Marie Brolin-Tani

Det er en usædvanlig karriere, den svenskfødte Marie Brolin-Tani har haft i den danske danseverden. Hun voksede op i Stockholm, hvor hun kom ind i musikkens og teatrets verden, fordi faderen var violinist ved operaen i Stockholm. Men selv ville hun være danser, og som 16-årig blev hun i 1974 optaget på Balettakademiens fireårige uddannelse, og senere trænede hun bl.a. videre ved London School of Contemporary Dance og École Joseph Russillo i Paris. I 1980 fødte hun sin første datter, tog studentereksamen i Helsingborg og begyndte at undervise, hvilket betød, at der blev mindre tid til dansen. En tilfældig audition i 1982 førte hende imidlertid til Den Jyske Opera i Århus. Her befandt hun sig så godt, at hun i 1984 flyttede permanent til byen sammen med sin mand, scenografen Hans-Olof Tani. I Århus opbyggede hun et professionelt dansemiljø sammen med bl.a. koreograferne Eske Holm og Palle Granhøj, hvad der førte både til etableringen af træningsstedet Ny Dans og til grundlæggelsen af kompagniet Århus Danseteater, ledet af den amerikanske koreograf S. Fant. I 1987 debuterede hun som koreograf med værket Ikaros. Det blev begyndelsen til egne danseproduktioner som fx Picasso, 1988, men også til koreografi for teaterproduktioner, bl.a. Marie Grubbe på Odense Teater 1988, Parsifal på Den Jyske Opera 1991 og Carmen samme sted 1999. Efter at have fået endnu en datter i 1990 stiftede hun i 1992 Marie Brolin-Tani Danseteater som et offentligt støttet egnsteater. Takket være en ihærdig kulturpolitisk indsats fik hun lokaler på Brobjergskolen ved Musikhuset, hvor hun ud af en simpel gymnastiksal skabte en velfungerende dansescene både for sit eget kompagni og for bl.a. Århus Festuge.

Marie Brolin-Tani har base i den ekspressive, moderne dans. Den skildrer følelser mellem mennesker, ikke mindst de store lidenskaber, både de rene og de perverterede. Hendes koreografi har oftest været fortællende, eksempelvis baseret på et drama som G. Büchners Woyzeck, 1990, en roman som Dostojevskijs Idioten, 1993, og en tragedie som Aischylos’ Orestien, 1994, der gæstespillede på Det Kgl. Teater i 1995. Hun har bevidst engageret yderst forskellige koreografer til sit danseteater, heriblandt svenskeren Jessica Iwanson med Ansigter, 1992, israeleren I. Galili med Double Time, 1994, og englænderen T. Rushton med Carmina Burana, 1997. Kompagniets internationale position er desuden blevet forstærket af udlandsturnéer. I 1998 skabte hun i samarbejde med Aarhus Symfoniorkester King Lear til musik af Carl Nielsen, og året efter blev værket sat op af to sydafrikanske kompagnier i Pretoria, Sydafrika. Marie Brolin-Tanis kontinuerlige bestræbelse har dog først og fremmest rettet sig mod at få den professionelle dans til at slå rod i Århus. I 1992 etablerede hun en balletskole, og siden 1996 har hun drevet et decideret juniorkompagni. Sammen med sin medskabende ægtefælle er det lykkedes for Marie Brolin-Tani at få pengene til at strække til og dermed skabe det første egentlige danseteater i Århus.