Silja Schandorff

Som en af den klassiske balletlitteraturs største heltinder, prinsesse Aurora i M. Petipa og P. Tjajkovskijs Tornerose fra 1895, synes Silja Schandorff allerede ved sin dåb at være blevet velsignet og kysset på panden af gode feer. Med en fader, der var olympisk medaljevinder i cykling, og en moder, der var overfe på Tivolis Pantomimeteater, var hun fra sin tidlige barndom sporet ind på både den fysiske udfoldelse og bevægelsens poesi; begge sider af dansens profession. Hun blev optaget på Det Kgl. Teaters balletskole i 1975 og stod allerede som niårig på scenen som “solodanser” i Poul Funcks børnedans, der indgår i nationalskuespillet Elverhøj. Denne tidlige præstation blev transmitteret i tv som del af en festforestilling i 1978. Også siden har kameraet hvilet på Silja Schandorff, idet hendes barndom og udvikling på Det Kgl. Teater blev fulgt og filmet af et tv-hold til serien Balletbørn, der blev vist i Danmarks Radio i 1991.

Silja Schandorff debuterede som 18-årig i 1987 i danseren Ib Andersens koreografiske debut 1 2 3 B 1 2 og gjorde hurtigt den amerikanske koreograf G. Balanchines neoklassiske balletter til sit speciale med hovedpartier i Tjajkovskijs 2. klaverkoncert, Tzigane, Søvngængersken, Tjaikovskij Pas de Deux, Allegro Brillante, Agon og Apollon. I teatrets Balanchinesæson 1992-93, der markerede tiåret for koreografens død, manifesterede hun sin placering som en af Den Kgl. Ballets centrale ballerinaer, og som en naturlig følge blev hun i 1992 udnævnt til solodanserinde. Selvom hun har danset en række store Bournonvilleroller som fx Sylfiden, Palmyra i Abdallah og Hilda i Et folkesagn, har hun ikke været Den Kgl. Ballets typiske “petite” Bournonvilledanserinde. Alene ved sin fysiks lange, slanke linier og sit kunstneriske temperament, der ofte har udfoldet sig ekspressivt i abstrakte og musikalske termer, har hun personificeret brydningerne mellem Den Kgl. Ballets romantiske stiltradition og 1900-tallets modernisme. I sin tolkning af ballerinaen i Harald Landers klassiker Etudes forenede hun de to brydende stilarter, idet hun med intelligent formsans redefinerede dansk klassicisme og satte nye standarder for det populære værk.

Med samme kunstneriske sans har Silja Schandorff danset hovedpartierne i de store russiske klassiske balletter Tornerose, Nøddeknækkeren, Raymonda suite og Svanesøen og må efterhånden betegnes som den danske koreograf Anna Lærkesens “muse”. Lærkesen har bl.a. skabt værkerne Partita, Polacca, Hommage à Bournonville og Hommage à Balanchine til Silja Schandorff, der yderligere har fortolket hovedpartier i værker af J. Neumeier, M. Béjart, Peter Martins og W. Forsythe. Silja Schandorff har modtaget Danse-Legatet i 1986 og førsteprisen ved Erik Bruhn-konkurrencen 1989. I 1998 modtog hun både Tagea Brandt Rejselegat og Bournonvilles Legat, ligesom hun blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.