Vera Volkova

Vera Volkova blev født i Skt. Petersborg, men kom via Shanghai og London til København, hvor hun blev den kvinde, der har fået størst kunstnerisk indflydelse på Den Kgl. Ballet i 1900-tallet. Det var en enorm bedrift, ikke alene fordi hun var kvinde i et mandsdomineret miljø, men tillige fordi hun var russer i et ekstremt nationalbevidst balletkompagni.

Vera Volkovas baggrund var den lavere landadel med forbindelser til det kejserlige russiske hof, hvor hendes onkel var zarfamiliens læge. Hendes barndom blev tilbragt i privilegerede rammer med undervisning i en skole for adelige frøkener og eventyrlige fridage med varm chokolade på Skt. Petersborgs boulevardcaféer. Alt dette skulle imidlertid få en ende, da hendes fader omkom som officer under Første Verdenskrig, ligesom alle familiens privilegier og ejendomme blev konfiskeret af bolsjevikkerne efter revolutionen i 1917. Under det ny sovjetregime og familiens ændrede kår lykkedes det alligevel Vera Volkova at forfølge en drøm om at danse ballet. Som teenager, en relativt sen alder for en balletdanser, startede hun sin træning på A. Volinskys koreografiske skole, hvor hun i årene 1920-25 arbejdede intenst under den store russiske pædagog Agrippina Vaganova, der eksperimenterede med udviklingen af det træningssystem, der senere skulle danne skole i hele Sovjetunionen.

Som mange andre russiske dansere ønskede Vera Volkova at slutte sig til S. Diaghilevs Les Ballets Russes i Europa, og hun forsøgte at slippe ud af Sovjetunionen via Shanghai, hvor hun strandede i 1929. Diaghilev døde samme år, og hun valgte at blive i Kina, hvor hun begyndte sit arbejde som pædagog. Her mødte hun også sin mand, den engelske maler og arkitekt Hugh Finch Williams. Sammen flyttede de i 1937 til London, hvor hun i 1939 åbnede en balletskole i West Street, der skulle blive legendarisk, og hvor hun intenst trænede og formede den berømte britiske ballerina Margot Fonteyn. Vera Volkova blev den pædagog, der fik størst indflydelse på britisk ballets dansere i denne periode, hvor hun også blev en af koreografen F. Ashtons kunstneriske sparringspartnere. Presset af lederen af Sadler’s Wells Ballet Ninette de Valois opgav Vera Volkova en yderligere karriere i engelsk dans og tiltrådte i 1950 stillingen som leder af balletten ved La Scala i Milano. Året efter blev hun inviteret til København som gæstelærer af balletmester Harald Lander. Hun ankom netop som skandalen omkring balletmesteren, der stod anklaget for embedsmisbrug, var på sit højeste. Mens Lander forlod landet, blev Vera Volkova på Det Kgl. Teater som lærer. Hun var i en periode kunstnerisk rådgiver for Det Kgl. Teaters direktør og var med i det kunstneriske råd, der ledede balletten efter Frank Schaufuss’ afgang som balletmester i 1956.

Vera Volkova repræsenterede i høj grad det kunstneriske udsyn, danserne på Det Kgl. Teater i Landerårene havde eftersøgt. Hun havde endvidere både visioner og kontakter, og det var hendes idé og ved hendes mellemkomst, at Ashton i 1956 kom til København, hvor han skabte sin lyriske version af S. Prokofjevs Romeo og Julie, den første vestlige version af helaftensballetten. Hendes nære forståelse med den amerikanske koreograf G. Balanchine bragte også en serie af hans væsentligste værker på repertoiret, ligesom hendes private kontakt med den amerikanske koreograf J. Robbins bragte også ham til København

Men Vera Volkova var først og fremmest pædagog. Hun reorganiserede undervisningen på Det Kgl. Teaters balletskole og ændrede den daglige træning for balletten, hvis dansere pludselig skulle rustes til at møde internationale, tekniske standarder. Hun påvirkede nænsomt den danske Bournonvillestil ved at udvikle eksempelvis koreografiens tåspidsarbejde og andre teknikaliteter, alt dog inden for stilistiske og musikalske rammer. Ikke mindst via sine elevers arbejde og videreførelse af hendes kunstneriske ekspressive idealer fortsatte hendes indflydelse på Den Kgl. Ballet årtier efter hendes død i 1975. Erik Bruhn, Henning Kronstam, Peter Martins, Peter Schaufuss og Kirsten Simone var blandt hendes fremmeste danske elever, ligesom de udenlandske dansere og koreografer Fonteyn, R. Nurejev, J. Neumeier og J. Cranko også var eksponenter for hendes arbejde. Hendes elev S. Williams blev en af School of American Ballets førende lærerkræfter, ligesom Kronstam, der kom til at lede både Den Kgl. Ballet og balletskolen, også fortsatte det pædagogiske arbejde, som hun karakteriserede som bindeleddet mellem fortid og fremtid: “Dansehistorikere interesserer sig for i går, jeg interesserer mig for i morgen.”