Kirsten Simone

Af alle kvindelige dansere i Danmark har ingen været igennem så alsidigt et repertoire som Kirsten Simone. Med hendes lange karriere og vidtfavnende talent spændte hendes roller fra de yngste til de ældste, både i solofaget og i karakterfaget, hos såvel August Bournonville som de moderne amerikanske koreografer G. Balanchine og J. Neumeier samt englænderen J. Cranko. Det var lidt af et tilfælde, at Kirsten Simone 1945 blev optaget på Det Kgl. Teaters balletskole. Fra hun var fire år, gik hun til ballet hos Dagny Jensen på Amager, og da lærerindens datter søgte optagelse på balletskolen, gik Kirsten Simone med af nysgerrighed. Balletregissør Poul Vessel fik øje på hende og tog hende med ind, selvom hun ikke var tilmeldt. Hun var da 11 år gammel, og allerede samme sæson var hun på scenen som engel i Tolv med Posten. I 1952 debuterede hun som Hilda i Et folkesagn over for Erik Bruhns Junker Ove, og som det blev betegnende for mange af hendes store partier karrieren igennem, formåede hun ved fortsat intensivt arbejde med rollen at forfine den til det sublime udtryk. Ofte var succesen ikke synlig ved premieren, men kom senere hen. I arbejdet med rollen stod den russisk-engelske pædagog Vera Volkova frem til sin død i 1975 ved hendes side. I 1956 udnævntes Kirsten Simone til solodanser, 1966 til 1. solodanser.

Et par måneder efter sin debut fik Kirsten Simone sit egentlige gennembrud i pas de deux’en fra Nøddeknækkeren, igen sammen med Bruhn. Året efter fik Henning Kronstam sit gennembrud, og sammen prægede de repertoirets største roller de næste 20 år. De komplementerede hinanden perfekt; hun med sin lyse skønhed og han med sin mørke aristokratiske fremtoning. Ingen af dem nærede ønske om at danse permanent i udlandet, men sammen tog de på utallige turnéer over hele verden, bl.a. med Ruth Pages Chicago Ballet Company, Royal Winnipeg Ballet og American Ballet Theatre. Fristelsen til en international karriere var stor, men begge blev i København Broderen, solodanseren Flemming Ryberg, og solodanseren Palle Jacobsen blev to andre fremtrædende partnere for Kirsten Simone. Hendes talent bragte hende vidt omkring fra den store bravurdans i Tornerose, 1957, hvor hun i samme sæson dansede både Lilla Fe og Aurore, over de stærke psykologiske portrætter i Søvngængersken, 1955, og Frk. Julie, 1958, til så forskellige kvindeportrætter som Carmen, 1960, Giselle, 1964 og 1968, Odette/Odile i Svanesøen, 1964, Julie i F. Ashtons Romeo og Julie, 1965, og Lady Capulet i Neumeiers ballet af samme navn i 1974.

Bournonvilles balletrepertoire er unikt ved at kunne tilbyde roller til dansere i alle aldre, og Kirsten Simone kom til at danse de fleste: Sylfiden og Madge i Sylfiden, Teresina og Moderen i Napoli, Louise i Livjægerne på Amager, de gamles dans i Amor og balletmesterens luner og Fru van Everdingen i Kermessen i Brügge. Sidstnævnte blev hendes gennembrud som karakterdanser og var også det parti, hun i 1991 fejrede sit 40-års jubilæum i. I Flemming Flindts balletmesterperiode var der ikke mange roller til Kirsten Simone, som til gengæld virkede som pædagog dels ved Det Kgl. Teaters balletskole, dels i udlandet, bl.a. USA. Ligeledes er hun fortsat med at være et væsentligt aktiv på Kongens Nytorv, både som underviser og danser. Kirsten Simone har modtaget Tagea Brandts Rejselegat 1970. Hun blev ridder af Dannebrogordenen 1965, ridder af 1. grad 1980 og kommandør 1998.