Toni Lander

Toni Lander startede i en alder af seks år med at danse ballet hos Leif Ørnberg, som straks indså hendes store musikalitet og kropsbeherskelse. Hendes forældre var noget modvillige over for hans forslag om at lade hende søge optagelse på Det Kgl. Teaters balletskole, men som otteårig søgte hun i 1939 ind og blev optaget.

Hun var lærenem og udviklede hurtigt en sikker teknik, og da hun i en tidlig alder voksede sig meget høj, dansede hun i korpset allerede i sin balletskoletid. Bournonvillestilen var balletbørnenes træningsgrundlag, men da hun blev aspirant, blev hun trænet personligt af Harald Lander efter den russiske skole.

Som 16-årig debuterede hun i 1947 som Sophie i Livjægerne paa Amager, og allerede året efter dansede hun Margot Landers store og svære parti i Etude, som Harald Lander senere i 1951 omkoreograferede specielt til hende. Etude, som i 1961 blev omdøbt til det internationale Etudes, fulgte livet igennem Toni Lander og blev nærmest hendes kendemærke. I flere år iscenesatte hun den verden over i samarbejde med Harald Landers femte kone, Lise Lander

Som 19-årig blev Toni Lander i 1950 udnævnt til solodanserinde, og samme år giftede hun sig med Harald Lander, som netop stod over for sit livs værste mareridt. I 1951 blev han, på grund af anklager om misbrug af embedet, tvunget bort fra balletmesterposten, og Toni Lander fulgte ham til Paris i landflygtighed. Hun gjorde det af loyalitet over for sin mand, men det blev bestemt ingen hæmsko for hendes internationale karriere.

Han blev balletmester på operaen i Paris, og for ikke at give anklagerne om magtmisbrug ny næring var det nødvendigt for Toni Lander at skabe sig en karriere uden for ægtemandens regi. Hun fortsatte med at træne den russiske teknik hos de russiske dansere og pædagoger Ljubov Egorova, Nora Kiss og Olga Preobrajenska i Paris, og i løbet af et par måneder var hun fast tilknyttet Les Ballet Russes som solodanserinde.

Kompagniet gik imidlertid ned i 1952, men to år efter blev hun af London Festival Ballet bedt om en lyndublering af Odette/Odile i Svanesøen. Uden nogensinde selv at have danset hele balletten, påtog hun sig opgaven og blev kort efter fast engageret.

De næste fem år dansede hun såvel det store russerrepertoire som Bournonville på turné med kompagniet overalt i verden, deriblandt også i København hvor Etude og Svanesøen blev fremført i Tivolis Koncertsal 1957.

To år efter dansede hun grand pas de deux’en fra Don Quixote og den engelske koreograf A. Dolins Pas de Quatre i Falkonercentret. Især det første gæstespil gav det officielle Danmark muligheden for at rehabilitere Harald Lander. Toni Lander blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen 1957, og pressens og publikums hyldest af ægteparret banede vejen for senere at sætte Etude op på Det Kgl. Teater.

1960-61 dansede Toni Lander på American Ballet Theatre og fik mulighed for at vise sig i et andet, mere psykologisk udviklende repertoire med koreografer som bl.a. svenske Birgit Cullberg i Frøken Julie og Månerenen, og englænderen A. Tudor med Syrenhaven.

Da Flemming Flindt, som hun havde danset med både i Danmark og udlandet, i 1966 blev balletmester på Det Kgl. Teater, ønskede han at knytte hende fast til balletten. Allerede i hans første sæson kom hun i 1967 på gæstespil og viste sin enorme spændvidde ved på samme aften både at danse russerbravuren i pas de deux’en fra Don Quixote, Eliza i Konservatoriet og titelrollen i Frøken Julie.

Hun var i mellemtiden blevet skilt fra Harald Lander og 1966 gift med den amerikanske solodanser Bruce Marks.

I 1971 vendte hun tilbage til Danmark efter 20 års udlændighed og en verdenskarriere, som det er få forundt. Selvom hun stadig dansede, hendes sidste rolle blev The Moor’s Pavane, 1971-76, var det som højt værdsat pædagog, at hun virkede på teatret, mens Marks gik ind i repertoiret som solodanser.

I 1976 blev Marks imidlertid tilbudt stillingen som balletchef for Ballet West i Salt Lake City, USA, og igen brød Toni Lander op for at følge sin mand.

Hun blev leder af undervisningen ved balletten dér, og efter at ægtefællen på en auktion havde købt August Bournonvilles originallibretto til Abdallah, påtog hun sig opgaven at rekonstruere balletten i samarbejde med solodanser Flemming Ryberg. Balletten fik premiere på Ballet West i 1985, kort efter at hun havde accepteret posten som Det Kgl. Teaters første kvindelige balletmester.

Hun var i 1983 blevet skilt fra Marks og var nu fast besluttet på at vende tilbage til Danmark. En hurtigt tærende kræft satte imidlertid en stopper for planerne. Hun måtte opgive balletmesterposten, og Abdallahs overførsel til Det Kgl. Teater i 1986 nåede hun ikke at opleve.

I 1985 døde hun, 53 år gammel. Toni Lander blev kåret til Dancer of the Year 1955, i 1957 udnævnt til Århus Studenterforenings æreskunstner.

• Tegn. af Hans Bendix og Erik Werner i Teatermus. Foto i Det Kgl. Teater, Det Kgl. Bibliotek, Teatermus.
• Svend Kragh-Jacobsen: 20 solodansere fra Den kongelige danske Ballet, 1965.

• Det Kongelige Teater
• Den Kongelige Ballet
• Ballet West
• London Festival Ballet

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.