Anna Lærkesen

Det første forsøg på at blive optaget på Den Kgl. Ballets skole lykkedes ikke for den halvvoksne Anna Lærkesen, der kom fra en styrmandsfamilie i Søborg uden kunstneriske traditioner. Men hun vidste, at dansen var hendes skæbne, og var i seks år privatelev hos balletpædagogen Edite Feifere Frandsen, der havde været primaballerina i Letland og fra 1956 var knyttet til Den Kgl. Ballet. Hendes undervisning havde udgangspunkt i den russiske bravurtradition. Hos hende udviklede Anna Lærkesen sin teknik så overbevisende, at hun med stor selvfølgelighed som 17-årig i 1959 blev optaget som aspirant ved Den Kgl. Ballet. Optagelsen af Anna Lærkesen betød et brud med den tidligere procedure, hvor ballettens kunstnere var blevet rekrutteret fra teatrets egen balletskole.

I begyndelsen var det lidt vanskeligt at indpasse Anna Lærkesen i korpset, da hun med sine lange lemmer og linier og unikke personlighed havde behov for en solistisk optræden, som hun teknisk set ikke beherskede endnu. Hun debuterede og vakte straks opsigt i november 1959 som første sylfide i August Bournonvilles Sylfiden, og efter en vellykket fremtræden i Lizzie Rodes Ballet i D, 1961, fandt teatret snart de roller, hvori hendes lyriske og hemmelighedsfulde danseskønhed kunne finde næring. De sårede elskende i Sylfiden, som hun dansede fra 1966, og i Giselle som hun dansede fra 1968, var som skabt til hendes beåndede dans, men også i et moderne værk som den svenske koreograf Birgit Cullbergs Månerenen, lyste poesien i sæsonen 1964-65 omkring hendes forvandling fra samepige til mytologisk åndefigur. Sommeren 1964 anvendte hun på et studieophold ved Bolsjoj Teatret i Moskva for at forberede sig til de teknisk krævende partier i det store russiske repertoire. Hun dansede dette år for første gang dobbeltrollen i Svanesøen som den hvide uskyld Odette og den dæmoniske, sorte svane Odile. I 1972 dansede hun Sukkerfeen i Flemming Flindts version af Nøddeknækkeren, som hun med sin særegne, elegiske stil gav en ny kunstnerisk dimension. Helt forløst blev hendes åndeagtige skrøbelighed hos den engelske koreograf K. MacMillan, der i 1961 selv satte sin ballet Solitaire op i København, og siden i den store engelske mester F. Ashtons Romeo og Julie, 1963. Også hos amerikanerne G. Balanchine med Symfoni i C, Apollon Musagetes og Serenade samt i A. Tudors Syrenhaven skabte hun et spændingsfyldt, sjælfuldt rum om sine figurer.

Anna Lærkesen udnævntes i 1964 til solodanserinde og fik i 1966 samtidig med Kirsten Simone den sjældne titel af 1. solodanserinde, der tidligere kun var blevet tildelt Margot Lander. I 1963 havde hun modtaget Dansk Ballet- og Musik Festivals Pris, men den ydre medgang var ikke ledsaget af nogen indre psykisk ro. I Anna Lærkesens selvforståelse var den indsats, som et betaget publikum hyldede med stor varme og taknemmelighed, og som kritikken sjældent fandt lyder ved, blot i ganske enkelte tilfælde i overensstemmelse med de mål, hun satte for sin kunst. Gradvis isolerede hun sig fra sit miljø og måtte indgive sygemeldinger i lange perioder. Det føltes i vide kredse urimeligt hårdt, at teatret valgte at give hende sin afsked i 1984, kort før hun ville have kunnet fejre sit 25-års jubilæum som danser i rollen som Louise i Livjægerne på Amager, hvori hun just havde fået et comeback.

Anna Lærkesen valgte i sin nye livssituation først at råde bod på en utilstrækkelig skolegang ved at tage en hf-eksamen i matematik, men blev på længere sigt sat fri til en ny, smuk karriere som koreograf. Hendes eminente musikalitet gennemsyrede også hendes egne danseværker, hvoraf det første Når jeg er i luften skabtes til S. Rakhmaninovs klaverstykker fra Moments Musicaux. Med dette vandt hun den danske afdeling af den første nordiske koreografkonkurrence i 1988, og Det Kgl. Teater viste værket senere samme år. Året efter vandt Silja Schandorff Erik Bruhn-Prisen i Canada, hvor hun dansede i Anna Lærkesens pas de deux Hommage à Bournonville. Balletten blev i 1992 opført på Det Kgl. Teater. Gradvis blev ambitionerne og evnerne større, således i Manhattan Abstraction, 1989, og særligt i den henrivende Mozartfantasi Hvisken og svæven, 1994. Vemodige er værkerne Kindertotenlieder, 1992, til G. Mahlers musik og Drømme, 1994, til A. Schönbergs Verklärte Nacht, der demonstrerer hendes højtudviklede evne til at skabe originale og interessante bevægelsesmønstre og psykologisk dybde i roller for den mandlige danser. I den lidt tidligere Polacca, 1992, fandt hun smuk anvendelse for Nikolaj Hübbes indtagende livfuldhed, mens hendes næste Chopin-ballet Quasi una Fantasia, 1997, ikke vandt kritikkens bifald. Med Maina Gielguds udnævnelse til balletchef i 1996 fulgte et afbræk i Anna Lærkesens arbejder for Det Kgl. Teater. Anna Lærkesen har desuden været virksom som koreograf ved The San Francisco Ballet, New York City Ballet og ved operaen i Stockholm. Hendes Bach-ballet Partita, 1990, er optaget af Danmarks Radio. Hun er blevet tildelt flere legater, bl.a. Betty Hennings Legat 1962 og Tagea Brandts Rejselegat 1968. I 1972 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.