Elsa Marianne von Rosen

Faktaboks

Elsa Marianne von Rosen
Født
21. april 1924, Stockholm
Død
2014
Titel
Adelig
Arbejdsliv
Danser, balletmester og solodanser
Familie

Forældre: kunstmaler Reinold Carl-Gustaf Henning von R. (1894-1961) og Sally Elisabeth Österyd (1900-55).

Gift 1. august 1950 (b.v.) med scenograf, ballethistoriker Allan Sigurd Monies Fridericia, født 30. november 1921 i København, død 28. december 1991 samme sted, s. af professor Louis Sigurd F. og violinist Karen Johanne Monies.

Børn: Elisabeth (1963).

Den blide skønhed har, som talentet, været medfødt. Men viljen har været Elsa Marianne von Rosens egen, og den har bragt hende længere, end nogen kunne have forudset, da hun voksede op som yndig datter i en svensk adels- og militærslægt i 1930’ernes Stockholm. Thi i denne bourgeoisifamilie var der ingen, der afveg fra normerne, bortset fra hendes bedstemoders søster Brita von Horn, som formede teatergruppen Dramatiker Studion.

Men danse, det ville Elsa Marianne von Rosen, og det kom hun til, på trods af at balletskolen ved Operan i Stockholm afviste hende som for gammel, da hun som 12-årig søgte om optagelse. I stedet tog hun privattimer hos lærerne O. Thoresen og Valborg Franchi i Stockholm og debuterede resolut som dansesolist med et koncertprogram i 1941. Anden Verdenskrig forhindrede hende imidlertid i at drage til det store udland, men hun dansede i diverse revyer og soloaftener og kom i 1943 til National-Scala i København, hvor først balletmester Harald Lander og dernæst koreografen Birger Bartholin blev hendes lærer. Samme år dansede hun ved Oscarsteatern i Stockholm, men Landers begejstring for hendes talent førte til et sjældent engagement som gæsteelev 1945-47 ved Den Kgl. Ballet, hvor hun oplevede den beundrede ballerina Margot Lander på nært hold. Samtidig fik hun det indgående kendskab til Bournonvilletraditionen, der senere skulle blive afgørende for hendes indsats som både iscenesætter og balletmester.

I slutningen af 1940’erne dansede Elsa Marianne von Rosen både ved Oscarsteatern, bl.a. som Kitri i Don Quixote og Odette-Odile i Svanesøen, og ved den russiske balletdirektør C. de Basils Original Ballet Russes. I London og Paris optrådte hun med den franske koreograf M. Béjart som partner. Hendes store gennembrud kom dog gennem samarbejdet med den moderne, svenske koreograf Birgit Cullberg, der i 1950 skabte rollen som Frøken Julie specielt til Elsa Marianne von Rosen. Den 26-årige danser gjorde et uudsletteligt indtryk som Strindbergs herregårdsfrøken, der i midsommernattens rus kaster sig ud i løssluppen kådhed og bundløs fortvivlelse. Frøken Julie skaffede både hende og Cullberg engagement ved Operan i Stockholm, hvor Elsa Marianne von Rosen 1951-59 fik mulighed for at danse de store klassiske partier i balletter som Giselle, Svanesøen, Chopiniana og Tornerose og i den russiske koreograf L. Massines Tricorne og Gaîté Parisienne.

1950 var også privat et afgørende år, eftersom hun giftede sig med den danske scenograf og ballethistoriker Allan Fridericia, hvis liv og karriere skulle komme til at smelte sammen med hendes på udfordrende og inspirerende vis. I 1960 etablerede de Den Skandinaviske Ballet, et kompagni, der de næste fem år turnerede rundt i Skandinavien, båret af idealisme og i trods mod økonomien. Hun var koreograf, ballerina, iscenesætter og pædagog, og han var direktør og scenograf, og sammen kastede de kompagniet ud i hele spektret inden for 1960’ernes dans: Teenagers, 1961, var således et moderne dansedrama om tidens unge, som blev fulgt op af Bournonvillerekonstruktionen Festen i Albano, 1961, og af hendes Jenny von Westphalen, 1963, om Karl Marx og hans hustru.

I samme periode blomstrede Elsa Marianne von Rosen også andre steder. For Danmarks Radio skabte hun 1960 balletten Helios til Carl Nielsens musik, som hun selv dansede sammen med Erik Bruhn og Den Skandinaviske Ballet, og i 1963 balletten Varierende baser, der, som den første herhjemme, var skabt til elektronisk musik. Til Den Kgl. Ballet koreograferede hun værker som Jomfrukilden, 1964, og Don Juan, 1967, sidstnævnte til scenografi af billedhuggeren Robert Jacobsen. Men først og fremmest kreerede hun til Den Skandinaviske Ballet Irene Holm, 1960, baseret på forfatteren Herman Bangs novelle om en danselærerindes fornedrelse. Hun dansede selv hovedpartiet og genopsatte i 1963 succesen på Den Kgl. Ballet med Margrethe Schanne i titelrollen.

Allerede på dette tidspunkt prøvede Elsa Marianne von Rosen imidlertid kræfter med Bournonvilletraditionen. I 1960 opsatte hun Sylfiden for Den Skandinaviske Ballet, en opsætning, der var baseret både på hendes eget Bournonvillekendskab, på hendes mands kolossale ballethistoriske viden og på særlige kilder. Heriblandt indgående samtaler med den da 80-årige solodanserinde Ellen Price, der havde danset hovedpartiet fra 1903, og som havde lært det direkte af Juliette Price, der debuterede i partiet i 1849, instrueret af August Bournonville selv. Succesen var så stor, at hun blev inviteret til at indstudere balletten for forskellige kompagnier i udlandet, bl.a. i London, Monte Carlo, Chile, Leningrad, Washington og Sibirien. I 1971 kom hun med sit eget bud på en nytolkning af Bournonvilles Napoli, en tilsvarende international succes, der bl.a. nåede til Kirovballetten i Leningrad i 1982, men som oprindelig blev skabt for balletten ved Göteborg Stora Teatern, hvor hun var balletchef 1970-76. Og i 1990 gennemførte hun sammen med sin mand en total rekonstruktion af Bournonvilles “glemte” nordiske ballet Thrymskviden fra 1868 for Den Kgl. Ballet.

Elsa Marianne von Rosen er blevet tildelt en lang række legater og priser, bl.a. Ingrid Jespersens Legat 1963, danske teaterkritikeres pris Teaterkatten 1964 og Tagea Brandts Rejselegat 1971. Desuden har hun modtaget flere udenlandske ordener og udmærkelser, bl.a. den svenske Litteris et artibus. Hendes tid som balletchef afsluttedes på Malmö Stadsteater 1980-87, hvor hun skabte et nutidigt repertoire af både klassikere og nye balletter. Men dermed standsede hun langtfra sin karriere. På trods af ægtefællens sygdom og død i 1991 har hun troligt arbejdet videre med sine dansestudier, og da koreografen Flemming Flindt i 1994 inviterede hende til at komme tilbage til Det Kgl. Teater som gæstesolist i Dødens triumf, sagde hun ja. Heldigvis. For da hun 70 år gammel løb hen over scenen som kvinden, der indser sit livs efterår og gerne vil dø, var det med livsbekræftende blødhed og længsel i alle bevægelser. Og med en skønhed af næsten uvirkelig blidhed.

Beskrivelser og portrætter af Elsa Marianne von Rosen

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Allan Fridericia: Elsa Marianne von Rosen, 1953.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig