot i 1926 og i Kaj Munks En Idealist, 1928, hvor hendes Salome under al sin ondskab var en forpint og ensom paria. I 1936 var hun den excentriske Kathrine af Nederbayern i Kjeld Abells Eva aftjener sin Barnepligt og året efter Kragen i Johannes V. Jensens Darduse. Højdepunkterne i sin karriere nåede hun i disse år med titelrollen som den lille, grå lærerinde i Abells antifascistiske stykke Anna Sophie Hedvig, 1939, og som Enkefru Tang i Knud Sønderbys skuespil om besættende kærlighed En Kvinde er overflødig, 1942, en rolle, som gav hende en Bodil-pris for bedste kvindelige hovedrolle, da stykket blev filmatiseret i 1957.

I 1953 døde Clara Pontoppidans ægtefælle, og året efter mistede hun sin yngste søn. Hun fortsatte stædigt med at gå på arbejde, men var længe mærket af sin sorg. Inden den ramte hende, var hun begyndt at udgive sine erindringer, og skriveprocessen blev hende nu en hjælp. Erindringerne blev udgivet i fire bind 1949-63 under titlen Eet liv – mange liv. De udkom i en bearbejdet udgave 1965-68 og er blevet kaldt den væsentligste udgivelse på området siden Johanne Luise Heibergs memoirer.

Clara Pontoppidan medvirkede i over 150 hørespil, mange af dem roller, som hun havde spillet på scenen. Flere af dem blev ligeledes filmatiseret, fx hendes rolle som Sara Levin i Henri Nathansens Indenfor Murene, som hun havde spillet første gang på teatret i 1946, og som lagde gaderne øde, da TV-Teatret udsendte den i 1963. Samme år blev hun folkeeje i filmkomedien Støvsugerbanden, hvor hun var et af medlemmerne i en bande pensionister med speciale i røverier. I 1966 fejrede hun sit 65-års jubilæum i en festforestilling, hvor hun sammen med Reumert spillede Indenfor Murene, og fem år senere gik hun på scenen til sit 70-års jubilæum med bl.a. Gustav Wieds Skærmydsler, som hun gennem årene havde spillet i flere forskellige opsætninger.

Clara Pontoppidan modtog medaljen Ingenio et arti 1931, fik Fortjenstmedaljen i guld 1948 og blev kommandør af Dannebrogordenen i 1959. Hun modtog mange andre hædersbevisninger, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1937, ligesom hun blev den første modtager af Ole Haslunds æresbolig i 1972. Ved hendes 80-års fødselsdag i 1963 stiftede en række kolleger et legat, som bærer hendes navn og som hvert år uddeles til en skuespiller. I 1973 tog Clara Pontoppidan afsked med teatret i en tv-transmission En aften på Det Kongelige Teater. Her afsluttede hun forestillingen med Puks epilog, næsten en menneskealder efter, at hun med den samme rolle havde været med til at ændre dansk teaterhistorie.