Ellen Price

Som oldebarn af James P., den første af den engelske artistslægt, der bosatte sig i Danmark, førte Ellen Price familiens stolte traditioner videre. Hun blev ikke alene en af sin tids mest betydningsfulde danserinder, men med sin karakteristiske blide udstråling og de udtryksfulde øjne blev hun også københavnernes yndling.

Da Ellen Price i 1885 blev antaget på Det Kgl. Teaters balletskole, modtog hun sin første undervisning af onklen Waldemar P., der blev anset for den sidste store romantiske mandsdanser, og senere af Hans Beck. Sin første debut fik hun 1895 i en pas de trois i August Bournonvilles ballet La Ventana og sin anden debut i partiet som Effy i Sylfiden samme år. I det Bournonvilledominerede repertoire fra årene omkring århundredskiftet dannede hun ofte par med Gustav Uhlendorff, den senere balletmester. Da hun i 1903 stod overfor at skulle overtage partiet som Sylfiden, opsøgte hun fasteren Juliette P., som i Bournonvilles tid havde brilleret i rollen. De ord, hvormed fasteren vejledte hende, skulle blive gentaget overfor senere generationers Sylfidefortolkere såsom Margrethe Schanne og Elsa Marianne von Rosen: “En Sylfide dør ikke som et Menneske, men som en Blomst, som en Sommerfugl, der faar strøget Støvet af Vingerne.” I endnu højere grad end rollen som Sylfiden, der affødte udnævnelsen til solodanserinde i 1903, blev det imidlertid rollen som Den lille Havfrue, der blev hendes eftermæle. Da brygger Carl Jacobsen juledag 1909 havde overværet Becks balletiscenesættelse af H.C.Andersens eventyr til Fini Henriques’ musik, blev han, ligesom det øvrige premierepublikum, stærkt grebet af havfruens sky og troskyldigt sjælfulde skikkelse og gik straks til billedhuggeren Edvard Eriksen for at bede ham lave den skulptur, der i dag som verdenskendt vartegn for København sidder på sin sten i vandkanten ved Langelinie. Ellen Price tog i 1913 afsked med Den Kgl. Ballet på grund af en formodet hjertefejl og forsøgte sig i de efterfølgende sæsoner som skuespillerinde.

I teatersæsonerne 1913-14 og 1914-15 var Ellen Price engageret ved Århus Teater, hvor hun var på rollelisten bl.a. som Hedvig i teatrets opsætning af Vildanden, 1914, sammen med Ludvig Brandstrup og Robert Neiiendam. Skiftet til skuespillet var vanskeligt, da hendes drømmende ynde og musikalsk indlevede udtryk egnede sig bedre for pantomimen og balletten end for teatret. Efter at have forsøgt sig med sit eget skuespillerselskab trak hun sig tilbage til privatlivet og bosatte sig sammen med ægtemanden, journalist Xavier de Plane for en årrække på Bornholm, hvor hun optrådte på de lokale teatre. Da ægteskabet blev opløst, flyttede hun igen til København og oprettede her sin egen balletskole. Hun indgik her sit andet ægteskab med skuespilleren Aage Colding, efter hvis død hun på ny giftede sig med sin første mand og kaldte sig Ellen Price de Plane. I 40-året for hendes debut arrangerede Folketeatret i 1935 en matineforestilling, hvori Ellen Price viste sig på scenen som moderen i L’enfant prodigue og i en apoteose fra Den lille Havfrue. Ellen Price døde kort før sin 90-års dag og blev efter eget ønske begravet på Bornholm.