Karin Nellemose

“Kære Nelle, du har vandret gennem teaterhuset med et lys omkring dig. Du har været gratie i sjæl og sind, du er blevet spændende, let, lødig og graciøs,” sagde Clara Pontoppidan, da hun i 1968 overrakte Karin Nellemose sit teaterlegat for et virke ved Det Kgl. Teater, der kom til at strække sig over næsten 60 år.

Karin Nellemose var den ældste af tre søskende. Broderen blev billedhugger og søsteren balletdanser. I familien regnede man børnenes kreative og musiske talenter for at stamme fra morfaderen, en svensk skrædder, der var indvandret til København, hvor han bl.a. syede kjoler til hoffet. Men også Karin Nellemoses forældre var interesserede i musik og teater, og allerede som otteårig var hun med dem i Det Kgl. Teater, en oplevelse, som gjorde stort indtryk på hende. Faderen døde, da hun var 13 år, og moderen klarede herefter dagen og vejen på en lille enkepension og ved at udleje tre af værelserne i familiens femværelsers lejlighed. Efter skolegang hos de katolske nonner i den franske skole på Østerbro begyndte Karin Nellemose at læse hos skuespilleren Holger Gabrielsen, som året efter opfordrede hende til at søge ind på Det Kgl. Teaters elevskole, hvor hun var elev 1924-26. Derefter blev hun engageret af teatret og debuterede 1926 som Thilde i Edvard Brandes’ Haardt imod haardt. Hun blev fremhævet for sin alfeagtige ynde og for sit smukke sprog, og dermed var hendes rollefag afgjort. I de følgende år spillede hun altid ingenuen, den smukke, unge, renhjertede pige, men det lykkedes hende hyppigt at tilføre rollerne en ekstra poesi. Det så man fx i hendes fortolkning af prinsessen i Holger Drachmanns Der var engang, i rollen som Hermia i Shakespeares En Skærsommernatsdrøm og i Molières Fruentimmerskolen, 1932. I hendes spillestil så man en klar linie tilbage til navne som Betty Hennings og Anna Bloch. Samtidig blev hun landskendt og elsket for roller i film, fx Præsten i Vejlby, 1931, og i de populære Nøddebo Præstegaard, Barken Margrethe af Danmark fra 1934 og Livet paa Hegnsgaard, 1938.

På Det Kgl. Teater havde Karin Nellemose kastet lange blikke efter en smuk ung cellist, der kvitterede for blikkene med et marcipanbrød, fordi han var for genert til at erklære sig. De blev gift, fik en datter, der også blev skuespiller, og delte i et halvt århundrede privatliv og arbejdsplads med hinanden. Karin Nellemose udviklede sit talent i det moderne rollefag og blev en glimrende karakterskuespiller i roller med sære kvindeskikkelser, som tilværelsen havde slået i stykker. Hun udtrykte både lidenskab og smerte som Constance Leth i Kaj Munks Egelykke, 1940, og lod neuroserne blomstre som Blanche Dubois i Tennessee Williams’ Omstigning til paradis, 1949. I Eugene O’Neills Lang dags rejse mod nat, 1957, var hun den ensomme, ulykkelige morfinist Mary Tyrone, en præstation, som gav hende Teaterpokalen samme år. Samtidig var hun en ypperlig fortolker af klassiske roller, hvor enten hendes underfundige lune eller sans for barok komik kunne komme til sin ret. Hendes geniale nytolkning i 1935 af Grete i Johan Herman Wessels Kærlighed uden strømper dannede skole, og hun viste barsk komik som smedemadam Smith i C. Hostrups Genboerne, 1968. Hun mestrede dog også komikken i moderne dramatik, fx som påklædersken i Ernst Bruun Olsens Donna Johanna, 1971, og som den snerpede Miss Furnival i P. Schaffers Komedie i mørke. I 1968 modtog hun Henkel-Prisen for denne evne til at forny sit spil fra lysalf over komik til de neurotiske, skæve eksistenser.

Gennem årene kom Karin Nellemoses smukke distinkte sprog til sin ret i radioen i oplæsninger af bl.a. H.C. Andersen og Herman Bang. Samtidig fortsatte hun sin karriere som populær fjernsynsskuespiller, fx som den døvstumme morder i Leif Panduros krimiserie Ka’ De li’ østers? Også for de yngre generationer blev hun folkeeje i sin ganske uforglemmelige rolle som Misse Møhge i fjernsynsserien Matador, 1978-82, hvor hun med lune og brod fremstillede en forskruet gammeljomfru, kuet af sin skrappe moder og provinsbyens snævre rammer for passende kvindelig opførsel. Karin Nellemose modtog mange legater og hædersbevisninger for sit kunstneriske virke, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat i 1942. Hun var dekoreret med medaljen Ingenio et arti 1939, blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen 1959 og til ridder af 1. grad i 1965. Indtil 1981 havde Karin Nellemose aldrig spillet teater uden for Det Kgl. Teaters regi, men det år tog hun springet til Det Ny Teater, hvor hun spillede sammen med Marguerite Viby i farcen Ved hanegal. To år senere optrådte hun for sidste gang på Det Kgl. Teater i En stakket frist, som dermed blev afslutningen på en lang, smuk karriere i nationalscenens tjeneste.