Mette-Ida Kirk

Mette-Ida Kirk var blot 19 år gammel, da den amerikanske koreograf J. Neumeier i 1974 valgte hende til at danse Julie i sin ballet Romeo og Julie, og netop hendes unge, poetiske sarthed gjorde hende til sin generations skønneste Julie. Hun kom til Det Kgl. Teaters balletskole som otteårig og blev, fra hun var ti år, undervist af den tidligere primaballerina fra Letland Edite Feifere Frandsen og fra aspiranttiden af Vera Volkova, som sammen med Toni Lander kom til at betyde meget for hende. Kort efter sin debut dansede hun i 1975 Våren i Flemming Flindts ballet De fire årstider og gav igen løfte om det helt store talent, men Flindts balletmesterperiode, som varede de næste tre år indtil 1978, var ikke gunstig for hende. Roller var der nok af, men ikke af den slags, som udvikler et talent. Med ansættelsen af balletmester Henning Kronstam kom et mere langsigtet repertoire på programmet, og de moderne amerikanske gæstekoreografer G. Tetley med bl.a. Voluntaries og Sacre du Printemps, 1978, samt Alvin Ailey med Memoria, 1980, fik stor betydning for Mette-Ida Kirk. I 1979 udnævntes hun til solodanser. Det klassiske formsprog udviklede hun i samarbejdet med Kronstam i Concerto barocco, 1981, mens opsætningen af Kermessen i Brügge, 1979, som er skildret i Jørgen Leths film At danse Bournonville fra samme år, udviklede hendes Bournonvillestil afgørende.

Karrieren igennem har Mette-Ida Kirk været mere plaget af skader end de fleste. Allerede før sin debut havde hun gennemgået sin første operation, og indtil sin afsked i 1995 skulle hun gennem yderligere syv operationer samt næsten et års fravær i 1991. På trods af de mange skader og vanskelige balletmesterperioder, bl.a. var Frank Andersens tid heller ikke gunstig for Mette-Ida Kirk, lykkedes det hende at danse et stort og varieret repertoire, lige fra G. Balanchines Agon, 1988, Neumeiers En skærsommernatsdrøm, 1990, Mahlers 5. symfoni, 1994, over M. Béjarts Serait-ce la Mort?, 1990, til August Bournonvilles Et folkesagn, 1979, og Sylfiden, 1986. I 1984 tog hun et års orlov fra Det Kgl. Teater for at arbejde med den tjekkiske koreograf J. Kylián i Nederlands Dans Theater. Efter afskeden fra Det Kgl. Teater i 1995 arbejdede hun året efter med Randi Patterson på Dansescenen i forestillingen Pink lady, gul enke, blå mænd, hvilket gav løfter om en ny karriere for den alsidige danser. I 1987 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.