Margrethe Schanne

Sylfiden var og blev Margrethe Schannes glansrolle. Hendes lethed, poetiske ynde og længselsfulde og sørgmodige øjne syntes at gå i et med denne overnaturlige, svævende skikkelse. Da hun var otte år gammel, tog hendes moder hende til optagelsesprøve på balletskolen ved Det Kgl. Teater, og dermed var hendes livsbane bestemt. Hendes lærere var Karl Merrild, Valborg Borchsenius og balletmester Harald Lander. Hun debuterede i 1939 som Sommerfuglen i Landers version af August Bournonvilles Valkyrien, hvor hun viste sin særlige ynde og sårbarhed. Præstationen blev fulgt op i Rosendrømmen, 1941, Tolv med Posten, 1942, og Landers symbolske frihedsballet Vaaren, 1942, der året efter førte til hendes udnævnelse til solodanserinde.

I 1945, som 24-årig, fik Margrethe Schanne titelpartiet i Bournonvilles Sylfiden. Dette blev afgørende for resten af hendes karriere, for her fik hun lov til at udfolde hele sin usædvanlige forståelse for den romantiske kvindeskikkelse. Hun turde danse uskylden ud i hver eneste bevægelse, og dermed fremstod hun mærkeligt umoderne i en tid, der netop fokuserede på det symfoniske og det totalt handlingsløse. Men hun var tro mod sit eget sind og kropsudtryk og dermed dobbelt troværdig i denne romantiske rolle; hun var alfeagtig og overnaturlig og meget forskellig fra forgængeren i partiet solodanserinden Ulla Poulsen Skou. Margrethe Schanne ønskede dog også at prøve kræfter med både en anden slags dans og med den store verden. I 1946-47 rejste hun til Paris for at studere hos bl.a. den russiske pædagog Olga Preobrajenska. Sammen med sin mand, danseren Kjeld Noack, som hun har levet sammen med siden 1943, og som troligt gennem alle årene har fulgt hende enten på scenen eller fra kulissen, kom hun til at danse hos russeren B. Kniaseff. Hans nyetablerede kompagni kom dog aldrig til at optræde. En særlig hård isvinter dette år begrænsede forlystelseslivet, men Margrethe Schanne blev heldigvis i stedet engageret hos Ballet des Champs-Elysées og optrådte med den franske koreograf R. Petits kompagni i Paris og London. Kulden kom dog til at koste hende helbredet, hun fik vand i lungerne og var syg hele det næste år.

Margrethe Schanne kæmpede sig tilbage i form, og på Det Kgl. Teater blev hendes næste store udfordring titelpartiet i Giselle i 1951, hvor hun udnyttede sin evne fra Sylfiden til at spille æterisk og uvirkelig, men hvor hun samtidig tilføjede rollen noget stærkt dramatisk og direkte realistisk. I 1955 kom hun til at danse G. Balanchines Søvngængersken, en på én gang drømmeyndig og dæmonisk figur, som hun netop med sin uskyldsrenhed kunne fortolke som en farlig og uberegnelig nattekvinde. Hendes partner var den purunge Henning Kronstam, og sammen blev de berømte ikke mindst for slutscenen, hvor hun med magiske kræfter samlede den granvoksne mand op og bar ham ud af scenen i sine arme. Præstationen kostede hende til sidst en diskusprolaps, men skabte en benovet respekt omkring hendes kompromisløshed som kunstner. Officielt høstede hun anerkendelse for indsatsen, da hun modtog de kbh.ske dagblades teatermedarbejderes pris Teaterpokalen i 1955, og hendes nationale berømmelse var uomtvistelig, da hun i 1957 som den første balletdanser nogensinde blev tegnet til et dansk frimærke, frit svævende i et sylfidespring til 35 øre. Disse år vrimlede med anerkendelser; i 1953 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen, og i 1962 fik hun Tagea Brandts Rejselegat. På scenen fik hun tilsvarende hædersbevisninger i form af alle de store ballerinaroller. I Bournonvillerepertoiret dansede hun både Rosita i Fjernt fra Danmark, 1956, og Eleonore i Kermessen i Brügge, 1957, og i den russiske koreograf M. Fokins Petrusjka dansede hun Dukken i 1950, ligesom hun levendegjorde stjernen Marie Taglioni i den engelske koreograf A. Dolins ballerinakommentar Pas de Quatre, 1955. Russerteknikkens anderledes virtuose krav honorerede hun desuden både i Den blå fugls pas de deux i Auroras bryllup, 1949, som svaneprinsessen i Landers enakts version af Svanesøen, 1950, og senere som Tornerose, 1957.

Også den nye koreografi prøvede Margrethe Schanne kræfter med. I 1959 dansede hun titelpartiet i den svenske koreograf Birgit Cullbergs Medea over for Kronstams Jason. I 1960 skabte Kirsten Ralov sin debutkoreografi Kameliadamen netop til hende over for Flemming Flindts unge bejler. Derudover søgte hun fortsat udfordringer udenlands. 1955-56 dansede hun således hos Grand Ballet de Marquis de Cuevas i Frankrig, hvor også franskmanden S. Golovine dansede. Han havde tidligere været hendes James i Sylfiden på Det Kgl. Teater. Ved afslutningen af hendes aktive scenekarriere virkede hendes bud på den hudløse Irene Holm, 1963, måske allerstærkest. Kvindefiguren fra forfatteren Herman Bangs novelle havde Elsa Marianne von Rosen koreograferet en ballet over, og Margrethe Schannes insisterende lillepigekvinde traf smertefuldt præcist portrættet af den ydmygede danselærerinde, der taber både ansigt og krop over for en samling grovkornede provinsboere.

I 1966 holdt Margrethe Schanne op med at danse, 45 år gammel, men kunne ikke slippe kunsten. Hun prøvede kræfter med flere skuespillerroller, bl.a. som den døende Esther i den engelske dramatiker A. Weskers Vennerne på Århus Teater, 1970, og som Engelche Hattemager i tv-udgaven af Ludvig Holbergs Barselstuen, 1976. 1965-86 havde hun desuden sin egen balletskole ved Gladsakse kommunes skolevæsen, hvor hun underviste håbefulde piger udi ballettens disciplin iført sit karakteristiske, lyserøde sjal og med sin bestemte lærerindediktion. I slutningen af 1990’erne har hendes krop fortsat sylfidens petite skikkelse, men et langt liv har mildnet de udtryksfulde øjne. Som hun selv udtrykker det: “Jeg har ikke kun levet mit eget liv. Jeg har også levet alle de mange liv på scenen.”