Lis Jeppesen

Øjnene har været Lis Jeppesens gave. De er store og smukke, men rummer samtidig alt fra det mildeste til det vildeste, fra det kærligste til det mest dæmoniske, fra det indsmigrende til det intrigante og fra det mest omsorgsfulde til det ondeste. Lis Jeppesen viste sig tidligt at være en balletdanser af sjældent mimisk karat. Hendes scenetalent strålede allerede, da hun seks år gammel stod på scenen i Tivolis Koncertsal som Columbine; et resultat af moderens ambitioner. Lykkeligvis endte hun året efter i 1963 på balletskolen ved Det Kgl. Teater, hvor hendes kunstnerkrop skulle blive udfordret optimalt. Sin første væsentlige rolle fik hun i 1974 som bare 17-årig i den hollandske koreograf R. v. Dantzigs Monument for a Dead Boy. I den anledning karakteriserede Politikens balletkritiker Ebbe Mørk hende som “på en gang skær og stærk som et pigesind i et digt af Tove Ditlevsen”. I 1976 dansede hun eleven i Flemming Flindts Enetime med trodsig lolitaudstråling, efterfulgt året efter af en lige så nysgerrig, men uskyldig Clara i Flindts Nøddeknækkeren. Derefter kom Bournonvillerollerne, som skulle vise sig at bringe et utal af raffinementer frem i hendes dans. Levende, sprælsk og yndig dansede hun Hilda i Et folkesagn, 1977, og i Flindts gendigtning af Toreadoren i 1978 var hun en fortryllende og naturlig Célèste.

1979 blev Lis Jeppesens gennembrudsår, da hun kom til at danse verdensrepertoirets to store romantiske ballerinaroller. I Erik Bruhns opsætning af Giselle leverede hun en uafrystelig tolkning af en ung piges tragedie. Hendes Giselle var således benovet forelsket i Arne Villumsens flotte hertug med det dybe blik, og desto smerteligere blev det at opleve, hvordan hendes tillidsfulde henrykkelse blev knust, da hun måtte se i øjnene, at han havde bedraget hende og for længst var forlovet med en anden af mere passende stand. Eller rettere sagt, hendes Giselle så det netop ikke i øjnene: de stirrede tomt ud i rummet, for hun havde tilsyneladende ikke andet valg end at blive vanvittig og dø af sit knuste hjerte, hendes kærlighed var for stor. I Sylfiden præsterede hun en tilsvarende fysisk og psykisk maraton. Hendes Sylfide var både munter og drilsk over for Arne Villumsens James, på én gang æggende og uskyldigt insisterende i førsteakten. Men i andenakten gik kærlighedens umulighed op for hende. Da James snoede det forheksede sjal om hendes skuldre, så hendes vinger faldt af, gik hun til grunde. For øjnene af publikum frøs hun ind i lammende kramper og død, som en usentimental og spontan fysisk reaktion på at miste den kærlighed, der gav hendes liv mening. Det kunne med andre ord være decideret skrækindjagende at opleve hende på scenen i disse eksplosive danserår. Men det var også tilsvarende rystende at iagttage, hvordan hendes krop blev tyndere og tyndere i hendes nådesløse udpining af talentet; hun kendte åbenbart ingen grænser for sin generøsitet på scenen.

I 1980 blev Lis Jeppesen udnævnt til solodanser ved Den Kgl. Ballet, og i de følgende år kom ønskerollerne væltende. Svanilda i Coppelia, 1981, som hun forløste med næsten morbidt lune, og som fik ballethistorikere til at sammenligne hende med Margot Lander. I 1980 var hun en drømmende Hermia i En skærsommernatsdrøm, i 1983 en kølig dryadedronning i Don Quixote og året efter en selvoptaget ballerinadukke i Petruschka. Derefter fulgte imidlertid sæsoner, hvor repertoiret forandrede sig og pludselig ikke rummede roller til hendes kvaliteter, samtidig med at hun døjede med skader. Privat mødte hun til gengæld lykken i Jan Boris Pedersen, som hun giftede sig med i 1987, samme år som hun fødte sin første datter. Til dansen kom hun også stærkt tilbage. Hun dansede mere abstrakte og moderne roller, der afslørede en ny kunstnerisk afklaring og smerte hos hende. Hun var skyggekvinden i den tjekkiske koreograf J. Kyliáns Verklärte Nacht, 1987, den mystiske kvinde i den franske koreograf M. Béjarts Serait-ce la Mort?, 1990, og en kåd, men også længselsfuld Teresina i Napoli, 1992. Men først og fremmest blæste hun publikum omkuld med spændvidden i sin tolkning af Tatjana i den britisk-tyske koreograf J. Crankos Onegin, 1989, skabt over en versroman af den russiske forfatter A. Pusjkin. I Lis Jeppesens krop og sind var Pusjkins romanfigur en tænksom ung pige, hvis personlighed foldede sig ud til en moden og tvivlende kvinde gennem mødet med sit livs Don Juan, og netop tvivlen blev hendes overraskende pointe. Hun dansede med to Onegin’er, den unge Nikolaj Hübbes brusende karismatiker og den erfarne Arne Villumsens overlegne kyniker, to dansere, der fik noget yderst forskelligt frem i hendes Tatjana. Lis Jeppesen har modtaget flere hædersbevisninger og legater, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1982 og samme år Teaterpokalen. I 1989 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.

Lis Jeppesen har aldrig danset nogen “typisk Lis Jeppesen-rolle”. Hendes sceniske uberegnelighed har været et kendetegn, uanset om hun har overrasket som en følelseskold enkedronning Juliane Marie i Flindts Caroline Mathilde, 1991, en grotesk og grisk Frk. Birthe i A. Bournonvilles Et folkesagn, 1991, eller en forundret og selvtilfreds Bathilde i Peter Schaufuss’ version af Giselle, 1994. Sidst i danserkarrieren formåede hun at forbløffe med sine nuancerede kvindeskildringer, ikke mindst i Anna Lærkesens balletter Kindertotenlieder, 1992, og Symfoni og forvandling, 1995. I 1998 holdt hun op som aktiv danser på tå efter 26 års tro tjeneste ved kompagniet på Kongens Nytorv. Hun har siden da været ansat som både karakterdanser og coach, og på scenen ligger adskillige roller og venter på hende i fremtiden, bl.a. turde hun være selvskreven til rollen som heksen i Sylfiden. For er der et par øjne, der vil kunne få en hvilken som helst James til at synke rædselsslagen i knæ, så må det være hendes.