Randi Patterson

Den kunstneriske rebel vågnede tidligt i Randi Patterson, der voksede op først i Liverpool i England og siden i Tromsø, Norge. I Oslo stiftede hun kendskab med “plastikken” og uddannede sig som moderne danser ved Balletinstitutet, og hun fortsatte senere træningen i London og New York. Som 23-årig kom hun i 1971 til København, hvor den moderne dans kun lige akkurat var ved at vokse frem som et alternativ til balletten på Det Kgl. Teater. Allerede året efter, i 1972, tog hun initiativ til etablering af den moderne dansegruppe Living Movement, der introducerede en sanselig og ofte mystisk dans for publikum på scener rundt om i byen. I 1980 samlede hun danserne Anette Abildgaard, Mikala Bjarnekow og Ingrid Buchholz som grundstammen i Nyt Dansk Danseteater (NDD), der blev rammen om hendes koreografiske gennembrud Skrøbeligt daggry, 1982, som blev vist i Saltlageret. Folkeligt slog kompagniet igennem med succesforestillingen En gudedrøm på Bellevue Teatret i 1984, der var inspireret af den nordiske mytologi og baseret på en libretto af forfatteren Villy Sørensen. Koreografisk set har hun haft fokus på det totale scenebillede og ikke blot på kroppens bevægelser, ligesom hun har arbejdet i tæt samspil med billedkunstnere og komponister.

Siden 1987 har Randi Patterson arbejdet freelance, og koreografien har i stigende grad båret præg af hendes interesse for Østen, det åndelige og metafysiske, fx Mellem to evigheder, 1987. Hun har prøvet kræfter med de store myter, bl.a. i forestillingen Medea, 1990, skabt sammen med teaterinstruktøren Brigitte Kolerus, som blev spillet i Burmeister & Wains haller, men altid i relation til det moderne, søgende menneske. Det var også udgangspunktet for Afroditekoreografien Pink Lady, 1996, som hun skabte sammen med billedkunstneren Kirsten Justesen til den tidligere kgl. solodanser Mette Ida Kirk. Forestillingen blev desuden opsat i Tjekkiet. Siden slutningen af 1990’erne har hun turneret en del i Østeuropa med sine ad hoc-kompagnier med navnet Randi Patterson Company, der således fungerer som springbræt for de mange projektforestillinger, som hun kontinuerligt har været initiativtager til. Hun har desuden engageret sig i kulturudvekslingsarbejde, bl.a. gennem gæstespil med det nepalesiske og tibetanske folk.

Randi Pattersons store initiativkraft og letløbende talegaver har gjort hende til en ivrig fortaler for en samling af det danske dansemiljø. Hun har således været yderst aktiv i etableringen af Dansens Hus i 1985 og af foreningen De Danske Dansekompagnier 3Dk, ligesom hun har kæmpet en sej politisk kamp for bedre vilkår for moderne dansere og koreografer. Som få har hun plæderet for en respekt for det kunstneriske arbejde med dansen, der frem til 1980’erne ikke blev accepteret og støttet nævneværdigt af det officielle danske kultursystem. Oprettelsen af Skolen for Moderne Dans i 1992 og af Dansescenen 1993 skyldes derfor ikke mindst en ihærdig pioner som hende, der imidlertid aldrig personligt har draget særlig fordel af de nykomne støtteordninger. Ved årtusindeskiftet står hun fortsat som den stædige ener.