Faktaboks

Else Højgaard
Født
18. april 1906, København
Død
11. juli 1979, Boderne, Åker sogn
Arbejdsliv
Danser, solodanser og skuespiller
Familie

Forældre: overretssagfører Sven Melson (1884-1940) og Ida Amalie Christiane Andreasen (1881-1970).

Gift 14. december 1926 med direktør Anders Christian Emil H., født 17. juli 1885 i Horsens, død 25. september 1959 i København, s. af herreekviperingshandler Anders Christensen H. og Alma Sophie Emilie Gøtze. Ægteskabet opløst 1928.

Gift 30. oktober 1934 med fabrikant Willy Johannes Madsen, født 12. september 1898 i København, død 4. marts 1974 i Gentofte sogn, s.af fabrikant Johannes C. M. og Andrea Marie Sofie Nielsen.

Bofælle: violinist, dirigent Henrik Reinholdt Sachsenskjold, født 17. april 1918 i Roskilde, s. af vognmand Niels Frederik S. og Thora Kirstine Nielsen.

Med sine 65 år ved Det Kgl. Teater er Else Højgaard den eneste i teatrets historie, der har nået den fulde udfoldelse af sine talenter både som danser og som skuespiller. Hun blev optaget på teatrets balletskole 1914, og med et særligt raffinement i selv de mindste partier udmærkede hun sig allerede i den russiske koreograf M. Fokins opsætning af Fyrst Igor. Officielt debuterede hun i 1928 som Amelie i Drømmebilleder, og 1931 udnævntes hun til solodanserinde efter at have danset Terpsichores parti i G. Balanchines neoklassiske Apollon Musagetes. Indtil sin afgang i 1942 var hun en af ballettens førende danserinder på linie med den lidt ældre Ulla Poulsen Skou og den lidt yngre Margot Lander. Mere dramatisk end egentlig lyrisk manifesterede hun sig især i det moderne repertoire, som efter russernes introduktion blev tilføjet værker af koreografer som Harald Lander, Birger Bartholin og Børge Ralov, der alle forstod at udnytte Else Højgaards specifikke evner. Den gnistrende temperamentsfulde danser var ikke mindst en gave for Nini Theilade, der 1936 valgte hende til hovedrollen i Psyche og to år senere skabte partiet som Frivoliteten i balletten Cirklen til hende. Ud over de moderne præstationer tilførte Else Højgaard Bournonvilleballetterne noget nyt og antiromantisk, fx da hun dansede Birthe i Et Folkesagn og Teresina i Napoli.

Da Else Højgaard stod på sin højde som danser, gennemgik hun 1932-34 teatrets dramatiske elevskole, og i 1935 havde hun sin skuespillerdebut som Wendla Brent i Anker Larsens Søn af Zeus. Samme år blev hun engageret som skuespiller ved Det Kgl. Teater. Hun kom hurtigt til at spille mindre roller, bl.a. i H. Wuolijokis Kvinderne på Niskavouri og som filmdivaen i C.E. Soyas Chas. Da hun i 1942 endegyldigt havde trukket sig tilbage fra balletten, kom hun for alvor til at demonstrere, hvor selvstændigt og spændende et talent hun var. Hun besad noget “nøgent”, uforfængeligt, næsten trodsigt i sin spillemåde, der skaffede hende en central placering i tidens drama, i begyndelsen af 1940’erne som den Karen Blixen-lignende Julia i T.S. Eliots Cocktail Party, som den aldrende primadonna i Jean Anouilhs Colombe og som dronningen i Shakespeares Hamlet. Højdepunktet i hendes karriere blev søsteren Irene i H.C. Branners Søskende, 1952, hvor det passionerede og smertefulde nåede en menneskelig dybde, der både rystede og bevægede. På nationalscenen fik hun senere hen kun sjældent lejlighed til at vise, hvor langt hendes evner rakte, måske fordi det sære og specielle lurede på hende som en fare, men som Salome i Kaj Munks En idealist, 1958, tog hun modigt konkurrencen op med Clara Pontoppidan. Nogle af sine bedste roller spillede hun uden for Det Kgl. Teater, nemlig på Odense Teater i Tjekhovs to stykker Mågen, hvor hun var Irina, og Kirsebærhaven, hvor hun spillede Ljuba Ranevska. På Alléscenen optrådte hun i F. Wedekinds Lulu og i Alle mine mennesker og på Det Danske Teater i Atom og morgenfrue. I tvs opførelse af García Lorcas Bernardas hus var hun en imponerende Bernarda. På TV-Teatret medvirkede hun endvidere som Isabella de Creuth i Kjeld Abells Den blå pekingeser, som Fru Carrar i Bertolt Brechts Fru Carrars geværer og som dronning Elisabeth i Shakespeares Richard 3.

Som proletarkonen Phoebe i J. Osbornes Tribunehelten, 1959, og i E. Albees Forbi fik Else Højgaard nogle af sine senere års større opgaver, i Ulla Ryums Myterne og García Lorcas Yerma nogle af de mindre. 1971 vendte hun i en enkelt rolle tilbage til balletten som den gamle kvinde i Flemming Flindts Dødens triumf. Hun var en højt skattet og ofte anvendt skuespiller i Radioteatret. Desuden virkede hun som lærer ved Det Kgl. Teaters elevskole indtil dennes nedlæggelse 1967. I 1938 tildeltes hun Ingenio et arti, og i 1942 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat. Hun udnævntes i 1961 til ridder af Dannebrogordenen, i 1972 til ridder af 1. grad.

Beskrivelser og portrætter af Else Højgaard

  • Statuette fra 1932 af Axel Locher på Teatermus. Tegn. fra 1936 af Hans Bendix. Statuette fra 1942 af Harald Isenstein. Foto i Det Kgl. Bibliotek, Teatermus.
  • Sv. Kragh-Jacobsen: Den kgl. danske ballet, 1952. Sv. Kragh-Jacobsen: Ballettens blomstring ude og hjemme, 1945.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig