Lizzie Rode

Tilknyttet Den Kgl. Ballet som balletdanser fra 1950 tilhørte Lizzie Rode den gruppe, der med en tidligt voksen udstråling var forudbestemt til at udforme de vigtige, stemningsskabende roller i balletterne. I sæsonen 1956-57 dansede hun således allerede på én og samme aften heksen Madge, hvis rasende hævn danner handlingens knudepunkt i August Bournonvilles Sylfiden, og den forliebte gammeljomfru, forstanderinden i den russisk-amerikanske koreograf D. Lichines yndefulde spøg Graduation Ball. En af hendes tidlige kunstneriske sejre var den forsmåede kokkepige Kristin, tjeneren Jeans kæreste, i den svenske koreograf Birgit Cullbergs Frøken Julie, som hun dansede i 1958. Med kantede bevægelser viste hun den uskønne piges voksende trods over for den perverterede adelsfrøken. Siden kom hun til at danse titelrollen i Cullbergs stærke græske drama Medea, 1959, alternerende med Margrethe Schanne, da Det Kgl. Teater havde indført dobbeltbesætninger i balletforestillingerne. Med moden kvindelighed dansede hun 1960 Leonardos forsmåede hustru i D. Apivor og A. Rodriques Blodbryllup efter F.G. Lorcas drama. I 1964 benyttede Flemming Flindt hendes skikkelsesdannende evne i sin ballet Enetime efter et skuespil af den rumænsk-franske forfatter E. Ionesco. Hun dansede på andetholdet, hvor hun portrætterede den spidse, autoritetstro klaverrepetitør, mens Solveig Østergaard var den elev, der pintes til døde af Fredbjørn Bjørnssons dansemester. Også den modne sensualitet kunne hun udtrykke, som fx i Eske Holms modernistiske Orestes, hvor danserne optrådte i træningstøj. Her var Lizzie Rode en farlig Klytaimnestra i sæsonen 1972-73.

Ud over dansen var Lizzie Rode også interesseret i det koreografiske arbejde, hvilket førte til den abstrakte Ballet i D i 1961. Musikken var af hendes ægtemand, komponisten og dirigenten Ole Schmidt, og forestillingen viste hendes evner til at disponere danserne i et musikalsk forløb på scenen. Her fik det unge talent Anna Lærkesen for første gang en rolle, der passede hendes lange linier og opmærksomhedsskabende personlighed. Lizzie Rode vendte ikke tilbage som selvstændig koreograf, men trådte frem som iscenesætter, især i et vellykket samarbejde med Hans Brenaa, med forestillingerne Livjægerne på Amager, 1970, og Fjernt fra Danmark, 1973. Hun virkede som assisterende balletmester ved Den Kgl. Ballet 1971-78. Året efter afsluttede hun i 1979 sit virke som danser. Siden virkede hun lejlighedsvis som operainstruktør ved Det Kgl. Teater og ved Den Jyske Opera i Århus. Hendes senere år har været helliget privatlivet.